Regeringen og folketingsflertallet er som bekendt nået frem til, at coronavirus atter skal betragtes som “samfundskritisk”, hvilket kan udløse drakoniske indgreb, som dem befolkningen tidligere har været udsat for. I første omgang navnlig anvendelse af det såkaldte corona-pas.
Corona – og nu måske også influenza? – er således “samfundskritisk”. Dette bør dog ikke skygge for, at landet står midt i to andre ulyksalige udviklinger – denne gang ikke biologisk funderet, men af politisk karakter: Nemlig “klimakampen” og “velfærdsfiktionen”, begge med klart potentiale til at blive “samfundskritiske” og i det mindste molestere samfundsøkonomien.
Formentlig er disse to trusler på sigt langt farligere end covid-19.
I “klimakampen” udklækkes der således planer om store skatteomlægninger, kostbare energiøer, erhvervsindgreb, tvivlsomme og selvpineriske “foregangslands-indsatser ” osv. Glasgow blev klart en fiasko i relation til klimaevangelisternes tro og håb – på trods af alle forsøg på at bortforklare og sminke resultatet. Det kan befrygtes at forøge styrken i denne politiske epidemi, dertil også i form af afsendelse af endnu flere danske støttemidler til afrikanske diktatorer m.fl. I en slags revanche for klimaaktivisternes nederlag i FN.
I det store velfærdsflip forsøger regeringen og dens kryptokommunistiske venner at få en såkaldt velfærdslov gennemført. En sådan skal bedst muligt sikre fortsat stigende udgifter til offentligt forbrug og overførsler. Under den kommunale valgkamp er det eksempelvis også kun få af de opstillede kandidater og partier, der overhovedet har plæderet for nedsættelse af kommuneskatten. Det forlyder endog, at et flertal af de af V opstillede er modstandere af den slags, og altså er ganske socialdemokratisk-sindede. Med en velfærdslov ønsker tilhængerne installeret en mekanisme, der løbende kan sluse flere penge og medarbejdere til det offentlige via skatter og afgifter, hvilket i sig selv lænser den private velfærd.
Klimapopulisternes tro på politisk regulering af klimaforandringer, samt den fiktion, at “velfærd” især skabes af det offentlige, er meget farligere end coronasagen. Sidstnævnte forsvinder eller falmer vel af sig selv – ligesom landet dog har overlevet mange andre “epidemier”. Men klimapopulismen og velfærdsforførelsen risikerer at få ødelæggende samfundsøkonomiske konsekvenser på bare lidt længere sigt.