Så kender vi Socialdemokratiet igen. Skulle nogen have glemt, hvad der er partiets nutidige varemærke, bliver det repeteret: Mere skat, flere skatter og afgifter, øgede offentlige udgifter. I en regn af fraser og floskler er det reelt budskabet fra landets mange, mere eller mindre kompetente ministre. Anker Jørgensens økonomiske afgrund sikkert snart i sigte.
Efter sin tiltrædelse den 27. juni i fjor vil regeringen således hæve skatter og afgifter 17 gange. Senest har statsministeren dertil føjet 6 nye skattestigninger. I alt 23 skatte- og afgiftsstigninger til et anslået provenu på ca. 14 mia. kr. Enkelte lempelser reducerer merbeskatningen til ca. 13. mia. kr.
Skattemassakren omfatter stort som småt. Eksempelvis lagerbeskatning af selskabers ejendomsavancer, forhøjelse af skatten for aktie- og kapitalindkomst, et særligt “samfundsbidrag” fra den finansielle sektor, forhøjelse af arveafgifter samt øgede afgifter på cigaretter og røgtobak, i hvert tilfælde til anslåede milliardbeløb. Men også “småting” såsom tilpasning af refusionsordning for sandsugere, annullering af afgiftsnedsættelse for hotellers rumvarme og afgift på PVC og ftalater, med lave provenuer. Stort som småt, embedsmændene har rigtigt været ude med riven.
For der skal skaffes penge til det hele. Corona-krisen peger på økonomisk nedtur, og staten skal jo hjælpe. Socialdemokratisk økonomi indebærer, at skatter under en opgangskonjunktur skal forhøjes for at forhindre overophedning af økonomien, mens de i nedgangssituationen skal forhøjes for at staten kan finansiere en modsatrettet indsats. Det virker som en slags skattemæssig evighedsmaskine. Og i “klimakampen” er der som bekendt planer om at indføre høje afgifter på udledning af kultveilte mv., kompenseret ved andre skatte- og afgiftslettelser. En sådan omlægning vil efter al erfaring i sig selv udløse øget skattetryk.
I henhold til finanslovsforslaget påregnes et offentligt budgetunderskud på 88 mia. kr. i år og 56 mia. kr. i 2021, tal der afhænger af, hvor meget de vedtagne hjælpepakker bliver brugt. Ved præsentationen af forslaget fremhævede finansministeren, at fremtiden er usikker. Bl.a. derfor skal der indhegnes en “krigskasse” på 9,2 mia. kr., der kan bruges, hvor der er behov for under krisen. I Økonomisk Redegørelse fra Finansministeriet regnes der i indeværende år med et fald i nationalproduktet på ca. 4,5 pct. og i 2021 med en vækst på ca. 4,2 pct. Genopretningen hjælpes i gang ved omfattende stimuli, der allerede har beløbet sig til 76 mia. kr., og med finanslovsforslaget lægges op til en ekspansiv finanspolitik.
Det kan umiddelbart være fornuftigt at stimulere økonomien, efter at man med politiske indgreb har søgt at ødelægge den under henvisning til Kina-epidemien. Den mest mærkbare ekspansive udvikling kan nu spores i det private forbrug, ligesom mange erhvervsvirksomheder har vist sig robuste. Den tendens bør fornuftigvis understøttes, og det kan derfor forekomme besynderligt, at regeringens aktuelle svar bl.a. har været 23 skattestigninger, herunder skattestigninger, som vil ramme forbrug og fremtidig erhvervsvækst.
Når der altså skal føres ekspansiv finanspolitik, hvorfor så ikke foreslå en generel nedsættelse af skatter og afgifter til gavn for netop forbrugere og virksomheder? F.eks. i Sverige har regeringen nu overvejelser i den retning. Men det strider mod socialdemokraternes og neosocialisternes statsfikserede livssyn. Den offentlige sektor må skam ikke slankes, men helst polstres for at klare snart hvert tænkeligt økonomisk problem. Private virksomheder kan i givet fald godt lukke, men tænk en katastrofe for “kulturen”, hvis der ryger et museum eller teater i svinget – for slet ikke at tale om vigtige velfærdsindretninger. De mange aktiviteter i den offentlige sektor skal ikke som bankerne yde et særskilt “samfundsbidrag”.
Ekspansiv finanspolitik gennem markante skatte- og afgiftslettelser lyder helt uartigt i socialdemokratiske øren. I stort som småt. Eksempelvis vil statsministeren således i fremtiden bruge ekstra 18 mio. kr. på at knytte 15-20 årsværk af rådgivere til sit ministerium. Det skal angiveligt ske for at Folketingets politiske beslutninger i højere grad kan føres ud i virkeligheden. Med frasemagerens ord vil der være tale om en “demokratisering” af den politiske proces. Godt nok, men sandelig ikke tale om, at der så i andre ministerier – der åbenbart ikke formår “processen” – kan spares et tilsvarende beløb. Planlagte besparelser hos vennerne i DR, der ikke har lidt ved corona, skal undgås, osv. I den store sammenhæng kun småbeløb, men kendetegnende for mentaliteten og pamper-instinktet.
Mere skat og flere skatter! Og som nævnt har vi “klimakampen” til gode. Neosocialisterne har allerede udtrykt forfærdelse over, at der ikke indgår mere med henblik herpå – og om den “grønne omstilling” – i finanslovsforslaget. At der heller ikke er afsat endnu flere penge til modtagelse af flygtninge, har ligeledes udløst skarp protest fra den yderste kant.
Det hele støttes givetvis af kloge, statsansatte “topøkonomer”. De ser også frem til “klimakampen”, og mener traditionelt, at den ekspansive virkning af en skatteafvænning vil være alt for usikker og langvarig. At alternativ ekspansion via direkte indgreb efter alt erfaring vil rumme store politikfejl og en endnu længere afløbsperiode, er de som regel blinde for. En skattemassakre er ægte socialdemokratisk politik. Partiets varemærke.