I Weekendavisen spørger journalist Søren Villemoes, om det “overhovedet er muligt at få forskere til at undersøge ting, politikerne ønsker, hvis emnerne berører betændte spørgsmål om indvandring, islam eller integration”. Han tror det ikke.
Det er en yderst relevant refleksion, der berører centrale samfundsmæssige problemer, nok så vigtige som “Arnes” pension, natklubbers åbningstid o. lign., der ellers aktuelt dominerer debatten. Jeg har i en tidligere klumme beskæftiget mig med den igangværende forrådnelse af universiteternes humanistiske og samfundsvidenskabelige områder, men med flere og flere tegn på dens fremskredne karakter er der god grund til at tage emnet op på ny.
Aktuelt har Henrik Dahl fra LA kaldt integrationsministeren til samråd i anledning af den rapport om social kontrol i indvandrermiljøer, som Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) under Udlændinge- og Integrationsministeriet i 2017 bestilte hos Roskilde Universitet. Nu kan det jo forundre, at SIRI finder på at bestille en sådan undersøgelse fra et B-universitet som RUC. Og det burde vel undersøges nærmere i ministeriet, hvordan man har fundet på at inddrage netop RUC i den sag. Men desværre er sandheden vel den, at det slet ikke er givet, at de bedre universiteter havde formået at udrede problemet på en kvalificeret måde. Det kan man naturligvis ikke vide, men formodningen forekommer nærliggende på baggrund af den generelle udvikling inden for især de humanistiske fag og forskningsområder.
Henrik Dahl kalder RUC-rapporten for et stykke pseudovidenskab. Den har det aksiom, at negativ social kontrol og æres-relaterede konflikter skal ses i sammenhæng med strukturelle uligheder i det danske samfund, hvorved den så at sige på forhånd udelukker betydningen af religiøse og kulturelle faktorer. I øvrigt bygger den på interview med 53 ikke-vestlige indvandrere fra Slagelse og Vollsmose, der har deres helt egen tilgang til problemstillingen om æres-relateret vold. Smart nok har den fået titlen “Magt og (m)ulighed”. Man kan hurtigt se, hvad “forskerne” brænder for!
De forsvarer sig i et læserbrev i Weekendavisen med, at de sandelig ikke har afvist eksistensen af negativ social kontrol i de omhandlede miljøer, men at det hele fortrinsvis skyldes de “strukturelle” uligheder i det danske samfund. Undervisning i Koranen kan endog bidrage til at modvirke dette, har det vist sig i samtalerne med de rettroende.
Det er en mild kritik, når Dahl i den forbindelse taler om pseudovidenskab. Der er tale om et gennemført politisk budskab i falsk klædebon. Dekanen for humaniora på RUC forsvarer imidlertid rapporten og siger til KD, at der er tale om et “fagligt” bidrag fra to “fagligt” velfunderede forskere.
Her er vi ved kerneproblemet: At “fagligheden” i væsentlige dele af universitetsverdenen er næsten neutraliseret af en stærkt politiserende tendens. Dele af universiteterne har på den måde udviklet sig til at blive en slags venstreradikale holdningsfabrikker. Det hænger naturligvis sammen med, at langt hovedparten af de ansatte er yderst venstredrejede. I den forbindelse er det jo pudsigt, at mange af disse mener, at f.eks.” (gamle) hvide mænds” indsatser i videnskaben er “woke” og generelt fanget i reaktionære strukturelle fælder. Mens den venstredrejede forskermasses snowflakes naturligvis ikke er styret af deres personlige holdninger.
Eksemplet med RUC-rapporten er symptomatisk for en stor del af universitetsforskning. Og holdningen skyller ud til andre uddannelsesinstitutioner, museer og selv private erhvervsvirksomheder, der gerne vil være med på noderne. På universiteterne er også naturvidenskabelige områder smittet, omend i mindre grad. Biologer har således ofte stærke holdninger, som de har svært ved i forskningen at distrahere fra. Køn og klima kan være et problem, og klimaforskere, der ikke tror på den menneskeskabte kultveilte-udledning som vigtigste drivkraft i klimaforandringer, har det ikke nemt.
Søren Villemoes spørgsmål om muligheden for at få undersøgt spørgsmål og sammenhænge, man ønsker mere viden om, er altså yderst relevant, og han har nok ret i sin konklusion, men også på mange flere områder, end dem han anfører. Universiteterne betales jo af staten (skatteyderne), men på væsentlige felter kører de deres eget, lukkede ideologiske løb. De har skam bestyrelser, som imidlertid hverken har ønsket eller evnet at rette op på udviklingen. samt rektorer der nærmest har gjort situationen værre i deres egen krybende politiske korrekthed. Hvor længe kan det blive ved ?