Man kan danne mange billeder af, hvorledes journalister skal bedømmes og behandles i forhold til måden, de griber deres metier an generelt på, og hvordan de tackler det amerikanske valg og andre stofområder specielt. Faktum er, at begreber som troværdighed og etik ikke rimer på mainstream mediernes måde at rapportere om virkeligheden på.
En sag er journalisternes politiske ståsted, det kender vi via statistikken fra Journalisthøjskolen, der har fastslået, at op mod 3 ud af 4 stemmer til venstre for midten. En anden ting er, at journalister i dag helt usminket rapporterer politik med udgangspunkt i deres egne politiske synsvinkler.
Inden for mit felt som forsvarsadvokat svarer det til, at jeg kun ville tage etnisk danske klienter ind som lovovertrædere, eller at jeg undlod at påberåbe mig frifindelsesargumenter i min repræsentation af klienter med anden festlig herkomst. Stopklodserne i mit moralske kodeks ville forbyde det. Men, ak nej, som journalist kører man på uden kodeks eller med et nedslidt etisk af slagsen.
Lakmusprøven, det amerikanske valg, viste, hvor rusten journaliststanden er ved både optakten til og udfaldet af forløbet. Men, de seneste lakmusprøver har så i øvrigt også været COVID-19 narrativet med vacciner, indskrænkning i bevægelses- og ytringsfrihed, samt i retten til at italesætte den måde, hvorpå myndigheder og politikere ville regulere og fastsætte snævrere og snævrere rammer for, hvordan vores samfund skal indrettes.
Journalister er de venstreorienterede magthaveres vagthunde og ikke borgernes. Eksistensberettigelsen er væk. Vil man overleve, er man nødt til at genopfinde det, der dannede rammer om det at informere og oplyse frem for at propagandere for mindre frihed. En dag vil præsten Martin Niemüllers ord gå op for dem, når de selv bliver hentet.
De bagvedliggende faktorer, som præger opinionsdannelsen i den vestlige verden, er både ejerkredsene bag de styrende medier og de udøvende journalister. Ejerkredse og journalister har helt andre interesser og dagsordener end dem, der relaterer sig til almindelige menneskers dagligdag og behov.
Globalistiske konglomerater i medieindustrien har rod i ejerkredsene omkring selskaberne Blackrock og Vanguard, og de har samme talfordeling som journalisternes ståsted til venstre for midten, dvs. det er 3 ud af 4 af de dominerende mediekoncerner, der ejes på en eller anden måde af Deep state-kræfter.
Selvforstærkende er kombinationen mellem ejerkredse og journalisternes tro på at have carte blanche til at fylde modtagerne med afarter af tankegodset efter socialismens fader, Karl Marx.
Pudsigt er det, at superkapitalismen i dag går hånd i hånd med marxismens spillere på den mediemæssige bane. Og man kunne med rette spørge sig, hvordan anomalien er opstået.
Fællesnævneren er målet om at fortrænge andre aktører, det autoritære, det intolerante. Frihed og demokrati i mainstream tankegang er at følge marxismens og globalismens dogmer i bedste Orwell-stil.
Når man som i USA har et topartisystem bestående af på den ene side en folkelig bevægelse under en skarp lederfigur som Trump, som repræsenterer det oprindelig tankegods bag den amerikanske forfatning, og drømmen om at enhver er sin egen lykkes smed, og på den anden side et parti som Demokraterne, hvis ledelse er taget som gidsel af de yderste venstre radikale kræfter, så kan det ikke undre, at medierne, dvs. tv-stationer og den trykte presse, bakker op om Kamala Harris.
I de sidste 8 år, hvor Trump har været lederfigur på højrefløjen i USA, er der ikke gået en avis eller en tv-dag, hvor journalister har forspildt muligheden for at kritisere og stigmatisere ikke kun Trump selv, men også hans støtter, det være sig hans rådgivere, som hans vælgersegment. Affaldssegmentet, som Biden kaldte det.
Heldigvis var over 50% af de amerikanske vælgere fri af den agitation og propaganda, som mainstream medierne har udspredt af gift omkring det Republikanske partis mål om at komme i hus med kandidaten Trump. Ellers ville lyset have været slukket for tid og evighed for både den amerikanske forfatning og den vestlige verdens fortsatte beståen. Derfor var valgets udfald så vigtigt.
At der venter et opgør med Deep state, er oplagt. Og tak for det. Selskaberne Vanguard og Blackrock bør splittes ad i atomer.
Pressen i dag har sat kikkerten for det blinde øje. Helt oplagte katastrofer i Biden-administrationen er i værste fald ikke blevet omtalt eller i bedste fald er blevet nedtonet. Migrationen in mente. Det er helt efter bogen omkring skredet mod et totalitært samfund. Og så klinger det så meget desto mere hult, når Trump bliver synonym med vesterlandenes og demokratiernes undergang. Man ser splinten i andres øjne, men ikke bjælken i sit eget. De mange straffesager mod Trump har alle rod i det Sovjetiske kommunistpartis arvtager i USA i skikkelse af Demokraterne.
To generationers hjernevask herhjemme i Danmark med Ritt Bjerregaards enhedsskole parret med dansk kræmmersjæl har på sin side skabt de 96% af danskere, der hader Trump.
Danskerne, vi har på vores side selv valgt en vej brolagt til helvede. Når man ikke er i stand til, som et flertal af amerikanerne, at være selvkritisk og vælge marxisme og fake news-presse fra, så skal man hverken klage over for høje skatter, stigende islamisering eller en usikker hverdag og en forringet realløn. Man ligger som man selv har redt. Og det gælder hele spektret af Socialdemokratier med forskellige bogstavkombinationer, hvad enten det er V, K, LA eller SF. De er alle med til at følge en globalisme på vej mod mindre frihed og mindre Danmark.
De under 10% af danskerne, der er ægte konservative, vi kan enten vælge at emigrere eller fortsætte den ørkenvandring som både politikere, vælgere og navnlig journalister har beredt for os. Der er kun en ting at håbe på: Gud bevare Danmark, for danskerne i dag gør det ikke.