Den 30-årige er sigtet for drabsforsøg på en 29-årig mand torsdag morgen i Esbjerg. Den 29-årige er meldt uden for livsfare.
Syd- og Sønderjyllands Politi modtog torsdag klokken 08.40 anmeldelse om et knivstikkeri i Strandbygade i det centrale Esbjerg.
En 29-årig mand var blevet stukket i maven og blev efterfølgende indlagt til behandling på sygehus. Han er meldt uden for livsfare.
Politiet efterforsker hændelsen som et drabsforsøg, men kan endnu ikke sige noget om det konkrete hændelsesforløb eller motivet til hændelsen. Politiet har dog ingen formodning om, at der er tale om en banderelateret hændelse.
En 30-årig mand fra Esbjerg blev anholdt torsdag formiddag i det centrale Esbjerg og sigtet for drabsforsøg.
Flere andre personer har desuden været afhørt i forbindelse med hændelsen.
Anklagemyndigheden ved Syd- og Sønderjyllands Politi skal efterfølgende tage stilling til fremstilling i grundlovsforhør.
Politiet har frigivet gerningsstedet efter endt undersøgelse.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)