Danmark har brug for den næste Schlüter, hvis landet skal rejse sig fra krisers dybde, proklamerede Berlingske for nylig i en ledende artikel. Her bliver der brug for andre alliancer end en socialdemokratisk leder-generation, der har fremmanet værdierne fra Anker Jørgensen-æraen og, i fællig med venstrefløjen lader det udmønte sig i flere offentligt ansatte, højere skatter og fuldt reformstop, hed det således fra den nominelt borgerlige avis.
Billedet er måske ikke helt dækkende, for der skal nok mere til end i 1980’erne. I dag er en stor del af vælgerne, ud over fantasier om at “redde” planeten i “klimakampen”, efter alt at dømme fikseret på at skaffe sig økonomiske fordele via den såkaldte offentlige velfærd. En misbrugssituation, som de borgerlige partier fra slutningen af sidste århundrede selv har promoveret på trods af mere eller mindre vellykkede, små reformer. I det store og hele er de gamle magtpartier – S, V, K, R og DF – jo enige om hovedtrækkene i den samfundsøkonomiske struktur, der som bekendt nu også har sikret landet en international førsteplads mht. skattetryk. Et foregangsland skam! Kryptokommunister og neosocialister – og i nogen grad DF – vil bare gå endnu videre og hurtigere i statsnarkomanien.
Politiske partier burde vel præsentere forskellige økonomiske samfundsmodeller, så der reelt var noget at diskutere, vælge imellem osv. Ikke bare stort set det samme, med lidt ekstra af noget og en anelse mindre af noget andet. Det ville nok kræve meget mere end en “ny Schlüter” o.lign., nemlig en vis fantasi og mod. Egenskaber, der slet ikke er udtalte hos de borgerlige.
I den sammenhæng er der god grund til at rose partiet Nye Borgerlige for dets plan om en økonomisk-politisk nyorientering. For en ordens skyld må jeg hellere nævne, at jeg ikke er medlem af NB, og at jeg heller ikke har tænkt mig at blive det. Min vurdering sker alene på baggrund af det hængedynd, samfundsøkonomien – senest, ikke mindst med coronakrisen – er havnet i. Fordi velfærdsnarkomani, statsmonopolisering og et forvokset embedsværk – der tilsyneladende end ikke kender magtudøvelsens grænser – på sigt vil skade velstandsudviklingen ubodeligt. Og dermed borgernes fundamentale velfærd. Mens V, K, R og DF ser til. Ovenikøbet pønser den tidligere Venstreformand Løkke – med et forslået ego – efter sigende nu på at “forny” beholdningen af “borgerlige” partier med ét mere, som stort set vil det samme.
Efter hvad der indtil videre er kendt om NB’s økonomiske plan, ønsker partiet afskaffelse af en række afgifter og skatter, eksempelvis en fremtidig selskabsskat på 0 pct., maksimal personskat under 40 pct. samt rente- og udbytteskat på 25 pct. I alt vil man sænke skattetrykket med 10 pct. ledsaget af besparelser på såvel det offentlige forbrug som indkomstoverførsler. I henhold til beregninger fra tænketanken Kraka vil det “koste” 80 mia. kr. at gennemføre den ønskede skatteomlægning. Skal arbejdsmarkedsbidraget yderligere afskaffes, bliver beløbet på over 100 mia. kr. Der er dog betydelig usikkerhed ved disse tal. Bl.a. er det indtil videre uklart, hvilke afgifter, der helt ønskes afskaffet, eller hvor meget de i givet fald skal reduceres. I henhold til Kraka vil afskaffelse af afgifter på 50 pct. af gældende provenu i samfundsbogholderiet give et umiddelbart behov for en beskæring af de offentlige udgifter på 81 mia. kr. Bliver det kun 25 eller 10 pct., er finansieringsbehovet derimod 64 eller 54 mia. kr.
Nye Borgerlige oplyser selv, at partiet er i gang med at opdatere planen, og at man forventer, at der vil blive tale om omfordeling på omkring 100 mia. kr. Det er ikke muligt ud fra de foreliggende oplysninger at vurdere de økonomiske og skattemæssige konsekvenser af en gennemførelse af NB-planen mere tæt på. Indtil videre må den derfor opfattes som en slags økonomisk-politisk pejlemærke for partiets politik. En gængs arbejdsfacon for et politisk parti som NB.
Den umiddelbart ufuldstændige plan har dog allerede givet anledning til skvulp i økonom-miljøet. Således har professor Bo Sandemann Rasmussen fra Aarhus Universitet i Berlingske anført, at en realisering af planen er en “ekstrem forsimpling”, der vil give anledning til forøgelse af “uligheden”. Man kunne mene, at sådanne spørgsmål om “omfordeling” i samfundet i deres indhold er rent politiske. Men særligt kloge økonomer har tilsyneladende svært ved at undlade i den sammenhæng at agere rent politisk.
Ligesom tidligere de allerklogeste på elefantkirkegården i Kraka normalt har optrådt som apologeter for sådan politik. Kortsynede fordelingshensyn skygger som regel helt for det mulige i at skabe en fremtidigt højere velstand og dermed for de fleste borgere bedre velfærd. Og besparelser i det offentlige vil skam bare føre til det rene ragnarok, antydes det typisk.
Der er som nævnt uafklarede punkter i NB’s plan, og dens gennemførelse er så godt som udelukket i et folketing, hvis vælgere i stort tal er på offentlige velfærdssteroider. Men omsider er der dog et borgerligt parti, som forsøger sig med noget nyt. Det skal nok blive fordømt også af de øvrige, såkaldt borgerlige. Og Journalistisk Venstreparti vil sikkert gå grassat over en sådan plan fra den “yderste højrefløj”, der måske endog i tilgift kunne risikere at fjerne dets egen økonomiske livline i form af mediestøtten. Men NB skal have tak for initiativet.