Tredelingen af magten mellem den lovgivende, den dømmende og den udøvende magt sikrer indretningen af de demokratiske processer, så hver af de 3 magtudøvelser holder hinanden i skak. Den lovgivende magt kan ændre på de lovgivningsmæssige retningslinjer, som de dømmende og udøvende magter hhv. fortolker og agerer på. Det er det sunde, demokratiske fundament, Danmark og hele den vestlige verden er bygget op omkring. Det er den måde, hvorpå vælgernes og befolkningernes vilje kommer til udtryk i både teori og virkelighed.
At der så i realiteternes verden er svigt hos alle 3 magtinstanser, det være sig i form af lovsjusk, uretfærdige domme eller politimæssige overgreb, vidner om, at magtdelingen ikke er stærkere end de svageste led i kæden, nemlig de menneskelige fejl. Det kan der rettes op på, for menneskelige fejl må aldrig skygge for, at maskinrummene i hver af de 3 magter fungerer efter hensigten.
Penge og den magt, der følger med deres indflydelse, må aldrig påvirke den måde, magtdelingen fungerer på. En hvilken som helst stemme må og skal have samme vægt ved demokratiske valg, uanset om det er delstatsvalg, folkeafstemninger, folketingsvalg eller valg til senater, præsidentvalg eller andet. Ingen må gå fri for straf, fordi man kan købe sig til det.
Man kan så som vælger og borger være uenig i, hvorledes der lovgives, dømmes eller forvaltes, men det ændrer ikke ved, at vores samfund er skruet sammen på en sådan måde, at det udgør den bedste styreform af alle dårlige, som Winston Churchill engang udtalte det.
En ting er den ideelle verden, en anden ting er den måde, hvorpå mediemoguler, bagmænd og ejerne af de sociale medier agerer. Tilsvarende med hovedrige influencere som Bill Gates og Soros, der søger indflydelse på de politiske agendaer, de fungerer efter. Deep State-indflydelsen er helt uden for den demokratiske kontrol, helt uden for tredelingen af magten.
Medierne har i folkemunde ofte været omtalt som den 4. statsmagt ud over de 3 nævnte. Medierne er alene undergivet den kontrol, der kan ligge i, at overskridelse af de etiske regler kan indbringes for Pressenævnet, hvis journalistik efter den praksis, der er udviklet, eksempelvis er i strid med privatlivets fred eller er faktuelt forkert eller fordrejet på en måde, så Pressenævnet ikke kan acceptere budskabets offentliggørelse.
Ifølge en undersøgelse fra 2012 rekrutteres 4 ud af 5 journalister fra venstre side af det politiske spektrum i Skandinavien. Det skævvrider i sig selv nyhedsformidlingen. Journalistiske budskaber har to sigter, nemlig dels at viderebringe nyheder eller historier om noget faktuelt, og dels at formidle det på en måde, så læseren eller lytteren selv kan forholde sig til det offentliggjorte. Der ligger derfor en indbygget påvirkning af opinionen, når det journalistiske arbejde har en tvist i den retning, som journalisten selv politisk hælder mod.
I stedet for at frigøre sig fra sit politiske ståsted, oplever man, hvordan medier og journalistiske redaktioner og ejerkredse bag medierne bevidst kører kampagnejournalistik op til afholdelse af demokratiske valg, men også i forhold til aktuelle enkeltspørgsmål, som for eksempel hjemtagelse af IS-kvinder og deres børn.
Det bedste og nok værste eksempel verden har oplevet, var det seneste amerikanske valg. Venstrepressens massive fordrejning af, hvad valgets to kombattanter, Biden og Trump, stod for og repræsenterede, i kombination med de sociale mediers tilsvarende ensidighed, viser, hvor skrøbeligt et fundament demokratierne i den vestlige verden bygger på. Vi taler om valget af verdens vigtigste embede, lederen af den frie verden.
Bombardementet af tendentiøs journalistik var legio. Aldrig, som i aldrig, har verden oplevet, at journalister helt åbenlyst forlod den platform, som selve hvervets berettigelse hviler på, nemlig som vælgernes vagthunde over for magthaverne. Den journalistiske redelighed om man vil. Journalister fra de tunge, landsdækkende mainstreammedier, alt fra CNN, nærmest hele den skrevne presseverden i metropolerne, og alt hvad der i øvrigt fandtes af opinionsdannere, var mikrofonholdere for den venstreorienterede kandidat Biden. Kun Fox News holdt stand, i øvrigt under konstante trusler om udelukkelse fra det gode selskab, opkøb og tvangsmæssig lukning. Hvem hørte ekkoet fra mellemkrigstidens Europa?
Hensynet til, at demokratiske processer afvikles på en neutral, oplyst og fair måde for at sikre, at vælgerne får et oplyst niveau at vurdere kandidaterne på, er endegyldigt forladt. Tilbage står det faktum, at magtfordelingen er tippet til skade for det tredelingsprincip, som demokratiet hviler på.
Heroverfor kunne man indvende, at lovgiver er i stand til at sætte en stopper for udefrakommende forsøg på at påvirke valgprocesser, og at folk selv kan vælge til og fra. Problemet er blot, at påvirkningen er så massiv, at medierne er i stand til at rykke de udslagsgivende marginaler i vælgerhavet.
Hverken domstole eller lovgivere i USA ville tidsmæssigt have været i stand til at gribe ind over for pressens politiske påvirkning af processen op til valget. De sociale mediers blacklisting af Trump-budskaber i forening med mainstreampressens ageren burde føre til et krav om regulering af den 4. statsmagts beføjelser og indflydelse.
Facebooks fortsatte blacklisting af en folkevalgt præsident, Trump, understreger betydningen af et universelt behov for regulering af de sociale mediers indflydelse og handlemåder. Ligesom ytringsfriheden har grænser, bør de etiske grænser for redelig journalistik strammes op.
Medieverdens nedgørelse af rygterne om valgsvindel, om Bidens private og dubiøse forretningsaffærer før det amerikanske valg, om stort set alt, som i tidligere tider ville have været endevendt, blev nedtonet eller end ikke omtalt. Hensynet til målet om Bidens præsidentindsættelse helligede de uetiske, journalistiske midler, man anvendte. Tidens politiske korrekthed og ensretning, Metoo, BLM, og i den ekstreme venstrefascistoide form af Antifa, udgør en venstrefascistoid kræftsvulst i den vestlige verden på samme måde som fascismen gjorde det for tre generationer siden. Man kan frygte, at de amerikanske domstoles afvisning af at ville realitetsbehandle sagerne om valgsvindel var et udtryk for dommernes berøringsangst.
Svulsten vokser og vokser, den breder sig til alle de organer og de agendaer, ensretningen virker for, det være sig for retten til migration, nedgørelse af nationalstaternes indflydelse til fordel for de universelle eller lokale magtfora såsom FN og EU. Her hvor livmoderen til islam og politisk korrekthed føder nye børn.
For åben skærm kunne man opleve CNN-journalister ånde lettet op over Bidens valgsejr, og implicit nedgøre samtlige de 74 millioner vælgere eller flere, der stemte på mediernes hadeobjekt, Trump. De scener man kunne opleve, aflivede for enhver eftertid troen på, at mainstreamjournalister har en berettigelse, når de opererer fra de rum, som de hviler på.
Mediernes fordel er, at påvirkningen er omkostningsfri. I princippet kan den politisk korrekte medieverdens ageren bevirke en opinionsdannelse, som på sigt bevirker et helt eller fuldstændigt islamiseret Europa. Det sker via påvirkning af holdningen til fordel for migration. Udviklingen går klart i den retning med den igangværende befolkningsudskiftning.
I realiteten bliver de demokratiske processer kortsluttet af ensidig venstreorienteret propaganda pumpet ud 24/7 af digitale og papirskabte fake news.
På lokalt dansk plan udgør især det statsstyrede medie DR, men også TV2, en trussel mod både en fair og åben opinionsdannelse. De privatejede medier, som eksempelvis aviserne, kan man vælge fra, uagtet at venstredrejningen af opinionen også fra den side helt åbenbart finder sted.
Hvis man skal sammenfatte mediernes indflydelse, så er medierne i dag ikke kun systembevarende, de er i deres kerne inspireret af et marxistisk, socialistisk verdens- og menneskesyn. I samme kerne udgør medierne en trussel mod den vestlige verden, som den evolutionært har udviklet sig siden tidernes morgen. Alt vi kender siden grækerne og romerne udviklede og grundsatte demokrati og lovgivning, siden oplysningstiden udviklede magtens tredeling, alle ofre menneskeheden i den vestlige verden har haft i kampen for at nå frem til de samfund, vi har i dag, det er truet af den 4. statsmagt, de platforme som medieverden og opinionsdannerne opererer på og fra.
Verden har oplevet tyranni og ødelæggelse forvoldt af lokale magtudøvere fra både højre- og venstreskalaen, verden har oplevet mediemæssig følgagtighed over for despoter, men verden har indtil nu været forskånet for en samlet universel vestlig medieverden, der bevidst sætter de demokratiske processer ud af kraft. Kampen for demokrati bliver fremadrettet en kamp om at stække og forhindre mainstreampressen i at påvirke valgprocesserne, og ændring af den verden, vi kender, uden at vi som vælgere har været udsat for en massiv og ensidig propaganda.
Medierne vil ved ethvert indgreb påberåbe sig fundamentale, grundlovssikrede frihedsrettigheder, herunder retten til uden statslig indblanding at viderebringe ytringer/tilkendegivelser af enhver art inden for de grænser, frihedsrettighederne tillader. Udfordringen for demokratiet er blot, at mediernes tiltuskning af magt uden demokratisk baggrund herfor i sig selv udgør en fare for demokratiets overlevelse, for vælgernes tiltro til, at processerne foregår frit og fair. Med medier tænkes også på de indflydelsesrige sociale af slagsen.
Hvordan indgrebene skal udformes uden at skade den demokratiske proces, uden at knægte frihedsrettighederne, er op til lovgivningsprocessen og opinionen at vurdere på. Men det er oplagt, at indgreb er nødvendige for at sikre, at de demokratiske processer overlever, at magtens tredeling opretholdes. I al sin enkelthed drejer det sig om demokratiets legitimitet og berettigelse, ikke kun over for det flertal, der vinder magten ved valghandlinger, men navnlig over for det tabende mindretal, der mister retten til at udøve den.