Den Radikale leders Ramadan-hilsen til det muslimske vælgersegment var forventelig. Ideen med selektivt at pinde noget aldeles udansk ud og fremhæve det eller dem frem for andre ligger dybt i den kulturradikale sjæl. “I kamp mod Danmark” har underforstået været partiets motto siden stiftelsen i 1905. Udfordringen for det national konservative Danmark er, at det Radikale ugræs har spredt sig ind over hegnet i det politiske landskab til langt ind i de borgerliges rækker. Det vil kræve målfoto at kende forskellen på Jacob Ellemanns og Morten Østergaards julegaveønsker.
De Radikale politikere elsker at råbe deres storhed ud. De er som halvdårlige skuespillere uden ånd. I dag har de en tro og i morgen en ny. De mangler helt åndens samvittighed. For den Radikale ledelse er det tilstrækkeligt at fremstå med helgenstatus uanset konsekvenserne af deres samfundsskadelige holdninger og de politiske aftryk de sætter. Hvis de blot er øjeblikkets herrer, blæser de på sammenhængskraft og hensyntagen til det Danmark, vi har til låns.
Morten Østergaard er Danmarks gøglerkonge nummer et. En mand for hvem fluernes summen i et tv-studie eller rygklapperi på torvet betyder mere end at ville hæge om dannebrog, ja i sidste ende at ville tage kuglen for det flag, der faldt ned fra himlen den 15. juni i 1219. Morten Østergaards næstekærlighed dækker mere over en ulykkelig kærlighed til ham selv. Højere end kærlighed til den næste står kærlighed til de fjerneste og fremtidige. I Østergaards univers indgår også kærlighed til spøgelser, blot han kan bade sig i lyset fra dem. Om han løber efter muslimer eller spøgelser er ham ligegyldigt, blot der bliver stimlen omkring ham med smukke ord og næstekærlighed.
At han i dansk patriotisk sammenhæng fremstår med en narrehat på, ser han som sit adelsmærke. Det studentikose er en dyd for de Radikale. Om det, man støtter eller kaster sin kærlighed på, repræsenterer de mest ortodokse og uforsonlige religiøse og politiske kræfter, som det islamiske, spiller ingen rolle. Det væsentlige er at bekymre sig om dem, der selv har udråbt sig til at være ofre. At offerrollen indgår som en del af koranens narrespil er også underordnet i det Radikale højskolemiljø. Her sælger man gerne sine børnebørns sikkerhed og velfærd for pudsede glorier. At omgangen med det islamiske segment har fordærvet den i forvejen dyndbelagte Radikale sjæl endnu mere spiller heller ingen rolle. Blot næstekærligheden er mantraet.
Viljen til magt for at pleje myrekrybshensynene og næstekærligheden er altafgørende for Morten Østergaard. Ordet konsekvens indgår ikke i hans univers. At den våde Radikale drøm om et mangfoldigt Danmark konsekvensmæssigt vil betyde en overgivelse til islam, hvor en dansk mindretalsbefolkning på sigt vil skulle leve med både en islamiseringsproces og en underkastelse over for koranens leveregler, indgår heller ikke i Morten Østergaards univers. Islam betyder underkastelse på arabisk, blot ikke for Morten Østergaard. Han har sin egen ordfortolkning. Han ser gerne Danmark omdannet til et laboratorium og danskerne spærret inde i reagensglas udsat for Radikale videnskabsmænd. Hvis nogen hørte ekkoet fra doktor Mengele, så var sammenligningen ikke helt tilfældig. Kun en tåbe frygter ikke de Radikale. Kunne Morten Østergaard blot finde en opstillingskreds på Vestbredden, så ville hans dobbeltspil være afsluttet. Så ville ærligheden omkring, hvilke vælgere han kerer sig mest om, være i højsædet. Men, han fortsætter sit uhæderlige og samfundsundergravende arbejde.
Hvis ikke der sker et skred i vælgermassen væk fra feel good-politikernes sammenstimlen på midten, på deres kappen om at behage den politiske korrekthed, så vil Morten Østergaard-segmentet automatisk lede flokken af umælende fæ ud i ørkenen uden vand. Oasen, Danmark har udgjort i tusinde år, vil være forladt. Tilbage vil stå et ørkenbaseret samfund med social kontrol til lyden af bønnekald, til lyden af intolerance undergivet et EU, hvis lige så fine opgave det er at afvikle nationalstaternes Europa. Grænsen for Mellemøsten vil være rykket til Nordsverige, før vi ved af det.
Morten Østergaards slutposition på ældre dage kan blive som kapo i en danskerghetto. Her kan han blive en del af det privilegerede Radikale vagtmandskab, dem der banede vejen for islamisternes sluttelige mål om en stor Fredens moske i Eurabia. Indtil da vil det nationalkonservative Danmark betragte ham som ”Enemy of the state”. En titel, han til fulde fortjener. Han gør nærmest en dyd hver dag af at bære titlen. Under krigen opererede man med begrebet “dårlige danske”. Begrebet lever i bedste velgående i den Radikale ledelses ånd. Danmark og danskerne skal ikke forvente nogen nåde fra den side. Kampen mod Danmark fortsætter indtil den sidste fjende er nedlagt. Den modstandskamp han forårsager, kan på sigt lægge Danmark øde. Det blæser gøglerkongen på. For ham er Danmark en cirkusmanege med ham som sprechstallmeister. Om man selv er en af klovnerne, der render rundt med hat på, må andre vurdere.