16-årig anholdt for at bedrage enker

Københavns Politi har fredag morgen anholdt en 16-årig dreng og sigtet ham for medvirken til 40 tilfælde af bedrageri for knap 1,5 millioner kroner.

Bedragerierne er foregået ved, at kvinder, der lige var blevet enker, blev ringet op af en person, der præsenterede sig som enten bedemand eller repræsentant for skifteretten.

Kvinderne blev lokket til at betale fiktive bedemandsregninger eller fik at vide, at der for eksempel ville blive lukket for elektriciteten, hvis en regning ikke blev betalt. De forurettede bor i forskellige dele af landet og har hver især mistet mellem 8.000 og 117.000 kroner.

»Man er gået målrettet efter personer i en sårbar situation og har udnyttet dem groft. Det er en sag, vi ser meget alvorligt på, og derfor har vi efterforsket den intensivt. Efterforskningen fortsætter, og vi kan ikke udelukke, at der bliver rejst flere sigtelser,« siger leder af afdelingen for økonomisk kriminalitet ved Københavns Politi, vicepolitiinspektør Peter Reisz.

Ved anholdelsen af den 16-årige blev hans bopæl ransaget, og der blev fundet flere effekter, som efter politiets opfattelse kan knyttes til sagen.

Den anholdte bliver senere på fredagen fremstillet i Københavns Byret med krav om varetægtsfængsling.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)