Minksagen kører for fulde omdrejninger i den offentlige debat. Om ikke andet afslører den i hvert fald en brøstfældig regeringspraksis, et embedsværk med kujoneret ledelse og ukendskab til centrale spilleregler på området. Forløbet kan med rette betegnes som kritisabelt.
Imidlertid kan denne misere slet ikke konkurrere med, at “Klimakampen” uden sammenligning er vor tids største økonomisk-politiske og mediemæssige skandale. Og den inddrager ikke blot regeringen, men et bredt politisk flertal.
Selv om man ikke er “klimaforsker”, er det i hvert fald relevant at rejse spørgsmål om boniteten i den eksisterende “konsensus” vedrørende klimakrisen. Umiddelbart er det vel indlysende, at en klimamæssig sandhed ikke seriøst skabes via opinionsundersøgelse blandt såkaldte klimaforskere mv. I så henseende nytter det heller ikke, at FN bakker op, og at politikere og journalister er til fals for myten.
I sig selv er det således en skandale, at klimaforskere, der ikke sværger troskab til de toneangivende statistiske klimamodellers CO2-aksiom, stort set udskammes eller i hvert fald så godt som ikke omtales i de gængse medier. Selv sådanne, der tilkendegiver at hylde CO2-teorien om den menneskeskabte drivkraft – for overhovedet at få ørenlyd – men i stedet peger på mulige afværgeforanstaltninger mv. – betragtes som renegater.
Denne skribent kan bestemt ikke anses for klimaekspert – endsige klimaforsker. Han har dog forstået, at klimaændringer slet ikke er noget nyt i klodens historie, og at der i videnskaben gør sig forskellige opfattelser gældende om årsagerne dertil, samt om dagens situation. At det i det hele taget er en kompliceret sag, hvor der ikke kan etableres forsøg i relevant skala. Sådanne velkvalificerede “klimaafvigere” blandt forskerne – de findes skam også herhjemme – kommer som nævnt næsten ikke til orde i den offentlige debat.
Her er det nemlig politisk besluttet, hvad sandheden er, og der er ikke brug for “mere vrøvl” om den sag. Den er “afgjort” siges det eksempelvis fra det danske meteorologiske institut. Internationalt set er oraklerne – foruden af FN – anført af paven og en svensk skolepige, ombejlet af især vestlige politikere, der håber at spinde vælgerguld på “klimakampen”.
I sig selv er det en gedigen skandale, at en grundlæggende kritik og diskussion af klimaforandringer og deres årsager stort set afvises i førende medier, således i TV og i de store landsdækkendes aviser som Politiken og Berlingske, der har ganske hjernevaskede klimamedarbejdere. Forsøg på nuanceret debat forsvinder i populistiske tåger i en halvreligiøs klima- og syndflodsangst. For det meste er det kun i de sociale medier, sagen søges endevendt, eksempelvis i FB-gruppen Klimarealisme.dk.
Selv kritik af de påtænkte danske indsatser i “kampen” kan efter omstændighederne give politiske skrammer. At Danmark angiveligt skal bruge 800 mia. kr. til indsats “for klimaet”, synes i vide kredse naturligt, og mange mener vist endda, at det er for lidt. At det stensikkert ikke vil have nogen mærkbar indflydelse på klimaet – uanset hvad drivkraften til klimaændringer måtte være – er tilsyneladende ganske ligegyldigt. Selv de såkaldte økonomiske vismænd i DØR vakler hjernevaskede rundt i det spor.
Det er faktisk en skandale uden lige.