Vestergade, Herrestrup, Grevinge – Odsherred
Kl. 18.42 torsdag rykkede flere patruljer, herunder en hundepatrulje, ud til Vestergade i Herrestrup efter en anmeldelse om, at en ung mand var blevet overfaldet.
Politiet fik kontakt til en 14-årig ung mand fra Odsherred kommune, som var blevet overfaldet med spark og tillige stukket med en kniv. Han blev straks bragt til skadestuen til undersøgelse og behandling for et overfladisk sår som følge af knivstikket.
Området ved Vestergade blev undersøgt for eventuelle spor af politihundene, ligesom vidner til overfaldet blev afhørt.
Efterforskningen i sagen fik klarlagt, at den 14-årige havde en aftale om at møde på Vestergade med en anden i anledning af en intern uoverensstemmelser. Da han så to hætteklædte møde op, stak han af, men blev indhentet og overfaldet.
Politiet fik dog hurtigt sporet sig ind på identiteten af de to mistænkte, som blev anholdt kort efter kl. 20.00 på en adresse i Vig, hvor de opholdt sig.
De to anholdte var en 16-årig ung mand fra Holbæk kommune og en 18-årig mand fra Odsherred kommune. De blev begge bragt til politistationen i Roskilde, hvor de begge blev sigtet for grov vold mod den 14-årige. De sociale myndigheder blev underrettet om anholdelsen af og mistanken mod den 16-årige.
Begge anholdte blev løsladt kort efter midnat efter en nøje gennemgang af de fremkomne oplysninger i sagen, men de er begge fortsat sigtede og vil senere blive stillet strafferetligt til regnskab, når politiet har fået efterforsket optakten til og omstændighederne ved overfaldet.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)