Skandinavien år 1200
Det slaviske folk venderne havde hærget de danske og sydsvenske kyster i årevis. Det var et ikke-kristent folkeslag, som levede af den selvsamme type af pirateri som vikingerne havde bedrevet 2-300 år tidligere. Landsdele på de skandinaviske kyststrækninger havde været lagt øde efter deres hærgen. Venderne truede i datiden både lov og orden, og det var blot et spørgsmål om tid, før vendiske bosættelser på vores egne blev en realitet.
I munken Saxos Danmarks krønike beskrives, hvorledes rigets bedste mænd samledes om et fælles og afgørende togt mod fjenden. Et togt, som en gang for alle skulle gøre en ende på den trussel, de gentagne anslag udgjorde.
Kong Valdemar Sejr og hans tro væbner, Københavns grundlægger, biskop Absalon, havde held, styrke og navnlig tilstrækkelig snilde til at erobre og ødelægge vendernes hovedby Arkona. Det skete i det herrens år 1169. Den danske krigsflåde havde held til også at ødelægge vendernes afgud Svantevit i Arkona. Maleren, Lauritz Tuxens, vidunderlige værk “Arkonas Fald” illuderer den historiske begivenhed. Maleriet hænger på Frederiksborg Slot, og har gjort det nærmest siden sidste penselstrøg i 1894.
Maleriet vidner om beslutsomhed hos datidens regerende kræfter såvel som om en forståelse for, hvorledes en stigende trussel mod lov og orden samt kulturel egenart skal sikres, når riget trues. I så fald er der ikke plads til dialogpoliti eller ditto kaffe. Havde man ikke handlet, var både Danmark og dele af Sverige blevet slavisk domineret område.
Sverige i vore dage
Tusinde år er passeret gennem den historiske kalender. Verden har forandret sig drastisk siden hen. På 40 år har Sverige modtaget op mod 3 millioner muslimske indvandrere. Hver 3. bosat i Sverige har fremmed rod, religion og kultur. Halvdelen af alle under 45 år har udenlandske rødder. Om føje år bliver svenskerne en minoritet.
Svenskheden er som enhedskultur for landet i opløsning. Kun sproget er fælleseje. Fra at være et af verdens fredeligste lande topper Sverige statistikken over antal voldtægter og no-go zoner med Sharia-baseret og domineret tænkning. Islamiseringen vil overgå fra at have været placeret i parallelsamfund til på sigt at blive mainstream.
Paludan og hans aktuelle provokationer er i princippet de svenske avisoverskrifter underordnede. Det principielle er retten til at ytre sig, retten til at kritisere og retten til at stille spørgsmålstegn ved det fornuftige i radikalt at ændre på en befolkningssammensætning.
Ytringsfrihed kan ikke gradbøjes. Det er retten til at udtrykke det, andre ikke kan lide at høre. Alle må tåle at blive udsat for satire og politisk orienteret kritik i enhver form. Her møder islams mørkesyn og dets åndelige meningsfæller i den politiske korrekte verden i en fælles udemokratisk front i Sverige.
Det er en udbredt opfattelse, at hvis tilstrækkelig mange utilpassede, kriminelle, udenlandske samfundstabere laver ballade over for en politiker som Paludan, så skal de have ret til at stoppe ham uden at politiet beskytter ham. Økonomien bag beskyttelsen er afgørende for at give kål på ytringsfriheden.
Paludans enmandshær har været det nødvendige wakeup call først og fremmest hos politiet, men også i en svensk løgnepresse, som har tegnet et forskruet billede af virkeligheden igennem mere end en generation. En borgerkrig er ikke kun teoretisk risiko i Sverige. Spørgsmålet er mere om, hvornår den kommer.
Paludan er den ultimative provokatør. Han reagerer, som var han den biskop Absalon, der med vrede i sindet drog mod Arkona for at hævne årtiers hærgen i forstæderne, tusinder af årlige voldtægter mod etniske svenske piger, udplyndring af offentlige pengekasser og bandegrupperingers omdannelser af sociale boligbebyggelser til skydetelte. Alt sammen under fællesnævneren islam som fælles kulturbærer.
Den ultimative provokation, som svarer til afguden Svantevits fald, er afbrændingen af koranen. Koranens lovreligion, som strider mod al vestlig tænkning. Paludan er vor tids vigtigste termometer på, hvor galt det står til med integration, befolkningsudskiftning og omdannelse ikke kun af det svenske, men alle de vesteuropæiske samfund til, at de på sigt at blive islamisk dominerede.
Den hollandske filmmand Theo van Gogh og hans landsmand og politiker, Pim Fortuyn betalte den ultimative pris for kritikken af islam i hhv. 2004 og 2002. Man må frygte for, at ikke også Paludan indtræder i Valhallas række af værdikrigere.
I diktaturer gradbøjes ytringsfriheden altid efter magthavernes forgodtbefindende. Heraf årsagen til, at svensk politi nu har valgt at anmelde Paludan for hetz mod folkegrupper. Når man ikke magter at styre voldsmænd, så er det lettere at behage dem. If you can’t beat them, join them. Sådan blev præsten Martin Niemüller knust under det 3. Riges støvletramp. Således forsøges Paludan også bragt til tavshed.
Falliterklæringen for politiet er total for hvordan kan en koranafbrænding være en hetz mod folkegrupper, når politiet selv har givet tilladelse til den? Her er politibiler brændt af til hobe, og her er politifolk blevet såret af stenkast. I stedet for at gå efter forbryderne, angriber man anmelderen. Sverige har udviklet sig til et afsnit af Monty Python.
Det vil være passende, at ledende politikere i Danmark reagerede nu, hvor Sverige vælger at indtræde i rækken af lande som Hviderusland og Nordkorea, hvor ytringsfrihed skiftes ud i bedste Orwell-stil. Sveriges demokrati er dysfunktionelt. Man må frygte, at det kun er en statsomvæltning, som kan ændre på forholdene, når folkehjemmet er blevet omdannet til en no go-zone med statsmagtens godkendelse.
Demokratiet skal have mænd på ølkasser, mænd af mod. Korridorpolitik stinker, hvis den bliver politisk korrekt. Korrektheden er sandhedens værste fjende. Paludan er den lille dreng, der råber, at kejseren ikke har noget tøj på. Og Sverige har udviklet sig til en nudistlejr, hvor magthavere og myndigheder går nøgne rundt i en forskruet H C Andersen eventyragtig verden.
Paludan er ikke tåben, selv om tåbekortet er det, der oftest deles ud til ham selv langt inde i borgerlige rækker. Tåberne er politikerne, der har tilladt masseindvandring, idioterne er dem, de har tilladt at komme ind. Tiden i Sverige kalder på radikale ændringer for at redde resterne af det land, der fandtes. Det land, som er ved at dø af skam.
Paludan er ikke den skrivende type som Lars Hedegaard, han er typen man kan opleve som kriger i HBO-serien Vikings. Rasmus Paludan bliver aldrig profet i sin samtid. Han kan for så vidt med større risiko blive en martyr i eftertiden.
Men en ting er sikkert: Var der flere af hans slags, ville ikke kun Danmark, men navnlig Sverige være et mere sikkert, men også et mere oprindeligt sted at være. Respekt om hans virke, respekt for hans indignation, og en respekt om hans dåd skal der lyde. Trods og mod går hånd i hånd. Regnar Lodbrogs æt må flyde i hans årer.
Jo længere et samfund bevæger sig fra sandheden, jo mere vil det hade dem, der fortæller den – George Orwell