Alle civilisationer har en levetid. Historisk er der en cyklus, som nærmest følger årstiderne. Fra forår, sommer, efterår til dyb vinter, al tings udleven og til at civilisationer bliver lagt i graven.
Hvad enten det har været Ming-dynastierne i Kina, mayaernes i Sydamerika, perserriget, grækerne, Romerriget, de ægyptiske farao-kulturer, så er de alle sunket i jorden. Kun Romerriget og dets skriftlige kilder danner rammen om juridiske termer og begreber. Alt hvad der er efterladt af paladser, obelisker og akvædukter, vidner om et Romerrige, som på mange måder var vores egen civilisation overlegent. Det faldt da fremmede kulturer, som nu, strømmede ind, da ånden og disciplinen dalede. Det var efter min opfattelse ikke kristendommen, men slaphed, der tog livet af Romerriget. Præcis som i dagens Vesteuropa.
Det der først og fremmest har præget vestlig kultur, har været en evolutionær udvikling fra forfinelse af tankesæt, afstandtagen til kolonialisme, til udvikling af frihedsrettigheder, humanistisk tankesæt, afstandtagen til fascisme, kommunisme, marxisme, demokratisk socialisme, hensyntagen til minoriteter og respekt for det enkelte menneske. Alt sammen kittet sammen af kristendommen, som grundpillen for den vestlige civilisation. Vor kultur peakede i 1960’erne. Siden hen er degenerationen sat ind.
Degenerationen er indtrådt med en stadig højere grad af autoritær, marxistisk tankegang genoplevet i centralstyring fra EU, tilsat klimahysteri og overdreven hensyntagen til allehånde etniske og seksuelle minoriteter samt migranter og deres negative indflydelse religiøst og kulturelt på vort eget kristne fundament og levevis. Religionen i dag er de nye tankesæt og venstreorienterede dogmer om, at hensynet til masserne er vigtigere end hensynet til den enkelte, marxistisk woke-hysteri og troen på, at der findes andet og mere end mænd og kvinder som biologiske væsener.
Vaccine-diktaturet var en udløber af både despekt for det enkelte menneske, for videnskaben og for at lade Deep state-kræfter overtage demokratiets og fornuftens spilleregler.
Familiestrukturen som tidligere var det bærende element i den vestlige civilisation, er borte. I stedet oplever vi, at egoisme og faldende fødselstal vinder frem. Åndløshed, rodløshed og respektløshed får lov at vinde frem, når samfund ikke længere er levedygtige. De er sygdomstegn. Diagnosen på det syge samfund skyldes marxisme og globalisme. Modgiften er patriotisme, nationalisme, familieværdier, kristendom og frihed, som kun skabes i et samfund, hvor den enkelte ikke er bundet af snærende bånd. Frihed under ansvar.
Min profeti er, at historikere om 2000 år eller bare om 500 år, ikke finder nogen endnu levende, vitale åndelige spor fra den tid vi lever i. Gamle udlevede bygninger måske, men det er alt, der vil minde om vores hverdag.
Som perserriget, der faldt med Alexander den store, må vi i miniatureudgaver se vor civilisations endeligt og nøjes med nutidige, giftige, autoritære ledere som Canadas premierminister Trudeau, der forbyder kristendoms forkyndelse uden for kirkerum, og kalder det had-tale. Vi må leve med en Biden- administration, som assisteret af Deep state-medier fysisk og åndeligt lægger fundamentet for USAs forfatning i graven. Vi må se et Frankrig, England, Holland og Belgien, Sverige synke ned i islamiserede byer og samfund, som kun er skygger af fortidens Europa, mangfoldighedernes Europa.
På vor egen hjemmebane oplever vi autoritære lederskikkelser som en senmarxistisk åndsamøbe, Mette Frederiksen, assisteret af en gennemkorrupt liberal levebrødspolitiker, Lars Løkke Rasmussen, tage livet af og fjerne respekten for grundlovssikrede forpligtelser samt en tro på og respekt for folkestyret. Liberalisme og marxistisk autoritær styring er smeltet sammen i dag.
På verdensplan har den dybe stats aktører overtaget, hvad der tidligere blev bestemt fra regerings palæerne i de enkelte hovedstæder. Løgnepressen og venstrefløjen har overtaget, hvad der tidligere var en af grundpillerne i den vestlige civilisation, nemlig den fri presse i bladhuse, på radio- og tv-stationer, og på de sociale medier.
Hvis vor vestlige civilisation skal overleve, forudser jeg, at det bliver et blodigt opgør, et fysisk opgør, men et nødvendigt opgør.
Hvis udviklingstendenserne fremskrives, vil sporene efter vestlig civilisation kun findes i fjerne egne, blandt minoriteter, og ikke hos majoriteten. For Vesteuropas vedkommende vil islamisering og migration fjerne al europæisk etnicitet, nationalitet og med det den kristendom, tankesæt og kulturgrundlag.
De generationer af europæere, der lever i dag, er de enkelte slægtled i en lang kæde, der rækker tilbage til vores civilisations oprindelse. Den vestlige civilisations kæde er ikke stærkere end de svageste led, og det er os, der er de svage led, det er de ledere, vi har i vor tid, der er de vælgere, der stemmer på dem, der er de svage led.
Vi er blot bølgeskvulp på historiens hav. Vi er efter min bedømmelse i vor civilisations vinter. Kun de stærkeste frø, som vi sår, vil kunne overleve i den frostbundne jord. Lad det være de ledere, vi endnu har til gode, som bærer styrken og troen på en vestlig civilisation båret af Gud, konge og et fædrelandenes Europa. Og som ikke vil lade Jesus Kristus have lidt forgæves på korset for menneskeheden. Men, der er langt til forårets komme, kan jeg mærke. Amen.
