Om de løgne, der førte til destruktionen af Ukraine.

Debatindlæg af  Pascal Lottaz, adjungeret professor i europæisk politik ved Temple University, Japan Campus (TUJ), Kyoto.

Den britiske historiker Geoffrey Roberts afslører, hvordan propaganda, afvisningen af diplomati og vestlig hybris pustede til ilden og forårsagede krigen i Ukraine.

Den britiske historiker Geoffrey Roberts (se note) blev for nylig interviewet på video-serien Neutrality Studies. I videoen forklarer Roberts systematisk, hvordan forvrængningen af historien og den afgrundsdybe degenerering af moralen hos Vestens ledere i forening fremkaldte eskaleringen af en relativt simpel politisk krise i Østeuropa og lod krisen udvikle sig til én af de blodigste krige i indledningen til det 21. århundrede (og nej, denne krig er ikke den eneste!)

Propaganda-krigen

Krigen i Ukraine er blevet viklet ind i en tyk sky af propaganda, der er så uigennemtrængelig, at endog basale historiske realiteter er blevet skubbet til side. Og dog står kendsgerningerne urokkelige: Ruslands beslutning om at iværksætte en ”Special Military Operation” i Ukraine var – uanset hvor vidtgående og beklagelig den var – ikke fremkaldt af uansvarlig imperialisme, men af et langvarigt og ofte gentaget krav om at afslutte USA’s/NATO’s militære oprustning af Ukraine – hvilket endog New York Times har indrømmet i ikke blot en enkelt artikel, men i to artikler (se note).

I december 2021 lagde Rusland kortene på bordet: forslag om Ukraines neutralitet, stop for NATO-ekspansion og sikkerhedsgarantier blev præsenteret for Vesten i formel form. Vestens afvisning af disse forslag lod Rusland stå tilbage med den ubarmhjertige kalkulation, at en militær aktion ville udgøre en mindre fare end den passive accept af en voksende strategisk trussel tæt på Ruslands grænser. Den krig, der blev resultatet, var i sin kerne en fortsættelse af den eskalerende spiral – dvs. en fremtvunget udvidelse af holdningsudvekslingen med andre midler. For Rusland var det indledningsvise formål ikke en fuldstændig erobring af Ukraine, men derimod et forsøg på at fremtvinge en ordning, der indeholdt en anerkendelse af Ruslands grundlæggende bekymringer for sin sikkerhed.

Ignoreringen af kendsgerninger 

Men stik imod de fremlagte beviser – traktatudkast, forhandlingsoptegnelser og offentlige taler – går det vestlige narrativ ud på at afvise enhver form for anerkendelse af denne kompleksitet i sagen. I stedet er offentligheden blevet overøst med simplificerede historier om uprovokeret aggression og russiske drømme om at genoprette et russisk imperium; narrativer, der skulle tjene det formål at udelukke både seriøse overvejelser og genoprettelse af europæisk diplomati. Derved er den moralske bankerot i Vestens politiske kultur blevet fuldstændigt afsløret: sandhed blev ofret for propaganda, forståelse blev bagvasket som værende ”retfærdiggørelse” af Ruslands handlinger og stræben efter fred blev erstattet af det endeløse engagement i en proxy-krig.

Tragedien bliver dybere, når det tages i betragtning, at neutralitet ville være den oplagte løsning – og faktisk stadig er den oplagte løsning for det, der er tilbage af Ukraine. Neutralitet ville for Ukraine have været vejen frem til overlevelse, suverænitet og fred, uden at landet skulle underordne sig fuldstændigt under en enkelt geopolitisk blok. Men det største problem ligger i selve Ukraine: for betydelige dele af landets politiske elite og det ukrainske samfund blev neutralitet betragtet som forræderi – dvs. en afsværgelse af den vestlige identitet, som de stræbte efter at tilegne sig for enhver pris. Dette indenrigspolitiske dilemma, der blev forstærket og opmuntret af eksterne aktører, gjorde ethvert kompromis politisk giftigt.

Der er ikke tale om et strategisk uheld

Samtidig kunne magtfulde fraktioner i Washington og Bruxelles se strategiske fordele i at forlænge konflikten. Konflikten blev ikke anset for at være en uønsket katastrofe, langtfra! Tværtimod opfyldte krigen ambitionerne hos dem, der stræbte efter at svække Rusland, ekspandere Vestens indflydelse og genopruste Europa under NATO’s paraply. I dette lys fremstår afvisningen af at tilstræbe Ukraines neutralitet ikke som en tragisk ulykke eller et uheld, men som et bevidst moralsk svigt – dvs. et forsætligt valg om at ofre ukrainernes liv for at opnå geopolitiske gevinster. 

Søger man efter kernen i dette moralske kollaps, finder man den i Vestens forræderi over for sine egne tydeligt proklamerede værdier: friheden til at efterforske en sags virkelige sammenhæng, forpligtelse på sandheden og fredens forrang for krigen. Dette at forklare årsagerne til krigen, dette at forstå modpartens legitime sikkerhedsbekymringer og dette at tilstræbe en fredsordning gennem forhandling blev stemplet som forræderiske handlinger og ikke som samvittighedshandlinger. Den offentlige sfære, der engang formodedes at være det selvfølgelige sted for åben debat, blev omdannet til et forum for selvretfærdig krigsophidselse. Endog historikere og akademikere, der er uddannet til at sætte kompleksitet højere end slogans, overgav sig i stor udstrækning til tavsheden – eller værre: tilsluttede sig propagandaen.

I sidste instans: Virkeligheden

Dog har virkeligheden den egenskab, at den gennembryder illusionerne. De militære kendsgerninger på landjorden vil til syvende og sidst bringe en ende på konflikten. Rusland, der nu har konsolideret sin kontrol over dele af det østlige og sydlige Ukraine, søger begrænsede mål, nemlig at sikre Donbass, at neutralisere Ukraine og at beskytte sine strategiske grænser. Jo mere krigen trækker i langdrag, desto mere destruktive konsekvenser vil krigen få for Ukraine selv. Et mindre og neutralt Ukraine ville kunne overleve og blomstre op, i stor udstrækning ganske som Østrig og Finland gjorde det, efter at disse to lande havde gennemlevet deres egne mørke stunder med konflikter. At lade ideologisk had og trods afvise en sådan løsning vil ikke blot være et forræderi over for Ukraines fremtid, men vil også underminere det moralske grundlag, som international fred hviler på.

Denne krig – og alle de valg, som den afstedkommer – drejer sig ikke blot om grænser og alliancer. Det drejer sig alt sammen om den moralske struktur i verdensordenen. Villigheden til at forvrænge sandheden, at omsmede moral til et krigsvåben og at forlænge de menneskelige lidelser for at opnå kyniske gevinster er en skamplet, som kun vanskeligt lader sig fjerne. Kun en tilbagevenden til realisme, ærlighed og til det princip, at fred altid skal foretrækkes frem for krig, kan give os et håb om befrielse. 

______________________ 

Artiklen er oversat til dansk af Jens Kristian Bech Pedersen

Note:

1. Geoffrey Roberts er britisk historiker med speciale i Sovjetunionens diplomatiske og militære historie fra Anden Verdenskrig og op til moderne tid. Han har bla. skrevet bøger om Stalin og dennes generaler. Roberts var professor ved University College Cork i Irland. 

2. NYT-artikel 1: https://www.nytimes.com/2024/02/25/world/europe/cia-ukraine-intelligence-russia-war.html

3. NYT-artikel 2: https://www.nytimes.com/interactive/2025/03/29/world/europe/us-ukraine-military-war-wiesbaden.html

4. Historikeren Geoffrey Roberts på youtube-video:

https://www.youtube.com/watch?v=KDpRBXEQkhk

Kilde til oversættelsen: 

Pascal’s Substack:
https://pascallottaz.substack.com/p/the-lies-that-killed-ukraine