I adskillige vestlige lande har der været korruptionssager forbundet med ulovlig økonomisk støtte til politiske partier, valgkampe mv. Således måtte tyske Altkanzler Kohl i 1999 indrømme, at CDU under hans formandskab havde modtaget ulovlige midler fra anonyme bidragydere, og han mistede sine poster, da han ikke ville identificere de skyldige. Det banede vejen for das Mädchen, Angela Merkel, som partiformand i 2000 og senere som forbundskansler. Lignende korruption er konstateret i andre lande, f. eks. i Frankrig og USA.
I Danmark har man efter det foreliggende stort set holdt stien ren i så henseende. Dette skyldes dog på ingen måde, at de danske politiske partier via deres egne medlemmers kontingenter mv. har været i stand til selv at finansiere partiaktiviteterne. Tværtimod: For de politiske partiers medlemssituation er en sørgelig affære. Måske 3 pct. af vælgerne er medlemmer af et politisk parti. De to største medlemspartier S og V har hver noget over og lige omkring 30.000 medlemmer. Den nye højdespringer i den sammenhæng – NB – har efter sigende scoret over 16.000. K har f.eks. under 10.000. Det kan jo ikke finansiere ret meget. Ingen “folkepartier” mere.
Men det har partisystemet så rådet bod på via en særdeles generøs, flersidet støtteordning. Således fik partierne i 2020 årligt 33,50 kr. i statsstøtte for hver stemme, de har opnået ved sidste valg. For S andrager beløbet årligt over 30 mio., for V over 20 mio. kr. om året. Dertil kommer så betydelige beløb i form af såkaldt gruppestøtte i Folketinget, frirejse-ordninger og rundelige vederlag, pensioner mv. til de valgte. Selve det faktum, at der fastholdes 179 folketingsmedlemmer, hvor man måske med fordel kunne nøjes med eksempelvis 50 – hvilket også ville gøre de enkelte politisk valgte mere synbare for vælgerne – skaber selvfølgelig også økonomisk rum for partierne. Disse er i dag i realiteten små sekter, der forspiser sig på skatteydernes penge via denne statslige generøsitet, som de selv har fostret. Støtte-omsorgen har selvfølgelig også en udgave på kommunalt og regionalt niveau.
Det har senest vakt opmærksomhed, at det relativt nye parti NB på kort tid som nævnt har kunnet mønstre over 16.000 medlemmer og nu er landets tredjestørste medlemsparti. Ikke et ondt ord om det. Men det er blevet nævnt som en medvirkende faktor, at medlemmer i NB måske finder det fristende, at de her kan opnå en mere umiddelbar politisk indflydelse end i de gamle partier, hvor etablerede ungdomsorganisationer fungerer som fødeklinikker til indflydelse i fremtiden. Rekruttering fra DSU og VU er således et helt almindeligt fænomen i S og V. (For kryptokommunisternes vedkommende er det åbenlyst især deltagelse i Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS), der tæller). En afsondret verden, endog yderligere med stærkt islæt af hele eller halve politologiske kandidater fra politikerfabrikker på universiteterne i Aarhus og København. Se bare på de nuværende ministre. Et sørgeligt skue mht. almindelig erhvervserfaring. Efterhånden er der få arbejdere, landmænd og andre fra det private erhvervsliv i Folketinget. For slet ikke at tale om byernes selvstændige.
Men korruptionen er skam blevet nationaliseret. Pakket ind i statsstøtte. Som medlemsorganisationer er de politiske partier alene små sekter, langt mindre end mange andre foreninger. I virkeligheden kan de bedst anskues som (kamuflerede) firmaer med snablen i statskassen. En konstruktion skabt af partiledelser og andre levebrødspolitikere.
“Folkepartierne” er for længst gået bort, og skatteyderne betaler gildet for de politiske firmaer, der kan æde sig fede via statens pengegaver. Endogså den detroniserede statsminister og partiformand Lars Løkke er nu – med angiveligt en folkemasse på 14.500 deltagere i sit netværk, “Det politiske Mødested”, og med bebudet ansættelse af en professionel sekretariatschef, – i færd med at skabe “en afgørende fornuftens stemme i danske politik”. Sikkert med den hensigt at få snablen i statskassen. “Parti-mafia” på statsstøtte i stedet for korruption.