Regeringen, der i forvejen har gjort en stor indsats for at molestere dansk økonomi gennem panikagtige, tilmed grundlovsstridige indgreb, har nu formuleret hovedpunkter i forslag til en såkaldt grøn politik, som led i “klimakampen”.
Én ting, der er så godt som given, er, at den indsats ikke vil have nogen klimaeffekt, uanset hvad årsagen til igangværende eller fremtidige klimaændringer end måtte være. Det er ren populistisk symbolpolitik, med islæt af nationalt storhedsvanvid.
Men alligevel kan man jo frygte, hvad makkerparret Frederiksen-Bertelsen i statsministeriet – sammen med nikkedukkerne i den øvrige regering og i embedsværket – herefter vil finde på, når de således i coronasagen rask væk tilsidesatte Grundloven, angiveligt af hensyn til “folkesundheden”.
Et fortilfælde på præventiv dyre-udrensning – som i mink-sagen – kan vel forresten hentes i Kina, hvor salig formand Mao som led i “det store spring fremad” forsøgte at udrydde vilde, frø-spisende fugle, naturligvis af hensyn til “folket”; og han havde endog ikke noget problem med forfatningen. Nu drejer det sig som kendt efter politikernes opfattelse om at “redde planeten”, og det mål er sikkert endnu vigtigere? Borgerne kan vente sig det værste!
Og den får heller ikke for lidt i regeringens klimaudspil: “Grøn skattereform fase 1. På vej mod et grønnere Danmark.” Man er dog trods alt opmærksom på, at Danmark kun står for en forsvindende lille del af de globale udledninger, men vi kan “gøre meget. Vi kan vise andre lande, at vækst, konkurrenceevne, beskæftigelse og et stærkt velfærdssamfund går hånd i hånd med en ambitiøs klimaindsats”, hedder det således ganske selvovervurderende i forordet.
Et er, at den overordnede målsætning om en 70 pct. udledningsreduktion i 2030 som nævnt er meningsløs i forhold til sin klimavirkning. Noget andet er, at selv inden for sine egne forudsætninger må den “grønne” plan bedømmes som uegnet og økonomisk skadelig.
Krigsråbet i “klimakampen” fra kloge økonomer, diverse politikere, Klimarådet m.fl. har længe lydt på indførelse af en ensartet og stigende afgift på udledning af drivhusgas. Det vil sikkert skuffe disse og andre “klimaentusiaster”, derunder ikke mindst de forskellige socialist-grupperinger, at regeringen dog undlader omgående at kaste samfundsøkonomien ud i et sådant eksperiment.
Så megen fornuft er der trods alt tilbage, at man er klar over, at en fuld omlægning af afgiftssystemet kræver et stort “udviklingsarbejde”, som det anføres i planen. Sandelig rigtigt set, at en skatteadministration, som end ikke formår at renovere ejendomsbeskatningen, at indkræve skyldig skattegæld, at styre refusion af skat på udbyttebetalinger til udlandet osv., næppe med rimelighed kan tænkes anvendelig til så omfattende en omlægning. En ny skandale ville hurtigt blive rullet ud.
Regeringen forestiller sig nu, at rammerne for en “grøn skattereform” umiddelbart skal aftales, og at der “på den korte bane” (fase 1) foretages ændringer i form af forhøjelse af energiafgiften for erhverv, samtidig med at erhvervslivet understøttes for at stimulere dansk økonomi. Energiafgiften foreslås væsentligt forhøjet for industri, landbrug mv. fra 2023 og mineralogiske processer fra 2025. Erhvervslivets omstilling frem til 2025 understøttes med 4,5 mia. kr., som allerede foreslås gennemført fra 2021 (en “kickstart” kaldet). Erhvervslivet får derved muligheder for på kort sig at foretage investeringer, som på længere sig vil formindske afgiftsbelastningen, hedder det.
Det er et helt igennem tvivlsomt projekt. Ikke mindst på landbrugs- og fødevareområdet. Efter minkene kommer nu tomaterne, som en fynsk gartneridirektør formulerer det i Berlingske: “Uintelligente og højere energiafgifter lukker ned for produktion af tomater (og anden energikrævende produktion) i Danmark….Men socialdemokrater sover bedst om natten, når energitunge virksomheder forvises til at udøve deres gerninger uden for landets grænser, hvor de heldigvis også har lave standarder for miljø, klima og fødevaresikkerhed”.
I forvejen har effektive gartnerier allerede i videst muligt omfang investeret i at mindske energiforbruget, men nu bliver de så lukningstruede, ligesom andre dele af landbruget. Relaterede fødevarevirksomheder må enten lukke eller øge råvareimporten. En ganske hovedløs politik, “grøn” tåbelighed.
Den “ambitiøse klimaindsats” tegner til at blive en slem fuser. Ringe eller ingen virkning, men evt. mest i form af lækage som øget udslip fra andre lande. “Vi” kan for andre lande blive et skoleeksempel på nyttesløs “klimapolitik”, som bare skader landets egen vækst, konkurrenceevne og beskæftigelse. Det vil være “det stærke velfærdssamfunds” præstation. Miseren er til syvende og sidst den helt vilkårlige, populistisk fastsatte målsætning om 70 pct. udledningsreduktion i 2030. Senere faser af den “grønne” plan kan kun befrygtes at blive endnu værre.
Og så ikke nok med det. Regering og folketingsflertal har som indledningsvist nævnt været i gang længe. For som en analyse fra Dansk Erhverv for nylig har påpeget, må de hidtidige tiltag til genopretning af dansk økonomi efter coronakrisen i væsentligt omfang anses som fejlslagne. Tiltagene har nok ikke været de rigtige, kommenterer en sædvanlig regeringsapologet som overvismand Carl-Johan Dalgaard i Berlingske. Man har stimuleret noget, der ikke har haft så meget behov for at blive stimuleret, siger han. Ved finansloven foreslås nu yderligere at stimulere f.eks. boligsektoren, så piloter, servitricer o. lign., der er blevet arbejdsløse, kan genopstå i beskæftigelse som vinduespudsere, bygningssnedkere el.lign.
Forholdet er helt enkelt, at den store og stærke stat næsten hele tiden begår store og dyre fejltagelser. Staten er den største skadevolder i dansk økonomi.