De mange såkaldte kriser giver de professionelle politikere uanede muligheder for at gribe ind i samfundslivet økonomisk, beskæftigelsesmæssigt, fordelingspolitisk – og i hovedsagen med en styrkelse af staten, og dens ansatte, til følge. Øjeblikkets helt klare eksempel er naturligvis coronasagen, men den påståede menneskeskabte klimakrise byder sig til som god mulighed for fortsatte udskejelser. “Vi” skal jo “redde planeten”!
Kriserne gør politikerne synlige, og selv mindre behagelige budskaber og beslutninger skaber en aura af beslutsomhed omkring især ledende regeringspolitikere og styrelser – en situation, som statsminister Frederiksen med brug af nutidens kommunikationsmuligheder arbejder målbevidst på at udnytte.
Det er i og for sig ikke noget nyt, at vanskelige forhold kan skabe en slags mediemæssig fortrolighed og – i hvert fald midlertidigt – popularitet for budbringere af selv dårlige tidender og ubehagelige beslutninger. F.eks. under Danmarks besættelse opnåede samlingsregeringens handelsminister, den konservative Halfdan Hendriksen, i perioden 1940-43 en vis popularitet. Han blev en kendt person, skønt hans budskaber til befolkningen handlede om rationeringer og i det hele taget forsyningsproblemer som følge af krig og besættelse.
Under coronaepidemien har regering og Folketingets flertal krænket borgernes ellers grundlovsfæstede rettigheder om forsamlingsfrihed mv. Statsministeren har formentlig begået direkte grundlovsbrud ved mink-massakren osv. I debatten er det alt sammen stort set forklaret som rettidig omhu for at beskytte befolkningen mod dødelig fare. Sågar “folkesundhed” har været et slagord, hvormed endog aktiviteten i idrætsforeninger, svømmehaller o. lign. har været lukket. Det hele er mere eller mindre blevet slugt råt og har tilsyneladende klart styrket især statsministeren og regeringens stilling.
Man har benyttet sig af diverse “eksperters” tilsyneladende uudgrundelige viden. De – og regeringen – har vidst, at det f.eks. indtil for nyligt var særlig farligt at åbne op for butikkerne placeret i storcentre, at det var mindre farligt at tage på højskole end at gå på restaurant, sikrere at gå til tandlæge, eller i Bilka, end til frisør mv.
Helt ude i hampen, da man endelig lukkede op: At restaurantbesøg måtte forudsætte mindst 30 minutters forudbestilling, at servering skulle slutte kl. 23 og udskænkning af alkohol i den forbindelse allerede kl. 22, at der skal være så og så mange meter mellem gæsterne, afhængigt af, om de står eller sidder ned. Hvor ved de det dog fra? Det er da en formidabel indsigt, disse eksperter har. Den muliggør en helt detaljeret styring af borgernes mikroadfærd. Dyb viden, gætteri eller bare inkompetent politiker-halløj?
Det har virket, men derefter kommer så en tillægsvirkning frem. For mens det har givet politiske points med de helt autoritative regler, så vækker det nu glæde og tilfredshed, når de lempes mere eller mindre. Så “jubler” forretninger og organisationer. Også selv om en del mere eller mindre tåbelige og snærende regler indtil videre fortsætter.
Det er da en slags politisk evighedsmaskine: Når der defineres “krise”, er alle de restriktive og destruktive indgreb bare fornuftige og ansvarlige, og når de så efterfølgende lempes mere eller mindre, er der tale om en slags politisk gave til de ramte. Først plus på kontoen for den ene vej, så plus for den modsatte. Succes for interventionsliderlige politikere. Man kan kun frygte, at denne politiske højkonjunktur vil friste de mange levebrødspolitikere til yderligere indsatser.