Udtalelser fra den grønlandske naalakkersuissoq for udenrigsanliggender, Pele Broberg, i forbindelse med møderne i København, Island og Grønland, bør vel efterhånden have gjort det klart for selv søvnige og vrangvillige danske politikere og embedsfolk: Grønland ønsker fuld selvstændighed og er ikke interesseret i Rigsfællesskabet mellem Danmark, Grønland og Færøerne. Arktis – det er os, siger Broberg og kræver bl.a., at Grønland skal være repræsentanten i Arktisk Råd. I forhold til et amerikansk ønske om f.eks. at etablere flere baser eller udbygge havne i Grønland er det suverænt op til Grønland – og ikke Danmark – at bestemme, siger han til bladet “Sermitiaq”.
Nu skal man nok fra dansk side forsøge at få talt Brobergs opførsel ned og bagatellisere hans udtalelser. Formanden for Landsstyret, Múte Egede, drømmer jo hver dag om selvstændighed, men vil ikke forhaste sig med en aktivistisk kurs som Brobergs, for han er trods alt glad for de mange penge fra Danmark. “Sermitiaq” har selv i en ledende artikel – Pele mianersorit (Pas på Pele) – anbefalet at tage den med ro. “Selvfølgelig skal Grønland smide kolonitidens åg og føre sin egen udenrigspolitik. Det kan jo trods alt være, at Danmark kan hjælpe den udvikling på vej i den rigtige retning, som vi ønsker”, hedder det. Man bør ikke ødelægge et godt samarbejde i udvikling og under bevægelse, fremhæves det.
Tilsyneladende indgår det ikke i betragtningerne, hvad Danmarks fordele ved det eksisterende Rigsfællesskab mon er. Det koster skam danske skatteydere omkring 5 mia. kr. årligt. Hvad har Danmark dog ud af det, bortset fra at politikere og embedsfolk kan bryste sig som aktører i en arktisk “stormagt.” Plus diverse nationalsentimentale fornemmelser?
Sikkerhedspolitiske betragtninger må selvsagt tildeles stor vægt. Men den side af sagen kan vel ikke parkeres stort bedre end hos Danmarks vigtigste militære allierede USA. Pele Broberg må i virkeligheden anses som en dansk forbundsfælle for hurtigst muligt at slippe ud af Rigsfællesskabet, som åbenbart i Grønland opfattes som en slags “kolonialistisk” restprodukt (et “åg”). Grønland med sin vaklende økonomi bør for alles – og især Danmarks – skyld finde andre græsgange end den danske statskasse.
Danmark må støtte Broberg og fremtidens Grønland ved i løbet af få år helt at afvikle bloktilskud og andre betalinger, erklære Grønland fuldt selvstændigt, og selvfølgelig også derved slippe af med Nordatlantens indflydelse på Folketingets sammensætning.
Hvad nøler vi for?