Man kan som nationalkonservativ undre sig såre over både danskernes, men også andre etniske vesteuropæeres tilbagelænede holdning, når det kommer til accept af den omsiggribende ikke-vestlige forandring, som pågår i vor generation af tid. Trods generelt højt uddannelses- og vidensniveau virker det, som om en blanding af ligegyldighed og tilbagelænet afventen gør sig gældende.
Kombinationen af Biblens indvirkning om at udvise barmhjertighed over for migranterne og at vende den anden kind til den adfærd, de møder os med, er dræbende for en nationalkonservativ. Migranternes manglende bidrag til samfundsøkonomien år efter år trækker fortsat negative veksler på statsbudgetterne i Vesteuropa.
Narrativet om den stramme udlændingepolitik køber den blå bloks vælgere valg efter valg. Socialdemokraterne med. Rød stues yderfløj ser som bekendt et potentiale i at trække offerkortet på samme måde som migranterne selv. De er uden for pædagogisk rækkevidde.
Den stramme udlændingepolitik betyder bl.a. at 12.000 ikke-vestlige indvandrere er blevet familiesammenført i Mette Frederiksens regeringstid, at der fortsat årligt anvendes 100 milliarder på nyttesløs integration, at den igangværende befolkningsudskiftning fortsætter, og at Danmark år for år bliver afmonteret. Lige omkring en million i Danmark har udenlandsk rod.
Over for den kristne naive grundindstilling, som i bund og grund kan sidestilles med dumhed, står en lige så ignorant, men til gengæld uuddannet 3. verdens befolkning, som kun har et ønske, og det er at slippe ind i det forjættede Europa. Senest oplevet i den spanske enklave Ceuta.
Hvor kristendommen og politisk korrekthed mødes af en flodbølge af verdens migranter på vej mod Europa, der opstår kimen til et kaos og en erosion af det fundament, Europa kulturelt, religiøst og åndeligt er opbygget over.
Migranternes styrke ligger dels i deres antal, i deres voldsparathed og deres skoling via koranlærdommen. Det er muligt de fleste mena-borgere ikke ville give positive udslag i en pisa-test, men til gengæld ligger erobrertrangen og den generelle foragt for vesten dybt i dem. Muslimer må ikke betræde de vantros lande, medmindre det sker i forbindelse med erobring. Det er et helt bevidst valg fra de rige oliestaters side ikke at acceptere en eneste migrant selv fra deres eget nærområde. Libanon undtaget. Her er fortsat et vist kristent element.
Dels er der intern uenighed de enkelte muslimske lande imellem om, hvorledes den rette lære skal fortolkes. Shia og sunierne. Dels er der landene imellem modsætninger betinget af historiske modsætninger. Taberne i det spil bliver os, vesteuropæere, der bliver en magnet på grund af de velfungerende samfund, vi havde bygget op. De rige olielande og Tyrkiet nøjes med at bruge de muslimske migranter som brobyggere til et nyt islamiseret kontinent: det europæiske.
Det sker gennem støttemidler til organisering af muslimske enklaver og via økonomiske midler til moskébyggerier. Det sker også via de penge, vi dagligt betaler i supermarkederne til halalprodukter. De penge vi anvender i supermarkeder og på benzintanke, går direkte til at betale for vor egen selvdestruktion uden at nogen knyer. Bortset fra os åndsfæller på den yderste højrefløj.
År for år ser vælgerfordelingen ensartet ud blå og rød blok imellem. Mindre udsving på plus minus 5% udgør forskellen mellem det, der burde være en verden til forskel på. Og hvorfor så lige det? Borgerlig blok er for det første manipuleret af tidens verdensomspændende bevægelser fra det yderste, marxistiske overdrev, BLM og Metoo. Den journalistiske venstrepresse udøver herudover dygtig propaganda set med de briller, den bærer. Organisationen på venstrefløjen i kombinationen med fødselsfrekvensen blandt ikke-vestlige migranter bereder vejen til et både afkristnet og af-europæiseret kontinent inden for ganske få generationer. Europa bliver etnisk, kulturelt og religiøst en del af Stor Mellemøsten, hvis der ikke sker et mirakel.
Og man spørger sig selv igen, hvorfor er der ikke flere der opponerer? Hvorfor er der ikke flere, der vil stå vagt om alt det, vi kender og holder af? Kønnenes ligestilling, frihedsrettighederne, retten til at tænke, skrive og tale frit. Kort sagt spise og nyde af frugten, som generationer før os har tilkæmpet os europæere og også i mange tilfælde er døde for. Hvor blev venstrefløjens egen idealverden af? De optræder som forrædere over for mange af de kampe, der pågik for 50-60 år siden.
Med udgangspunkt i mit eget netværk ved jeg, at alene frygten for at træde ud af comfort zonen spiller en væsentlig rolle i venstrefløjens og mangfoldighedssidens succes. Det stækker det borgerlige, patriotiske Danmark.
Et eksempel, uden at nævne navne, er, at jeg ofte bliver opsøgt og komplimenteret på gader og stræder for mine uforbeholdne meninger og evnen til at udtrykke dem. Folk tilføjer, at de med deres position er afskåret fra at sige det samme. Hvad er det lige i min position, der gør det lettere at sige min mening? Er alt her i livet ikke et valg mellem det rigtige og det forkerte, mellem ret og vrang? Mellem at sikre det nære og ens familie, børn og venner, frem for at de bliver truet? Er livet ikke en konstant korsvej, hvor man kan vælge at udskyde et opgør, udskyde det så længe, at de kræfter, man er oppe imod, bliver så stærke, at man ikke magter at bekæmpe dem længere?
Comfortzonen eller fornuftszonen, som flere i mit netværk kalder deres egen plads, er langt væk fra den verbale slagmark, hvor jeg og mine ligesindede står, hvor dødstrusler og verbale øretæver er dagens ret. Hvad nytter det at bekæmpe islam fra Venstre eller Det Konservative Folkeparti. To partier, der selv åbnede porten til Danmark tilbage i 1983, da udlændingeloven blev ændret. Herefter kunne man som migrant få asyl alene på baggrund af uro i ens hjemland, og ikke nødvendigvis på grund af egne forhold. Trods talrige stramninger står danskerne tilbage med aben i form af at hundredtusinder, der har fået asyl og familiesammenføring. Det trods mangel på uddannelse samt vilje og evne til at lade sig integrere.
At ville bekæmpe islams indflydelse på det danske samfund via Venstre og De Konservative svarer til som en anden prins Rollo fra HBO-serien Vikings at tro, at man hjælper vikingernes ekspansion ved at gå rundt ved det franske hof i purpurklæder og minkkrave. Det er landsskadelig virksomhed, indtil specielt Venstre får en anden ledelse eller rettere sagt bare en ledelse. Indtil nu har partierne V og K i overført forstand kun lappet en punkteret gummibåd i stedet for at bygge et skib, der kunne sejle migranterne hen, hvor de hører hjemme. I citronernes lande.
Kombinationen af, at NB og DF ikke evner at samarbejde, men fortsat konkurrerer om samme marginale vælgersegment, er en hæmsko for det patriotiske Danmark. Samlet stod partierne stærkere ved at markere samling frem for splittelse.
Kombinationen af at have en medieverden, der har forladt danskernes virkelighed til fordel for en parallel idealverden bestående af politisk korrekthed og de gode eksempler på mangfoldighedens bidrag, det er en anden forhindring for et dækkende verdensbillede af, hvordan både nutiden og fremtiden ser ud. Holdninger bliver censureret og holdt nede. Reelt er det kun 24NYT og Den Korte Avis, der udfordrer en samlet venstredrejet presse. De læses af få procenter af befolkningen, men alligevel er den etablerede presse på nakken af dem.
Kombinationen af folks generelle frygt for at blive udstillet ved at fremsige deres politisk ukorrekte meninger, det er en tredje væsentlig faktor bag venstrefløjens succes. Så længe begavede mennesker ikke tør tilkendegive deres meninger, dels fordi de måske køber løgnen om den stramme udlændingepolitik eller fordi de ikke vil risikere noget, så fastfryser det fortsat det politiske billede. Så sætter den velorganiserede venstrefløj fortsat dagsorden. Så afmonteres Danmark dag for dag. Husker endnu billedet af Hizb ut Tahrir-optog på stenbroen foran Christiansborg i lange bedende rækker. Hvor var de borgerlige politiske ungdomsorganisationer henne? Sikkert til fest eller i gang med at skrive kongehuset ud af forfatningen. Man græmmes. De burde have stået vagt med dannebrog i samlet trop. De svigtede fælt.
Sidste og helt afgørende faktor er, at de politiske partier agerer i bedste stil som i Weimar-tidens Tyskland i årene efter 1. verdenskrig. Trods armod og mangel på fremtidsudsigter fortsatte de daværende partier blot med at kagle, indtil en Adolf Hitler satte rettesnoren. Organisation og disciplin i forening med nogle iøjnefaldende overskrifter gjorde udslaget, og det virkede. At prisen blev demokratiets ophør, undertrykkelse og udryddelse af anderledestænkende og en verden i ruiner efter 1945, det havde man ikke lige set komme. Ansvarlighed og evnen til at ville kæmpe for alt, hvad vi har kært, er det, jeg efterlyser.
Tilsvarende sidder det borgerlige Danmark også grusomt på sine hænder, når det kommer til modstand mod NWO, den nye verdensorden, The Great Reset, censuren på de sociale medier, den ensidige presse. Kort sagt kan borgerligheden i Danmark bedst beskrives som det, amerikanerne ville kalde “Lame ducks on a row”. Kun frihedsordføreren Lars Boje Mathiesen fra Nye Borgerlige udgør en enlig svale i kampen mod Marx’ åndelige arvtagere.
Hvad er det så der skal til?
Organisation, vilje til at sige fra på skrift og i tale, vilje til at gå på gaden, når Danmark kalder, vilje til at vove navn, stilling og helbred, når truslen om et totalt ændret samfund tårner sig op. Vilje til at gå ud på arbejdspladsen, i skolen, i bestyrelsesarbejdet i børnehaven, ja i alle sammenhænge, at ville stå op mod den venstrefascisme og ensretning, der i sidste ende vil bane vejen for den islamisering, der allerede er i kraftig udvikling.
Hvor svært kan det være at bekæmpe social kontrol, stenaldertænkning, klansamfund, hvor vanskeligt kan det være at opsige retten til have ophold i Danmark, når man ikke bidrager eller er kriminel? Hvor vanskeligt kan det være at forstå, at det ikke er acceptabelt, at os, der har førstefødselsretten ikke vil acceptere, at gæster sætter dagsorden hos værterne? Stil krav til din borgerlige kandidat, forlang et Danmark først frem for mellemøstlige hensyn og retningslinjer, der ikke flugter med vores måde at leve på. Vær bevidst om, at hjemsendelser er det, der skal til, hvis du vil give dine børn og børnebørn en tryg fremtid.
Krigen sluttede for 76 år siden i maj i år, men man taler stadig om de ensomme ulve, Flammen og Citronen. Det var måske 2% af befolkningen, der var involveret i modstandsarbejdet dengang, og kun få tusinde, der reelt udgjorde kernen i frihedskampen. Men det var denne lille gruppe, der reddede æren så meget, at man kunne tale om et kæmpende Danmark. Den øvrige majoritets befolkning levede et sikkert liv i fornufts- og comfortzonen. Præcis som i dag. Spørg dig selv, hvilken zone du vil leve i?