Den tredie trussel mod nationalstaten – Murens fald i 1989
For dem, der kan huske efteråret 1989 og tiden der fulgte, med eufori og glæde, står billederne af Trabant-biler, der forlod DDR, som en vision på menneskets evne til at nedbryde grænser på den gode måde. Millioner og atter millioner af østeuropæere forlod deres tidligere hjemlande og søgte mod vest. Der var både veluddannede og lykkeriddere blandt, men det var folk med en fælles europæisk identitet, blot adskilt af en kold krig og en mur siden 1960’erne.
Mens muren gav os en idé om, hvordan det måtte være at leve under et diktatur, er murens fald anvendt som argument for, at Europa skal åbne portene for mennesker i nød eller blot mennesker, som har et økonomisk incitament for at komme hertil.
Migrationen til Europa bliver bragt under dække af at være en menneskeret, uanset om bæredygtigheden i de enkelte landes nationalkarakter og økonomi kan holde til det eller ej. Retten til migration, om den er konventionsmæssig lovlig eller ej, vejer tungere end hensynet til at fastholde kulturel identitet, religion og økonomisk ansvarlighed. Det er nytænkning, men samtidig at undergrave suverænitetsbegrebet på en destruktiv måde.
NGO-bevægelser finansierer migrantfærger over Middelhavet. De glemmer blot, at det halve af mena-området kommer efter, og regningen og udfordringerne for den illegale transportvirksomhed havner hos deres europæiske landsmænd. Hvorfor hjælpe mandlige migranter til et bedre liv, når de burde opbygge de lande, de kommer fra?
Den forældede FN-flygtningekonvention fra 1948 så dagens lys i tilknytning til internt fordrevne i Europa i efterdønningerne af 2. verdenskrig. Den påberåbes i en nutidig sammenhæng, hvor den slet ikke er tiltænkt anvendt. Det universelle i at beskytte flygtninge burde ikke kunne anvendes på den økonomiske migration, der har foregået mod Europa de sidste 50 år. Men ikke desto mindre er det tilfældet.
Den fjerde trussel mod nationalstaten – Globaliseringen
Begrebet globalisering har været anvendt siden slutningen af 1980’erne. Det dækker over tankegangen om en stadig mindre verden, integreret både økonomisk og kulturelt. Globalisterne har opfattelsen af, at verdens overlevelse afhænger af evnen til fortsat udbygning af netværk og evnen til fornyelse. Der er ingen tvivl om, at globaliseringen har haft økonomiske fordele for vesten, men prisen har været betalt gennem udnyttelse af 3. verdenslandes menneskelige og råstofmæssige ressourcer. Kina har f.eks. opkøbt og fortsat opkøber store dele af infrastruktur og høstudbytte i Afrika.
Prisen for globalisering har været en øget migration mod Europa grundet en forbedret infrastruktur i verden. Den har forbedret økonomiske migranters muligheder for at komme til Europa under dække af flygtningestatus. Prisen for globalisering betales i sidste ende ikke af de multinationale koncerner, hvis indtjening afhænger af hurtig generering og optimering af indkomst. Prisen betales af europæerne ude i boligområderne, hvis hverdag forandres af indflyttende borgere fra dele af verden, hvor hensyntagen og europæisk tilgang til adfærd ikke er dagens ret.
Den mellemøstlige voldskultur, intimidering og dominans er hverdag i store dele af det, der tidligere var fredelige by- og landområder i Europa. Afbrænding af kirker og ødelæggelse af kristne symboler udgør en del af den islamiske despekt for andre kulturer, hvor islam slår rod. Ingen lande, hvor islams fangarme har nået kysterne, har været i stand til på sigt at opretholde egen kultur og oprindelig religion. Irans Zarathustra-religion og Afghanistans buddhisme forsvandt som dug for solen efter at koranen og dens bønnekald tog over.
At europæiske politikere, mediefolk, humanister og meningsdannere ikke kender historien om islams udbredelse, kan koste Europa og europæerne den arv, vi har fået med os, og de frihedsrettigheder, der er fulgt med historien. Den europæiske kultur bygger på ligeværd, respekt, hensyntagen og kristne værdier i det omfang, de er blevet sædvane, mens islam aldrig har været reformeret siden tankegrundlaget så sit lys i sandstorme i Sahara i en tidlig middelalder.
Islam tilblev som en reaktion på kristendommens individualisme, tilgivelse og opdeling mellem den åndelige og den verdslige verden. Giv kejseren, hvad der er kejserens, og giv Gud, hvad der er Guds dogmet. Islam er en dogmatisk, patriarkalsk, dominansstyret ideologi funderet langt fra alt det, som den europæiske idé og tankegods er bygger på. Når en Angela Merkel siger, at islam udgør en del af Tyskland, så har hun både ret og uret. Islam udgør i dag en negativ del af den tyske hverdag takket vær hendes og hendes seneste forgængeres mangel på omtanke for den tyske eftertid. Islam burde ikke få fodfæste på kristen jord.
Angela Merkel er i sig selv et produkt af en totalitær verden. En fortid som kommissær i det tidligere DDR, veluddannet vel at mærke, en fader der var pater og en mor af jødisk/polsk afstamning, hvis familie overlevede Holocaust. Et sammensurium af fragmenter med rod i en humanistisk baggrund og en totalitær verden, der forsvandt med murens fald. Helmut Kohl hentede hende ind som afløser, men endte med at frabede sig hendes tilstedeværelse ved sin begravelse. Hun fremmødte alligevel. Merkel har om nogen personificeret migrationen gennem de sidste 20 år til det europæiske kontinent båret af en naiv forestilling om, at Europa kunne inkludere millioner og atter millioner af muslimske migranter iblandt os, trods afgrundsdyb forskel i levevis og opfattelse, kulturelt og religiøst.
Migrantkrisen i 2015
Merkels åbning af portene til EU for over 1,5 mio. migranter i forbindelse med krigen i Syrien og ordene om, at “Das schaffen wir”, vil brændemærke hende som en af Europas banemænd. En ting er, at EU som organisation ikke har været i stand til at sikre sine borgere det helt basale krav om sikkerhed i forhold til de ydre grænser, men når en folkevalgt leder for verdens 5. største økonomi åbenlyst blæser på alle advarsler fra egne sikkerhedsrådgivere om indtrængende IS-terrorister, så er ragnarok for alvor den situation, der tårner sig op i horisonten. Et mindstemål må være, at man kan stole på ledernes evne til at stave til begreberne ansvar for sikkerhed.
Ingen andre europæiske statsledere, ud over den ungarske Victor Orbán og den polske statsminister, undsagde Merkel i hendes foretagende. Danmarks tidligere statsminister krøb langs panelerne uden at tilkendegive andet og mere under et statsbesøg i Forbundsrepublikken end at Danmark fulgte Tysklands kurs i forhold til den invasion, EU befandt sig under. Løkke måtte selv tage til Marrakech og underskrive FN’s migrantaftale i december 2018, da ingen andre ministre, efter hvad rygterne ville vide, ønskede at sætte deres underskrift på aftalen.
FN-migrantaftalen medførte, at migration nu er at betragte som en menneskeret. I god tråd med Barcelona erklæringen fra 1995. Herved mener EU at have købt sig til en eller anden form for forståelse og fred med Den Arabiske Liga. Det svarer lidt til at forhandle med en tiger, mens ens hoved befinder sig i dens mund.
På sigt vil færgesejladserne over Middelhavet og det utal af Balkanruter, der leder ind i Europa for migranter, betyde en hverdag på alt andet end europæiske betingelser på vores eget territorium. Aftaler med en islamisk demagog som Erdogan svarer til de aftaler, den britiske premierminister Neville Chamberlain indgik med Tysklands Adolf Hitler i Bad Godesberg i 1938. Stedet hvorfra han udtalte de berømte ord om “Peace in our time”. Året senere befandt verden sig i en alt omfattende krig, der varede i seks år. Historien gentager sig selv. Hverken politikere eller vælgere bliver klogere. Enten glemmer de eller også er de indifferente i forhold til at ville lære af historien. Derfor får historiens hjul lov til at køre i samme rille.