Statsminister Poul Schlüter udtalte engang i sin regeringsperiode, at ideologi var noget bras. Han ville gerne give indtryk af at være en handlingens mand, en der fornyede konservatismen i de år, han stod i spidsen for regeringerne i årene fra 1981 til 1993. I hans tidligere virke som advokat oplevede en af min afdøde venner ham som en letbenet kollega af slagsen. Det set i lyset af, at jeg selv er inden for advokat-gebetet. Det var måske et klarsyn, der kunne have forklaret mange af de konservative fejltrin, Schlüter begik.
Om Schlüter var det ene eller det andet, ved jeg ikke. Jeg kan alene bedømme ham i et historisk lys og sammenligne ham med den konservative ideologi, jeg selv er fortaler for. Jeg har mødt Schlüter i levende live fra hans glansperiode til hans ældre dage, og ligesom hans samtidige vil jeg ikke undlade at komplimentere ham for at have haft en inciterende evne til at gribe nuet og gribe vælgere fra alle fløje, fordi han kunne sælge sine budskaber. De var bare ikke særlig konservative.
Men, det kræver trods alt sin mand at sidde for bordenden i statsministeriet i så mange år som Schlüter gjorde op gennem 1980’erne, med skiftende flertal og en socialdemokratisk opposition præget af en studentikos tilgang til udenrigs- og forsvarspolitik udmøntet i den såkaldte fodnotepolitik.
Det sidstnævnte begreb dækker over en anti-amerikansk politik i det forsvarspolitiske Atlant-samarbejde, hvor Schlüter regeringerne måtte leve med at skulle glatte ud i aksen København-Washington, hver gang en Lasse Budtz fandt det for godt at skulle markere et socialistisk synspunkt, når der var et folketingsflertal herfor. Og vel at mærke ikke udskrive et valg i konsekvens heraf.
Sammenligner man Schlüter med de Konservatives nuværende leder, Søren Pape, så er ideologi stadig noget bras set i forhold til den faktuelle udformning af den politiske dagsorden, Pape står for. For mange konservative har ikke forstået, at partiet står på mål for en ideologi, der i sin kerne oprindeligt byggede på opfattelsen af, at al tænkning tog udgangspunkt i Gud, konge og fædreland. De synes det er altmodisch, de vil hellere være hippe. Læs: semi-Radikale.
For det første har Søren Pape ikke Poul Schlüters karisma, og for det andet er de Konservatives nuværende rygvind mere et udtryk for et fravalg af Venstres Jacob Ellemann og DF’s slingrefis frem for et tilvalg med hjertet af Pape som kommende leder af den blå blok på Christiansborg efter et nyvalg.
Hvis man lod Observa eller Voxmeter udforme neutrale spørgsmål om, hvorfor en udvalgt skare af vælgere ville stemme Konservativt i dag, frem for DF eller Venstre, så ville udfaldet helt sikkert være præget af emotioner frem for en klar stillingtagen til, om Pape var den rette til at vogte de konservative dyder.
Man skal ikke underkende Papes evner som leder al den stund, at det også kræver en indre disciplin og styringsevne at gå fra at repræsentere langt under 10% af vælgerne til i dag, at ligge på niveau med 1980’erne, da Schlüter stod på magtens tinde, dvs. lige under de 20% i vælgertilslutning.
De Konservatives kontinuerlige akilleshæl har de sidste 40 år været et alt for tæt samarbejde med de Radikale og en al for voldsom glæde ved det overnationale samarbejde i EU. Man kan ikke på en og samme tid repræsentere et nationalt konservativt vælgersegment, og en dertil hørende ideologi, og så et ultraliberalistisk segment, der gerne så både Dannebrog erstattet af EU’s blå-gule flag og grænsen mod syd udskiftet af et overvågningskamera.
En anden af mine afdøde konservative venner sagde altid: “Kun en tåbe frygter ikke de Radikale”. Det har jeg skrevet mig bag øret. Han stiftede KU i Bandholm i 1937 og døde først for få år siden.
Selv meldte jeg mig ud af Konservativ Ungdom i 1983, da man i Schlüters 4-kløver regeringstid ændrede udlændingeloven og gennemførte et de facto regel i asyllovgivningen. Hermed tillod man asyl, blot man kunne dokumentere et ophav i et uropræget område af kloden. Det er her miseren til den nuværende masseindvandring skal søges. Det er her de Konservatives historiske fejlbedømmelse ligger placeret.
Og det har man stadig ikke erkendt. Schlüter nåede før sin død i interview alene at tilkendegive, at man ikke kunne vide, at der ville komme så mange. Hvorfra han havde den opfattelse er det for sent at få ham afæsket en forklaring på nu, men mig bekendt har man som statsminister en forpligtelse til at søge ethvert spørgsmål dækket af en undersøgelse via de embedsmænd og ministerier, man er udstyret med.
Hvor svært kunne det være at trække på inden- som udenlandske erfaringer i at lempe asyllovgivning også set med brillerne, man var udstyret med i 1983, inden man lod de Radikale overtage kontrollen med, hvem vi vil have ind i Danmark?
Set med mine briller var Schlüters grundindstilling om, at ideologi var noget bras, hovedårsagen til, at vi i Danmark i dag har et splittet samfund opdelt i etniske enklaver af hhv. danskere og typisk migranter samt deres efterkommere med islamisk baggrund. Og Pape har ikke signaleret, at han har tænkt sig andet og mere end at stå som afdelingsbestyrer i afdelingen for reparationer og småtingsafdelingen af at ændre radikalt på fortidens fejl.
Åbne grænser, konventionsbinding og en større respekt for gulnet papir omkring menneskerettigheder rimer mere på de konservative den dag i dag end respekten for Gud, konge og fædreland. Det, at de Konservative har givet kål på at slippe de oprindelige grundbegreber i konservatismen, er årsagen til, at Nye Borgerlige har fået så meget medvind på cykelstierne.
DF er ikke et nationalkonservativt parti, men mere et parti, der har skulle samle op på utilfredse socialdemokratiske vælgere, der ikke brød sig om slap udlændingelovgivning og dårlig pensionistmad. DF’s økonomiske politik er funderet i det socialdemokratiske bagkatalog.
Vælgere er troløse. De vælger typisk enkeltsager og partilederes udstråling frem for at tage udgangspunkt i fremtidsorienteret og ideologisk politik. De sidste 50 års socialdemokratisk fordummelses politik på skole- og uddannelses området har også dygtigt fjernet den gennemsnitlige elevs eller studerendes evne og mulighed for at få højnet indlæringsniveauet på de enkelte hjernehylder.
Det har i høj grad også hjulpet til at formå at fratage vælgerne mulighederne for en dybere indsigt i ideologier og deres betydning for den politik, der føres af partierne på tinge. Når historie- og samfundsundervisning samtidig har været præget af et ordenskapitel af et lærerkollegium funderet i venstre side af det politiske spekter, så har det været op ad bakke for ønsket om, at også nationalkonservative tanker skulle have både en ret og en lov til at blive forkyndt i medie- og skolesammenhæng.
Hvis jeg skal forsøge at samle op på et godt råd til den blå vælger, så må det være et krav om, at man som konservativ tager det alvorligt det at brande sig som sådan. Ideologi er udgangspunktet for hele venstrefløjens dygtigt førte markering siden man formåede en konservativ justitsminister Knud Thestrup til at frigive billedpornografien tilbage i 1969. Ungdomsoprøret året før var blot en foreløbig kulmination på, hvor det siden hen har bevæget sig hen af.
Danskere med en blå baggrund står her 54 år efter ungdomsoprøret i 1968 ved en skillevej. Vil man vedblivende lade semi-konservative politikere, der mere af navn end af gavn vansmægter den konservative ideologi, fortsætte med at køre fædrelandet i afgrunden eller vil man gerne se reelle ændringer i den måde, vores land udvikler sig på? Det er her fokus skal sættes.
Jeg tænker på, hvor Danmark bevæger sig hen kulturelt, religiøst og i forhold den etniske sammensætning af Danmarks befolkning. Jeg tænker på den måde, hvorpå marxistisk tankegang overalt finder nye og mere subtile afarter at tænke- og handlemåder.
Ekstremismen inden for hvilken den internationale marxisme finder nye vandveje er mangefacetteret. Woke-bevægelsen, fake news-pressen, metoo, BLM, The great reset, NWO og hadet til Trump og patriotisme er en del af en samkoordineret plan for den måde, hvorpå de røde magtorganer har udviklet sig siden 1960’erne.
Marxistisk ideologi fortjener kun at ende på historiens mødding. Fangelejre, magtmisbrug, overvågning, kontrol, ensretning og en disharmonisk samfundsudvikling baseret mere på moralske holdninger end på virkeligheden rimer på de politikere, vi oplever maltraktere frihed, stabilitet og lighed via en ny verdensorden. Covid-19 var en gave til rød fraktion. Det være sig Canadas Trudeau, USA’s Biden eller de rød-grønne helveder i Tyskland, Frankrig og Sverige.
Konservatismen har ideologisk gennem århundrederne udviklet sig fra at være det etablerede, de riges og de velstilledes beskyttere til i dag at stå som garant for beskyttelse af oprindelige folk, for den enkelte borger, som garant for frihedsrettigheder, den frie presse, og først og fremmest for bekæmpelse af de venstreradikale politiske kræfter, der truer med at opsluge enhver demokratisk og humanistisk tankegang.
Så mere end nogensinde før er der brug for den rene vare, det rene blæs i den konservative trompet. Men, det gør det ikke alene. For hvis formidlerne af de konservative budskaber fortsat kun agerer med udgangspunkt i de termer og på de vilkår, som tidens røde tankegods sætter, så hjælper det stort. Konservative formidlere må hellere kalde sig Radikale, eller det, der er værre, end at smykke sig med titlerne af at forsvare de dagsordener, der alt for længe har været negligeret, dvs. de tanker, som konservatismens engelske fader, Edmund Burke, lod udforme i slutningen af det 17. århundrede.
Det kan aldrig blive en konservativ hjertesag at støtte et EU præget af globalister og pro-islamister, det kan aldrig blive en konservativ hjertesag at støtte globalisme, åbne grænser eller masseindvandring. Hvis ikke konservatismen fungerer på sine egne vilkår, på sin egen banehalvdel og i øvrigt forkyndes af politikere med et ægte konservativt ideologisk sind, så vil både den vestlige verden og vores eget Danmark bevæge sig mod et globalistisk kaos funderet på islamiske og marxistiske fascistoide levevilkår.
Hvis konservative politikere svigter i Danmark efter et nyt folketingsvalg og bliver for forligsivrige tilsvarende som kollegerne har gjort det i CDU/CSU i Tyskland, de Moderate i Sverige og i talrige andre konservative partier i Vesteuropa, så vil trenden fra de sidste 40 år endegyldigt have aflivet det åndelige tankegods, det har taget flere hundrede år at udvikle. Glem det aldrig; Gud, konge og fædreland, om du så bliver vækket midt om natten af farer, der luer, og bliver spurgt, om hvad der betyder mest for dig efter din familie og dine nærmeste.
Kæmp for alt, hvad du har kært
dø om så det gælder
da er livet ej så svært
døden ikke heller
(Christian Richard)