“Man bør altid være beruset. Alt afhænger af det. Det er det, det går ud på. For ikke at mærke tiden i nakken, og det med en vægt, der knuser skuldrene og gør jer til et hul i jorden, så må I beruse jer hele tiden. Men i hvad? I vin, i poesi, i dyd, det må I virkelig selv om. Bare I beruser jer!«
Var alle bare så klarsynede som Charles Baudelaire var det i de strofer og de tanker han gav udtryk for i sit værk ”Berus jer”. Glæden ved livet, kærligheden og længsel mod en lys og lykkelig fremtid. Man skulle tro man befandt sig i The summer of love 1967 i San Francisco. Og så skrev Baudelaire sit værk i et Europa præget af streng konservatisme, i et Europa opdelt i konge- eller kejserdømmer. Patriarkaternes Europa, patriotismens og kolonialismens Europa.
Året var 1869. En af Baudelaires samtidige Friedrich Nietzsche supplerede i sine mesterværker, Also sprach Zarathustra, og, Hinsides godt og ondt, med dybe, filosofiske overvejelser. Med opfordringer til et opgør med tidens kræmmermentalitet og den for livet indsnævrede dogmatiske tankegang fokuseret på asketiske idealer. Nietzsche tænkte på kristendommens snærende bånd og på socialismens lighedsmageri. Hvem sagde Nietzsche var fremtidsorienteret mod vore dage?
Der måtte være mere at komme efter for at gøre livet rigere. Det må have været begge filosoffers ledetråd. Nietzsche provokerede og klargjorde. Han rensede luften og bragte filosofien op til et højere leje af forståelse – hinsides godt og ondt. “Den rigtige filosof sætter ustandselig sig selv på spil, han spiller det slemme spil”, som han udtrykte det.
Baudelaire og Nietzsche var som filosoffer hinandens modsætninger. Og så alligevel ikke. De kompletterer hinanden. Livet og tanker om værdier og ånd er mangefacetteret. Tid til overflade og til dybde. Ens humør har brug for begge dele. Hvilken visdom kan man ikke finde ved at dykke ned i Nietzsches brønd af overvejelser.
Her er en åndelig dybde. Langsomt synker man ned i omgivelser, der forklarer en både om livets opstandelse, men også om livets skrøbelighed. Ens ubetydelighed for universets fortsatte beståen. Her i dag, borte i morgen. Væk for al tid. Kun mindet om en står tilbage, så længe nogen kan huske en.
Overført på det herrens år, vi selv lever i, 2021, må man konstatere, at historien fortsat drejer om sin egen akse. Hvor mennesker lever og eksisterer, er en universel tendens til at søge hen mod forestillinger om fælles idealer. Idealer giver dem, der ikke selv kan udtænke visdom og selvopfattelse, en hylde at hvile på. Hvor mange ønsker ikke en leder, der kan fortælle dem, hvilken livsstil og hvilke leveregler, der er de rigtige at følge?
Politiske, religiøse og moralske tankesæt har til alle tider været afgørende for samfundsudviklingen. Fra de græske bystater, Romerriget til vore dages globalistiske verdensopfattelse. Nu blot i sofistikeret form via massiv påvirkning fra det, de fleste tror er en skrøne, eller det, de ikke kender til: fra Deep State påvirkning. Påvirkning og manipulation fra et konglomerat af økonomiske og politiske undergrundskræfter. Zuckerberg, Soros og Rockefeller dynastierne for at nævne de værste.
Tidens trend står ikke i kristendommens, patriarkatets eller Victorianismens tidsalder, men så alligevel. Gammel vin er hældt på nye flasker. Hvor kristendommen tidligere var moralens og etikkens pejlemærke, har nypuritanismen taget over og erstattet Biblens ord med sine selvopfundne af slagsen. Hvor Victorianismen i 1800 tallets sidste halvdel betød en fastholden i strengt, autoritære konservative idealer, har marxismens lige så gammeldags og dogmatiske livssyn erstattet ånden vi historievante kender alt for godt til.
Let gennemskuelig er tidens bevægelser, dem der gør op med eller som vil gøre op med fortidens idealer og tanker. For blot selv at grundfæste sine egne endnu mere konservative og for menneskeheden endnu mere snærende bånd. Langt fra den livsglæde Baudelaire lader udspille i Berus jer. Langt fra den åndelige dybde Nietzsche åbenbarede.
Vesten er i en indbyrdes krig uden at de fleste er klar over det. Det er en krig ikke kun på ord, men på en grundlæggende forskel i opfattelsen af, hvad der er rigtigt og hvad der er forkert. Det er begyndelsen til det, der ad åre vil udvikle sig til en regulær borgerkrig. Det er en profeti jeg fremsiger. Så grel er udviklingen. Medierne dækker over den, fordrejer den eller slet og ret bruger den til at bekæmpe dem, der ikke indordner sig den regulering, der følger med marxismens og globalismens fangarme.
Set med dagens national konservative øjne, hvis man ønsker at slette fortidens visdom og symboler for at erstatte dem med marxismens, autoritære politiske korrekthed, så optræder man som åndelig krigsforbryder. Man ønsker et nyt Holocaust. Man ønsker at gasse og brænde, som var man selv en af dem, der førte togvognene lukt mod indgangen til Auschwitz’ endestation. Togvogne fulde af ånd og bagage med fortidens kufferter med indhold. Indhold af både godt og ondt, men også indhold vi er blevet klogere af.
Lidet tænker tidens liberale og nykonservative politikere over, hvor de bliver trukket rundt i manegen af marxismens konduktører og lokoførere, når de indretter sig på og efterlever de påbud Metoo og BLM åbenbarer og prædiker om nymoralisme og nyordning. Metoo og BLM er brikker i det spil, The Great Reset bygger på: Deep State-fremtiden. Den Orwellske verdensorden, verdensordenen Orwell beskrev for årtier siden af åndeligt tyranni og regulering. Vaccinehelvedet og afskaffelsen af retten til selvbestemmelse er blot en del af hvad der venter og foregår.
Ukendskab til fortiden, ignorance over helt fundamentale dele af verdenshistoriens evigt roterende hjul er skyld i store dele af vestens dårligdomme og forfald. De dårligdomme og det forfald, som udspiller sig for øjnene af os.
Hvor høj en grad af naivitet kan man tillade sig at udvise? Hvor voldsom en gambling med vore børn og efterkommeres fremtid kan man tillade sig blot for at behage marxismens rænkespil om fredelig sameksistens og internationalisme?
Ja, jeg tænker dels på nationalstaternes opløsning, den vestlige kulturs opløsning, de vestlige kulturlags opløsning i et miskmask af tøjlesløs indvandring af fremmede kulturers indtrængen på den hellige jord, vore forfædre beredte for vores tilværelse. Via EU betaler vi for vor egen undergang.
Og jeg tænker på de åndelige, bærende værdier i den vestlige eksistentialisme. Den frigørelse fra dogmatisme og snærende bånd, der ligger i retten til at tænke, tale, skrive og i det hele taget udtrykke de værdier, vi kalder vores historiske bagage.
Socialismens dogmatisme udgør den største fare i forening med religiøs udefrakommende islamisk konservatisme.
Når hensynet til økonomiske magtstrukturer og politiske interesser står over den enkeltes ret til at sige fra i de statslige overgreb, der foregår med opdeling i A- og B-mennesker, så er det opgørets time. A-menneskene, der følger den politiske korrektheds påbud om at acceptere bivirkninger af eksperimentale vacciner. Og dem der siger fra og ender ud i at blive udskudselementer. B-menneskene. De der udgør smittefaren til trods for, at 3/4 af de indlagte er fuldvaccinerede.
For første gang i verdenshistorien kan man overføre en sygdom, man ikke har, til andre, som er vaccineret mod den. Er det ikke magisk? Men, hvem sagde tankemæssig apartheid?
Hvis vestens kultur og tankesæt, hvis vestens åndelige bagage og folk skal overleve endnu om 100 år, så kræver det en højere grad af bevidsthed om, hvad vi er i færd med at miste, og det på alle fronter. Frihed er ikke en given ting, den skal tilkæmpes. Frihed, der opgives, kommer ikke tilbage, medmindre man er rede til at kæmpe for den, og i sidste ende dø for den. Hvis man vil gribe afgrunden, skal man gøre det med ørnekløer, som Friedrich Nietzsche rigtigt udtrykte det.
Således talte Klaus Ewald