18-årig Vollsmose-vanvidsbilist slipper med latterlig straf

Retten i Kolding idømte fredag den 11. september en 18-årig mand fra Vollsmose i Odense 30 dages ubetinget fængsel for særlig hensynsløs kørsel.

Den 10. april 2020 fik en motorcykelbetjent øje på en bil, der kørte meget stærkt på Taulovmotorvejen ved Fredericia. Bilen blev ført af den 18-årige mand, og på passagersædet foran i bilen havde den 18-årige en medpassager.

Motorcykelbetjenten foretog en hastighedsmåling, der viste, at den 18-årige kørte med 183 km/t, selv om han kørte på en strækning, hvor den tilladte hastighed var 110 km/t. I stedet for at standse, da motorcykelbetjenten ville have den 18-årige til det, fortsatte ham med uændret fart og foretog flere hasarderede overhalinger højre om på motorvejen.

’Efterfølgelsen af den 18-årige bilist fortsatte over Lillebæltsbroen, hvor den 18-årige midt på foretog en kraftig opbremsning, hvorefter han satte i gang igen og fortsatte sin kørsel,’ forklarer anklager Bjørn Dahl Larsen fra Sydøstjyllands Politi og fortsætter: ’I et forsøg på at identificere bilisten kørte motorcykelbetjenten op på siden af bilen, men det fik den 18-årige til at slingre voldsomt, mens han med den ene hånd forsøgte at gemme sit hoved i en trøje.’

Umiddelbart efter Lillebæltsbroen valgte den 18-årige at køre af på den første afkørselsrampe. Mens bilen kørte ad afkørselsrampen med en hastighed på ca. 40 km/t, sprang den 18-årige om på bagsædet, så bilen nu var førerløs. Passageren på passagersædet overtog kørslen, men endte til sidst med at trække håndbremsen, da de ikke kunne slippe væk. Passageren blev selv sigtet for at styre bilen fra passagersædet, og den sag vil blive behandlet selvstændigt på et senere tidspunkt.

I retten forklarede den 18-årige, at han nægtede at have ført bilen. Retten fandt dog hans forklaring utroværdig. På baggrund af motorcykelsbetjentens forklaring blev den 18-årige fundet skyldig i særlig hensynsløs kørsel.

Den 18-årige blev idømt 30 dages ubetinget fængsel. Han blev desuden frakendt førerretten ubetinget i 1 år, ligesom den anvendte bil blev konfiskeret.

Den 18-årige modtog dommen.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)