Efter længere tids efterforskning af netværk, der har distribueret narkotika, har Københavns politisafdeling, Særlig Efterforskning Øst, i dag foretaget anholdelse af 4 mænd og 2 kvinder i alderen 24 til 31 år København og på Frederiksberg. Alle 6 personer mistænkes for at have en rolle i et netværk, der har forestået distribution af større mængder kokain og hash.
I forbindelse med aktionen er der ransaget 11 adresser, som de anholdte har tilknytning til. Under disse ransagninger er der beslaglagt kontanter, et mindre kvantum hash og en række beviser til sagen.
”Vi er meget tilfredse med dagens aktion, der er forløbet uden problemer. Der forestår nu yderligere efterforskning, og vi kan ikke udelukke, at der kommer flere anholdelser i sagen” udtaler Mads Helios, vicepolitiinspektør i Særlig Efterforskning Øst. tre af de anholdte vil i eftermiddag blive fremstillet i grundlovsforhør i dommervagten i København med krav om fængsling.
Anklagemyndigheden vil i forbindelse med eftermiddagens fremstillinger i dommervagten i København begære dørlukning.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)