Når jeg som debattør får spørgsmålet om, hvad min mening om den pågående krig øst på er, så er svaret ikke så entydigt som mange politikere og medier giver udtryk for. En klog mand som Asger Aamund taler nyhedsstrømmen midt imod og tordner mod den igangværende anti-Putin kampagne, der køres af de vestlige og dermed også danske mainstream medier. De medier jeg som national konservativ lytter allermindst til. De har som lemminger for længst udspillet deres rolle i spillet om troværdighed og virkelighedsbeskrivelse.
Mere interessant er det at gå til kernen af hvem hhv. Putin og Biden er i spillet. Se på deres historiske placeringer og deres politiske ståsteder.
Putin er et produkt af den kolde krig. Som tidligere efterretningsofficer i KGB er han af observans skolet i et kommunistisk samfund. Det gør ham af sind anti-demokratisk, uanset at han er folkevalgt. Men, ve den, der taler ham midt imod eller stiller op mod ham i politisk sammenhæng. Gulag-øhavet er i dag afløst af langt mere raffinerede endestationer. Giftgas angreb og langvarige fængselsdomme rimer på hans politiske modstandere.
Putin er også patriot og et barn af efterkrigstiden opvokset i et miljø, hvor kampene på østfronten under 2. verdenskrig lå tæt på i hans venne -og familiekreds. Moder Rusland ligger dybt begravet i enhver russer. Kristendommen i den russisk-ortodokse udgave er en del af den russiske selvforståelse. Det er grænsedragning også. Ruslands zartid er tilsvarende en bestanddel af Putin, uanset om han måtte ville det eller ej.
Alene hans vej til genvalg vidner om at zarismen og det russiske enevælde under Romanov’erne, at det historisk var om ikke i går, så i det mindste i sidste uge i den russiske kalender. Historien har skabt det Rusland, Putin i dag er leder af. Blod, sved og tårer er mere end noget andet russisk selvforståelse.
Magtmisbrug, undertrykkelse, kontrol og fattigdom er den del, jeg som lidt ældre debattør kender Rusland på. Jeg besøgte det tidligere Sovjetunionen i 1986 kort tid efter Tjernobyl-katastrofen. Ved selvsyn så og oplevede jeg skiftet under Gorbatjov og murens fald i 89.
Når Putin har ladet 190.000 soldater fra hæren, luftvåbnet og marinen invadere Ukraine, er det ikke for sjov. Moder Rusland føler sig truet, når en med russiske øjne ligegyldig, lokal ukrainsk, vestlig orienteret leder rumler om medlemskab af NATO, så er Putin ikke sin rolle voksen, hvis han ikke reagerer. Set med russiske, sikkerhedsmæssige øjne.
Prisen kan meget vel ende ud i guerillakrig og en på alle måder kostbar årelang russisk besættelse af Ukraine, hvis man indsætter en marionetregering. En tid, hvor Putin vil være persona non grata i alle internationale sammenhænge. Er russerne villige til at betale den pris. Også dem der er vant til at leve la dolce vita. Næppe. Putin må forventes også at komme under pres på hjemmefronten, når sanktionerne bider.
Efter jerntæppets fald og Østeuropas frihed fra Sovjetunionbenb er NATO-alliancen rykket tættere og tættere på det russiske hovedland. Det kan synes gammeldags i 2022 at tænke geopolitisk, men der er det, Putin gør. Og det med al den bagage, han bærer rundt på.
Det forstår letbenede vestlige politikere ikke. De forstår heller ikke Ruslands og Putins ønske om respekt for russiske territoriale interesser. Man ser ham som en krigsgal og despotisk leder. Analysen af, hvorfor han som statsleder står i spidsen for en invasion, er ikkeeksisterende. Dybest set gambler han ikke kun med eget rygte, men også med Ruslands økonomi efter de vedtagne sanktioner i EU sammenhæng og fra den anden side af Atlanten.
Derovre sidder en amerikansk præsident, der alt andet lige ikke er set svagere siden den første præsident George Washingtons tropper var presset i vinterkulden tilbage under uafhængighedskrigen mod England i 1770’erne. Men, en Biden ville aldrig som George Washington have stået forrest i båden på vej over Potomac floden i et sidste desperat, men for nybyggerne afgørende angreb på de kolonialistiske engelske tropper og deres tyske lejesoldater. Min forfader var i øvrigt blandt de sidstnævnte.
Biden er på sin side et produkt af alt for mange år som politiker i en sump i Washingtons politiske verden. Der hvor demokrati ikke gælder, men hvor vennetjenester er altafgørende. Obama er trods alle talegaver blot et produkt af den selvsamme sump.
Kloge røster ytrer sig om, hvorfor Biden kærer sig mere om Ukraines grænse end grænsen mod Mexico, hvor millioner illegalt har fået lov til at strømme ind i USA under det Washington-styre, som ikke kan beskrives som meget andet end katastrofalt.
Biden har brug for at bide fra sig og aflede opmærksomheden fra de mange katastrofer, han har rodet sit USA ud i.
Biden og EU kan tale nok så meget om sanktioner, men det bider ikke på Putin, før hans oligarkvenner prikker ham på skulderen om nogle måneder. Putin forstår kun en ting, fordi hans morgenmad er at spise politisk svage ledere, hvad enten de har kontor i The West Wing eller Kiev: Styrke. Biden kan ikke byde på det, Trump har budt på. Når man vælger en klovn, får man et cirkus. Således også for flertallet af amerikanske vælgere. Selv finder jeg det stadig usandsynligt, at Biden og hans uduelige administration kom lovligt til de 81 millioner vælgere, Biden står registreret for, men lad det ligge.
Våbenindustrien og dermed Klaus Schwabs venner i World Economic Forum øjner gyldne dage for at få solgt flere missiler og andet militært isenkram. Medierne hader Putin, fordi han er patriot og dybt konservativ ind i sin sjæl. Der er mange underliggende dagsordner i Ukraine-krisen.
Sammenligningen med Adolf Hitlers tilegnelse sig af Sudeterlandet i 1938 er relevant. Tjekkoslovakiet husede 3 millioner tyskere. Hitler ønskede dem hjem til Das Reich.
Under påberåbelse af, at de etnisk tyske interesser blev tilsidesat og/eller direkte undertrykt, lykkedes det Hitler at kuppe sig til at få en bid af den samme type kage, som Putin har bagt i Ukraine i de selvudråbte republikker i bl.a. Donetsk. Et gammelt krigsområde fra 2. verdenskrig uden speciel økonomisk betydning, men med en russisk majoritetsbefolkning. Området er nu anerkendt uafhængighedsmæssigt af Rusland i strid med international folkeret.
Men, også det vil Putin se stort på. Han er lige som Adolf Hitler geopolitiker. Set i lyset af Cuba-krisen i 1962, kan man godt følge Putin. Her truede en altødelæggende atomkrig med at bryde ud, fordi Cubas Castro fik leveret russisk atomarsenal via havet. Det havde amerikanerne kigget ud. Her var det amerikanerne, der tilsvarende nu som russerne reagerede, da deres geopolitiske interesser blev tilsidesat.
Det er ikke atomvidenskab at forudse, at et Ukraine under NATO-flag tilsvarende vil udgøre en større trussel på Rusland end et alliancefrit Ukraine.
Og det nytter ikke som den danske udenrigsminister gør det – for et syns skyld – at puste sig op som musen, der bevæger sig over broen sammen med elefanten og sige: ”Ihh, hvor vi gungrer”. Den russiske ambassadør i Danmark må grine hele vejen hjem til ambassaden efter at have været indkaldt til konsultation hos vores moralsk set tvivlsomme minister ud i udenrigspolitikken.
Tilsvarende kan man spørge sig selv om det kloge i, at tyskerne har ladet sig blive så afhængige af russiske gasleverancer, at det truer deres evne til at protestere over en russisk okkupation af Ukraine. Merkels fortid som østtysk politisk kommissær er en oplagt årsag til hendes interessekonflikt i og med gasaftalen blev indgået i hendes embedstid.
Hvis man skal forsøge at sammenfatte situationen, så er den knap så sort-hvid som pressen og politikerne forsøger at tegne den. Dermed ikke sagt, at det er i orden at forsøge at trumfe en kolonialistisk krig betinget af historiske sammenhænge ned over et Ukraine anno 2022. Men, historisk har Ukraine altid hørt til Russisk territorium og interesseområde. Indtil frigørelsen for få år siden.
Hvis der skal søges en løsning på krigens ulykker, skal det søges i den tænkte situation af, hvad ville Trump have sagt og gjort. Det er mit bedste bud, da Trump burde have siddet i selv samme stol som Biden nu ulyksaligvis er placeret i.
Trump ville i den profetiske udgave have været rejst til Kreml for at rede trådene ud over en formiddag med sin gode ven Putin. På tilsvarende vis som han egenhændigt vadede ind over grænsen til Nordkoreas leder i sin tid. Trump ville have sagt til Putin, at han havde forståelse for de russiske ønsker, men at Putin på den både korte og lange bane ville være skyld i en nedsmeltning af den russiske økonomi.
Det ville Putin kunne forstå, hvis scenariet blev ham betydet, fordi han ved, at den almindelige russers levevis i forvejen er præget at svingende konjunkturer, uanset at Rusland i dag er et andet land end da jeg rejste rundt der for 36 år siden. På spørgsmålet om NATO-medlemskab ville Trump udtale, at det p.t. ikke var på tale, men at en krig for Rusland ikke var det værd for et tænkt medlemskab.
Og i øvrigt så har geografi og geopolitik ikke den store betydning mere al den stund at atomraketter hurtigt finder vej alligevel, ville han have tilføjet.
Jeg tror oprigtigt der var fundet et acceptabelt kompromis de to statsledere imellem. Så synd og skam, at et lille flertal af amerikanere valgte den forheksede konge fra Tolkiens univers i Ringenes herre. For det er, hvad Biden er. Men, mediernes opgave og evne til forståelse af situationen er lige så forudindtaget som beskrivelsen og omtalen af Trump.
Der er nu skabt et grundlag for et nyt jerntæppe, dels fordi Putin er en bandit, men også fordi Biden ikke iagttog rettidig omhu og afmonterede krigstruslen i tide. Han nøjedes med at konstatere i stedet for at reagere. Det er det, der adskiller Biden, der er en senildement levebrødspolitiker, fra at være en statsmand.
Prisen betales nu ikke kun af uskyldige ukrainere, men også af den almindelige russer, der bliver ramt på pengepungen. Vi i Vesteuropa må forvente et stigende flygtningepres, forfærdelige nyhedsrepotager og øgede militærudgifter, fordi Biden ikke kendte sin besøgstid.
Og woke præsidenten i Washington fatter ikke en bjælde af, hvad der foregår.