Eksperter har ved flere lejligheder kritiseret beslutningsprocessen på Christiansborg. Politikerne vedtager under fanfare reformer. Efter al furore og praleri i den forbindelse er interessen for den bureaukratiske gennemførelse – for slet ikke at tale om de faktiske virkninger – imidlertid normalt ringe. Uden hensyn til regeringens farve. Senest har bogen “Entreprenørstaten” af vicedirektør i Djøf, Sigge Winther Nielsen, eksempelvis givet anledning til debat. Den beskriver, hvordan beslutningernes intentioner bliver væk på vej mod virkeligheden. Der er meget berettiget i den kritik af samspillet mellem politikere, embedsværk, diverse organisationer og medierne.
En endnu mere åbenlys sammenhæng af problematisk natur er imidlertid gennemførelsen af store, forlods uigennemførlige, nyttesløse indgreb, der under pressens halvblinde øjne rulles ud fra illusionsfabrikken på Christiansborg.
Et klart eksempel er den såkaldte klimakamp. Således er det mur- og nagelfast, at den besluttede reduktion af udledningen af drivhusgasser herhjemme ingen indflydelse får på klimaet, uanset hvilke faktorer, der måtte udløse klimaforandringer. Men samfundsøkonomien skal betale for baduljen, selv om det altså ikke nytter noget. At den selvpineriske danske udledningsbegrænsning næppe kan nås med de politisk hidtil foreskrevne midler, må helst ikke komme frem. Når civilingeniør Søren Hansen i en nylig bog anførte, at sol og vind selv via et europæisk el-samarbejde ikke vil muliggøre kontinuerlig el-produktion i tre dage, hvor det ikke blæser, og at batterier til opladning af strøm i den skala ikke eksisterer, så undlader pressen og politikerne reelt at reagere på kritikken. Bogen bliver knap nok omtalt. Koalitionen af politikere, embedsfolk, “klimaforskere”, TV, og toneangivende private medier er under FNs ægide så fastlåst i marchen mod åbenlyse tåbeligheder, at selv saglig delkritik preller af.
Et andet eksempel på et stort illusionsnummer ses i udlændingepolitikken. Aktuelt i spørgsmålet om hjemsendelse af især syriske krigsflygtninge på midlertidigt ophold, foruden kriminelle udviste. Der er som bekendt oprettet en Hjemrejsestyrelse og indført særligt udrejsecenter for de modvillige. Senest har staten købt en ejendom på Langeland for et tocifret millionbeløb, for derefter at konstatere, at det ikke gik med de kriminelle på den ø. Og det er slet ikke gået med det store hjemsendelsesprojekt, ” paradigmeskiftet” etc. For så godt som ingen syrere m.fl. – og slet ikke kriminelle – vil rejse væk. Det ved myndigheder og politikere skam godt. Men især politikerne foregiver noget andet i deres illusionsnumre, og det har været gældende for såvel den rapkæftede Inger Støjberg som nu for de rådsnare Tesfaye og Stoklund. Ren illusionspolitik.
Danske børn i kurdiske fangelejre skal hjem og enkelte mødre med, hedder det efter længere tids afvisning heraf. Hvad med familiesammenføringsregler for fædre, søskende, bedsteforældre o.a. For det er jo konventionerne, der er det helt hellige?
Tilsvarende er der god grund til at antage, at mange af de under epidemikrisen gennemførte nedlukninger, delvise genåbninger, krav om coronapas og masker, der har sigtet på mikroadfærden i landet, har savnet fornuft og indsigt, hvad beslutningstagerne bare så bort fra. Men illusionen om den kloge stat – og statsminister – har trumfet. Så skidt med resten, og den politiske opposition er jo i forvejen demonteret.
Problematisk er det naturligvis, at der som nævnt gennemføres reformer, der ikke klarer virkeligheden som følge af bureaukrati o. lign. Endnu værre er det dog med ligefremme illusionsnumre i form af indgreb, som på forhånd også af beslutningstagerne selv må anses for uigennemførlige. Sådant ville i det private erhvervsliv kunne medføre ansvarspådragelse i forhold til kunder og aktionærer. Men den store stat sætter sig gerne ud over den slags hensyn.