I Weekendavisen har journalist (emeritus) Frede Vestergaard anmeldt en nylig udkommet bog om de tekniske og økonomiske udfordringer ved den såkaldt grønne omstilling og “klimakampen”. Der er tale om: “Klimaplan 2030 – Realisme eller Utopi? En Hvidbog”, Veterania. Forfatteren er civilingeniør Søren Hansen, som i december i fjor sendte bogen til anmeldelse i en række nyhedsredaktioner og til folketingspartiernes klima- og energiordførere.
Det fik han stort set ikke noget ud af, hverken fra medier eller politikere. Tavsheden var rungende. Vestergaard har selv fundet bogen under et besøg på WA-redaktionen ved at kigge i reolen for bøger, der var fravalgt til anmeldelse.
Søren Hansen er ikke “klimafornægter,” og han sætter ikke i bogen spørgsmålstegn ved “klimakampens” aksiom om den menneskeskabte udledning af drivhusgas som den afgørende kraft i klimaændringer. Bogen argumenterer derimod for, at det ikke vil være muligt at nå frem til den ønskede 70-pct.-reduktion af drivhusgasudledningen med de midler, politikerne satser på. I stedet for vil det selvudråbte “foregangsland” ende som et internationalt skrækeksempel. Satsningen på sol og vind vil – selv via et europæisk el-samarbejde – ikke muliggøre en kontinuerlig elproduktion; import af biomasse truer i sig selv biodiversitet og kan næppe ses som led i et forbillede. Batterier til opladning af strøm – i f.eks. 3 dage, hvor vinden ikke blæser – eksisterer ikke. At anvende vindmøllernes overskudsstrøm til elektrolyse og fremstilling af brint på såkaldte en ergi-øer er i bedste fald meget omkostningstungt, og Søren Hansen har ikke megen tro på fremkomsten af et sådant brintsamfund i en overskuelig periode.
Søren Hansen argumenterer i sin bog sagligt for sin manglende tro på realismen i regeringens og det politiske flertals energi- og klimapolitik. Det burde dog være et relevant bidrag til den løbende debat om disse spørgsmål. Men tavsheden har som nævnt været rungende. Tænk hvis det i stedet for havde være letvægteren Greta Thunberg, der havde publiceret en lille pjece om den forfærdelige, forestående klimakatastrofe, eller den danske klima-guru Connie Hedegaard, som havde udskammet politikerne over langsommeligheden med at realisere klimaambitionerne. For ikke at tale om situationen, hvis det såkaldte klimaråd atter havde råbt vagt i gevær, osv. Da havde det givet presseomtale og politiker-kommentarer i spandevis. Typisk er det f.eks. også, at medens torsdag den 16. april efter sigende har været den koldeste i 30 år (af netop den dag at være), har det ikke givet megen omtale. Tænk, hvis det havde været den varmeste af slagsen i 30 år, så var der blevet kimet med alarmklokkerne!
Det er ikke primært et spørgsmål om, hvorvidt Søren Hansen har ret eller ej i sin kritik. Men det er en nærmest katastrofal mediemæssig og politisk fadæse, at sådan kritik blot bliver fortiet og ignoreret i de landsdækkende medier og af politikerne. Der skal åbenbart en journalist emeritus til at gøre opmærksom på kritikken og en forsinket publicering i WA, der ikke engang er et dagblad, men et ugeskrift.
Pressens klimajournalister er tilsyneladende helt hjernevaskede og opfører sig som lemminger, der styrter af sted i flok. Sagens alvorlige økonomiske og beskæftigelsesmæssige aspekter, der ellers burde interessere en bredere kreds i medieverdenen, forties også af journalistpopulisterne og af de rettroende klimaevangelister i Folketinget. En mediemæssig skandale.