100 dage til slutningen på en æra

Misty, Zologisk Museums 17 m lange Diplodicus, bliver pakket ned efter den 23. oktober , for at indtage sin plads i den nye museumsbygning i Botanisk Have, som står klar til at modtage publikum om et par år. Foto: Jens Astrup, Statens Naturhistoriske Museum

Fredag den 15. juli, var der 100 dage til at Zoologisk Museum i København lukker. Mens uret tikker ned, kan du efter sommerferien blandt andet opleve historier om museet fra en række kendte danskere. Så kridt skoene og oplev museet, før slutningen på en 52-årig æra.

Det nye Zoologisk Museum blev indviet med pomp og pragt den 2. november 1970. 52 år senere, søndag den 23. oktober i år, er sidste åbningsdag fort museet. Lukningen er en del af forberedelserne til samlingen af Statens Naturhistoriske Museum i den nye bygning i Botanisk Have, som efter planen åbner for publikum om et par år.

– Rigtig mange danskere har besøgt museet gennem tiderne. Mange af dem har efterfølgende taget både børn og børnebørn med, for få ny viden om naturens forunderlige verden. Nu samler vi hele Statens Naturhistoriske Museum i en ny, fantastisk bygning, men vi forlader ikke den ikoniske bygning, der har huset Zoologisk Museum i 52 år, uden en fest. Så de næste 100 dage er sidste chance for at få de gode oplevelser på museet for hele familien, inden vi afslutter med manér i efterårsferien 2022, siger Peter C. Kjærgaard, direktør for Statens Naturhistoriske Museum.

På Statens Naturhistoriske Museums hjemmeside finder du nyt om events, rundvisninger og den aktuelle pop-up udstilling på museet – ’Danmarks bedste naturfoto’.

 

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)