Danske politikere er verdensmestre i at holde skåltaler garneret med flotte målsætninger og hensigtserklæringer, der aldrig bliver til noget. Det gælder også statsministerens nytårstale, der er fyldt med urealistiske løfter målrettet den godtroende, uoplyste og uvidende gennemsnitsvælger. Lad os se nærmere på højdepunkterne i statsministerens nytårstale.
”I år vil vi træffe beslutning om en ny og ambitiøs afgift på CO2. Den skal sikre, at de virksomheder, der belaster klimaet, selv betaler for deres udledning”, sagde Frederiksen.
Rapporten “Beskæftigelseseffekter af drivhusgasbeskatning”, som Det Miljøøkonomiske Råd har udarbejdet, viser, at afgiften vil gå særligt hårdt ud over de lavtuddannede job i Vestdanmark. Gennemsnitligt vil afgiften koste hver fjerde i landbruget og hver tiende i relaterede erhverv, hvilket kan være slagterier og mejerier, jobbet. I alt vil 21.000 årsværk forsvinde fra slagterier og mejerier, 20.000 vil miste jobbet i den øvrige fødevareindustri og 12.000 job vil forsvinde i beton- og teglværksindustrien. Vi tvivler derfor på, at regeringen vil vælge at gennemføre initiativer, som vil føre til et massivt tab af jobs i Vestdanmark, og som potentielt kan føre til social uro i stil med ”de gule veste”.
”At rejse er at leve, og derfor flyver vi. Men det er samtidig skadeligt for vores klima. Tænk, hvis Danmark kan være med til at løse det problem. Vi skal gøre det grønt at flyve. Senest i 2025 skal danskerne have mulighed for at flyve grønt på en indenrigsrute”, sagde Frederiksen.
Sagen er bare, at en klimaafgift i sig selv ikke vil have nogen væsentlig CO2-reduktion. En fløjet kilometer bliver med andre ord ikke grønnere af, at man har betalt en passagerafgift på f.eks. 50 kr. Det skal i den forbindelse fremhæves, at i teknologisk henseende er den globale luftfart fortsat meget langt fra miljøvenlige løsninger. Selv om der eksperimenteres med biobrændsel og elfly, er de indtil videre at betragte som nicheløsninger, der ikke kan bruges i den skala, som klodens lufttrafik har. Det er fint at satse på forskning, men det er fortsat meget usikkert, om forskning overhovedet kan føre til brugbare alternativer.
”Vi har foreslået en række initiativer, der skal få flere i arbejde. Vi vil blandt stramme dimittendreglerne, så nyuddannede hurtigere kommer ud på arbejdsmarkedet”, sagde Frederiksen.
Debatten om den høje dimittendledighed er efterhånden en af dansk politiks evergreens. Virkeligheden er, at eliten i dette land beskytter sine ledige akademikerbørn og mener, at det er rimeligt, at kassedamen i Netto betaler gildet. Hertil kommer, at dimittendsatsen er en direkte statsstøtte til fagforeningerne og a-kasserne, som har en klar interesse i at opretholde det nuværende system. Vi tvivler derfor på, at regeringen vil gennemføre en væsentlig stramning af dimittendreglerne.
”Vi skal ikke have fri indvandring til Danmark, men vi skal kunne hente arbejdskraft ind, som der er mangel på”, sagde Frederiksen.
Kampen mellem arbejdsgiverne og fagbevægelsen om billig ikke-vestlig arbejdskraft har stået på i mange år. Mens arbejdsgiverne skriger på arbejdskraft og kræver lempelser i adgangen til arbejdskraft fra lande uden for EU, mener formanden for Fagbevægelsens Hovedorganisation, Lizette Risgaard, at virksomhederne kan hente mere arbejdskraft ved at tage flere lærlinge, få flere indvandrere i job, blive bedre til at bruge seniorerne og ansætte flere af dem samt ansætte flere på fuld tid. Og så er der 15-16 millioner ledige i EU, så der er nok at tage af, mener Lizette Risgaard. Vi tvivler derfor på, at fagbevægelsen vil gå med til at sænke den nuværende beløbsgrænse for, hvad udlændinge uden for EU må tjene for at komme til Danmark og arbejde. Siden 2016 er beløbsgrænsen steget fra 375.000 kr. til 445.000 kr.
”Regeringen vil erstatte passiv forsørgelse med en entydig arbejdslogik for borgere med et integrationsbehov. Kan man ikke få arbejde, skal man fremover gøre nytte for sin ydelse”, sagde Frederiksen.
Socialdemokratiet har lanceret forslaget om en 37-timers arbejdspligt eller aktivering for ledige muslimer i april 2021. Fagbevægelsens reaktion kom prompte: ”Snart præsenterer regeringen sit forslag om, at udlændinge, der kommer til Danmark, skal deltage i aktivitet 37 timer om ugen til gengæld for at modtage en offentlig ydelse. Men! Og der er et men. Det må ikke være sådan, at indvandrere på offentlige ydelser bliver brugt til at udkonkurrere de medarbejdere, der medfinansierer velfærden. Det ville ikke blot tyndslide samfundskontrakten, men sætte den i flammer. Vi må ikke falde tilbage til fortidens synder og erstatte eksisterende jobs med f.eks. gratis rengøring. Det hensyn bliver politikerne nødt til at adressere, hvis de vil undgå at skabe unødvendig modstand mod et i øvrigt fornuftigt forslag”, advarede Lizette Risgaard i Berlingske.
Vi tvivler på, at regeringen vil gennemføre den bebudede 37-timers arbejdspligt. Det feminine og berøringsangste danske DNA er ganske enkelt ikke gearet til at gøre det, som for alvor batter noget i forhold til ledige muslimer: svinge pisken og smække kasserne i.
”Hånden på hjertet – vi har ikke endnu den ældrepleje i Danmark, som vores ældre har fortjent. Vi skal derfor afskaffe den omfangsrige regulering og lovgivning på ældreområdet og starter helt forfra. En ny kort og præcis ældrelov”, sagde Frederiksen.
Alle regeringer de seneste 30 år har forsøgt sig med afbureaukratiseringsreformer, men de er alle fejlet. Ældreplejen er en skamplet på den danske velfærdsstat, men ligesom tilfældet er inden for sundhedsvæsenet forhindrer kommunerne af ideologiske årsager en udvikling, hvor den offentlige plejesektor får konkurrence, og hvor private leverandører kan komme i spil. Kommunernes standard argument er, at kun det offentlige kan varetage ældreplejen på forsvarlig vis, og at det eneste, der er brug for på ældreområdet, er flere penge og ansatte. Vi tvivler derfor på, at det lykkes for regeringen at gennemføre en væsentlig afbureaukratisering af ældreplejen.
”Efter snart to år med corona er vores sygehuse under pres. Og mange patienter venter på at få behandling. Når vi står midt i en svær pandemi, er tiden ikke til at gennemføre store forandringer i sundhedsvæsnet”, sagde Frederiksen.
Vi kan godt forstå, at regeringen ikke har lyst til inden det kommende folketingsvalg at udfordre de særinteresser, der sidder tungt på det offentlige sundhedsvæsen, og gennemtvinge en patientrettet refokusering af sundhedsvæsenet. Dansk sundhedsvæsen er uhelbredeligt sygt, fordi sundhedsvæsenets ejere – regionerne – ikke vil acceptere nye produktionsformer og organisatoriske rammer, som kan levere sundhedsydelser markant bedre og billigere. Hvert år skal der derfor sendes flere penge for at sundhedssektoren blot kan levere de samme skrabede sundhedsydelser.
”Danmark er et unikt land. Vi har tillid til hinanden”, sluttede Frederiksen af med at sige.
For to år siden mente Frederiksen noget helt andet. Tillid var nemlig nøgleordet i hendes første åbningstale til Folketinget. Over 30 gange kom hun ind på tilliden − eller manglen på samme − da hun gik på talerstolen foran det nytiltrådte folketing og kongefamilien. Tilliden i Danmark revner på en lang række områder, lød det fra statsministeren.
Danmark ligger konstant i toppen af internationale målinger af tillid i samfundet. Også i dansk selvforståelse er Danmark et højtillidssamfund, men virkeligheden er, at danskernes tillid til politikerne, myndighederne og andre borgere er kraftigt på retur. Det kan man læse mere om her.
Godt nytår.
André Rossmann