Berlingske har en chefredaktør, Mette Østergaard, der kommer fra Politiken. Det plejer ellers at gå den modsatte vej.
Hun skrifter nu i avisen, at hun i sin tidligere karriere har været udsat for grove overgreb. Ikke sådan personlig “sexisme” – for den slags preller af på hende – men hun er blevet kritiseret og forskelsbehandlet pga. mulig graviditet, barselsorlov mv. Det er klart diskrimination, der holder kvinder nede, må man forstå.
Ja, realiteten er jo indtil videre så “gammeldags”, at det er kvinder, der bliver gravide og føder børn, ammer dem osv. Et almindeligt biologisk arrangement for et pattedyr som mennesket, og arbejdsmarkedet er indrettet med henblik herpå. Selv om kvindekønnet måske ellers er ved at fortone sig til en “social konstruktion”, er det nok endnu nødvendigt at fastholde den rolle for “kvinderne”, selv om sådan hensyntagen vel egentligt diskriminerer “mændene”?
Hvis en chef og leder (mand, kvinde eller noget helt tredje) nu har brug for en vigtig ny medarbejder, hvis indsats kræver daglig tilstedeværelse og vil være helt afgørende for pågældende virksomheds fremtid og måske umiddelbare overlevelse, er det så ikke, alt andet lige, en fuldt fornuftig løsning at forsøge at undgå at ansætte en, der måske snart skal på en langvarig orlov? Er det ikke bare rettidig omhu? Er det ikke den slags fornuft, chefer og ledere i givet fald bør udvise?
Problemstillingen i sig selv fortørner imidlertid tilsyneladende Mette Østergaard. Til hendes forsvar skal da også anføres, at når det drejer sig om en chef og en mulig stilling på TV2, er et mange måneder langt fravær formentlig ligegyldigt og kan på ingen måde true ret meget, så her er det nemt. Men hun gør sin personlige sag til et generelt problem, for hun vil netop ikke være “personlig”.
Måske skader det kvinder, at de kan føde børn – og ofte gør det – og at samfundet har indrettet regler med henblik herpå. Men ingen ønsker vel i øvrigt at fjerne de bestemmelser?
Måske burde der dog også være bare en lille smule forståelse for, at chefer og ledere (mænd som kvinder, eller noget tredje) må tage særlige hensyn til deres virksomhed, der er fuldt acceptable? På redaktioner i TV2, Politiken og Berlingske er det da helt forståeligt, at man ikke har det problem, som Østergaard nu scorer billige points på. For i den branche er den slags rettidig omhu åbenbart uden betydning. Her er det derfor nemt at samle ind til generel forargelse. Men man forstår på Østergaard, at det skam gælder også “i mange andre brancher”, at chefers og andre ledende medarbejderes fravær ligeledes er noget relativt ligegyldigt.
Berlingske er med Østergaard sandelig med på noderne. Der er sikkert tale om, at hun ser “mulighederne i mørket.” Et “forbillede i en krisetid”. Politiken smitter.