Danmark slår sig op på overholdelsen af retssikkerheden og retsprincipper, men i praksis håndterer danskerne retsstatsprincipperne som gummiprincipper, der kan strækkes og bøjes efter forgodtbefindende. Når det gælder retsprincipper, har man i Danmark én standard for danskerne, og et andet for andenrangsnationer som f.eks. Ungarn og Polen.
Internt i EU eksisterer der en tilspidset konflikt mellem medlemslande som Danmark, der forsvarer retsstaten, og medlemslande, der ikke gør det, nemlig Ungarn og Polen. Og det er netop på grund af den massive demokratiske tilbagegang i Ungarn og Polen, at EU har besluttet at gøre uddelingen af EU-midler betinget af overholdelsen af de såkaldte retsstatsprincipper, forklarer den notoriske EU-propagandist og leder af Center for Europæisk Politik ved Københavns Universitet, Marlene Wind, i Berlingske.
Marlene Winds debatindlæg rummer de sædvanlige anklager, som man i Danmark rutinemæssigt retter mod Ungarn og Polen: fyring af dommere udnævnt af det kommunistiske regime, afmontering af fri presse, svindel med EU-midler mv. Lad os så zoome ind på det Danmark, som i modsætning til Polen og Ungarn påstås at forsvare retsstaten.
Ligesom andre autoritære regimer under coronakrisen har den danske regering benyttet sine enevældige beføjelser til at begrænse eller afvikle de grundlæggende frihedsrettigheder. Det bovlamme Folketing har givet den magtarrogante Mette Frederiksen frie tøjler til at bruge lukkethed og vilkårlighed som magtinstrumenter over for befolkningen. Ikke overraskende mener danske topjurister, at regeringen har undermineret retssikkerheden i Danmark, og at de politiske tiltag i forbindelse med coronakrisen har været helt ude af proportioner med den udfordring, som covid-19 udgør.
På en række områder har regeringen vedtaget regler, der gør undtagelser fra lovfæstede retsstatsprincipper og rettigheder, og har dermed slækket på den beskyttelse, der normalt ligger i det danske retssystem og den lovgivningspraksis, som er kendetegnende for et parlamentarisk demokrati. Godt hjulpet af den danske befolkning, som ikke mener, at retsstatens principper er værd at forsvare, og som ifølge en nylig EU-undersøgelse giver meget ringe opbakning til retsstatsprincipperne sammenlignet med f.eks. Ungarn og Polen, som i Danmark rutinemæssigt beskyldes for illiberalisme.
I det illiberale Danmark ligger magten til at udstede regler for danske borgere og virksomheder i stigende grad hos ministerier, styrelser og organisationer. Det mener fire af landets førende eksperter i forvaltnings- og forfatningsret, herunder Jørgen Grønnegård Christensen, professor emeritus i offentlig forvaltning ved Aarhus Universitet. I Danmark er det således ikke-folkevalgte embedsmænd, som ikke er underlagt nogen form for parlamentarisk kontrol, der bestemmer, hvilke regler der gælder i danskernes hverdag. Resultatet er, at politikerne ikke længere har overblik over de love og regler, der gælder i danskernes hverdag.
Mens man i Danmark væmmes ved Trumps påståede foragt for demokratiske beslutningsprocesser, er der blandt danskerne begejstret opbakning til Mette Frederiksens totalitære og udemokratiske metoder, som hensætter Danmark til bananstatsagtige tilstande. Den magtarrogante mindretalsregering har forbrudt sig mod Grundlovens paragraf 73 om ejendomsrettens ukrænkelighed, der kun kan brydes ifølge lov og mod fuldstændig erstatning. Og regeringens illiberale beslutning om at slagte mink-erhvervet og lukke en hel region ned blev truffet uden at høre relevante aktører såsom Folketinget, arbejdsmarkedets parter, minkbranchen selv, landbrugets egne eksperter og forskere fra universiteter.
I Polen er domstole ikke uafhængige og regeringen fyrer dommere, påtaler Marlene Wind uden at komme ind på, at fyringerne i det polske retsvæsen er et led i et længe tiltrængt retsopgør med en korrupt og indspist dommerstand, der blev udnævnt i den kommunistiske æra. I det ”demokratiske” Danmark lukkede regeringen i øvrigt i marts alle domstole, uden at nogen havde taget stilling til, hvem der har kompetencen til det. Den 11. marts meddelte Domstolsstyrelsen, som hører under Justitsministeriet, de danske domstole, at der nu var indført nødberedskab, og at de ansatte skulle sendes hjem. Og de ”uafhængige” danske by- og landsretter klappede hælene sammen og gjorde, som der blev sagt. Først senere kom man i tanke om Grundlovens §3 om magtens tredeling i den udøvende, lovgivende og dømmende magt. Den foreskriver, at de danske domstole, som den dømmende magt, er uafhængige.
I Ungarn og Polen har man afmonteret den fri presse, påtaler Marlene Wind. I det illiberale Danmark har regeringen brugt coronakrisen til at mørklægge offentlig information. Statsministeren og hendes ministre ville ikke stille op til kritiske interviews i pressen, og efterhånden som kritikken af statsministerens magtmisbrug voksede, begyndte hun at så tvivl om pressens motiver og angribe journalisterne personligt. Da Weekendavisens chefredaktør, Martin Krasnik, i en leder sammenlignede Mette Frederiksens kommunikation med Trumps, ringede Socialdemokratiets medieordfører, Kasper Sand Kjær, til ham for at skælde ud.
Danmarks illiberale regering bruger censur, for regeringen ved, hvad danskerne har godt af at vide og ikke bør vide. Regeringen har sat rekord i at holde journalisterne fra at kunne tale med ministrene, og for nylig fjernede integrationsminister Mattias Tesfaye en ubekvemmelig forskningsrapport fra ministeriets hjemmeside for ”ikke at forvirre danskerne” og ”så tvivl om regeringens politik”. Der kan ifølge Sten Bønsing, professor i forvaltningsret ved Aalborg Universitet, være dermed tale om et brud på forvaltningslovens magtfordrejningsprincip – altså princippet om, at forvaltningsmyndigheder ikke må tage beslutninger på et usagligt grundlag.
I det illiberale Danmark udfolder regeringen en betydelig nepotisme ved at forsyne sig rigeligt med statsbetalte, socialdemokratiske rådgivere og spindoktorer og har sågar ansat hinandens ægtefæller. Regeringens ministre er også mere lige end andre danskere og hævet over reglerne. Det fremgik f.eks. af episoden i Det Kgl. Teater, hvor to ministre og deres regeringsansatte ægtefæller lod hånt om corona-forholdsreglerne. Der har også været en skandale omkring Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, som havde ”glemt” at spritte af i et københavnsk fitnesscenter og bære mundbind i toget. I bananrepublikken Danmark er der flere, der er mere lige end andre.
Mens man i EU anklager Polen og Ungarn for ”systematisk mangel på beslutsom handling til at undersøge og retsforfølge anklagede i korruptionsager, der involverer højtplacerede embedsmænd”, gør det samme sig gældende i Danmark. Selv om skandalerne i centraladministrationen står i kø, rydder danske politikere aldrig op og embedsmænd stilles ikke til ansvar. Man er blevet sammenspist og afhængig af hinandens støtte i de øverste magtlag. Og derfor har Folketinget ingen interesse i at skabe præcedens og starte en udvikling, hvor der kan placeres et ansvar.
Danskerne betragter Danmark som en retsstat, men på flere områder har staten udviklet bananstatsagtige symptomer. De seneste år har vi således været vidne til systematiske lov- og regelbrud begået af offentlige myndigheder. Balancen mellem stat og borger forrykkes mere og mere i statens favør.
Selv om EU’s retsstatsmekanisme teoretisk gælder alle EU-lande, skriver Marlene Wind, skyldes behovet for en retsstatsmekanisme primært fusk med EU-kontrakter i Ungarn. Hun kan ikke se nogen grund til at nævne, at EU’s anti-svindel-kontoret, Olaf, over fem år har registreret danske svindelsager for over 200 mio. kr. med især danske landmænd som synderne.
Selv om Danmark i dansk selvforståelse er en retsstat, er der omfattende evidens for, at retssikkerheden her i landet har særdeles trange kår. Marlene Wind burde derfor bruge krudt på at forsvare retsstaten herhjemme i stedet for at hænge andre EU-lande ud for manglende demokrati og retssikkerhed.