42-årig mand anholdt – fundet i besiddelse af flere hundrede ulovlige bomberør

På baggrund af oplysninger til politiet om, at en 42-årig mand angiveligt skulle sælge fyrværkeri fra en adresse i Brabrand, rettede betjente fra Østjyllands Politi mandag formiddag kl. 09.53 henvendelse på stedet for at undersøge forholdene nærmere.

 

Ved politiets ankomst til den pågældende lejligheden omkring opdagede betjentene, at et køretøj med tilknytning til den 42-årige mand holdt parkeret på stedet, og at der i bilen kunne ses en papkasse, som formentligt indeholdt fyrværkeri.

 

Betjentene bankede efterfølgende på døren i lejligheden og blev budt indenfor, hvorefter den 42-årige mand blev truffet og gjort bekendt med, at han var sigtet for at have overtrådt fyrværkeriloven. Han blev i samme forbindelse anholdt.

 

I forbindelse med en efterfølgende ransagning af lejligheden og den parkerede bil ved adressen fandt politiet i omegnen af 500 bomberør, 20 kanonslag og et par romerlys, som alt sammen blev vurderet til at skulle sælges videre.

 

”Vi ser med stor alvor på sagen med de mange bomberør hos den 42-årige mand, da det jo kan være forbundet med fare for naboer og andre, når man opbevarer så meget ulovligt fyrværkeri på det samme sted,” siger politiinspektør Brian Voss Olsen fra Østjyllands Politi.

 

Østjyllands Politi fortsætter sin intensiverede indsats og øgede synlighed i Brabrand den kommende tid i forbindelse med weekendens mange anmeldelser om påsatte brande og affyring af fyrværkeri.

 

”Vi er tilfredse med, at vi nu har fået fjernet en del ulovligt fyrværkeri fra området, inden det nåede at blive anvendt, men vi fortsætter vores øgede indsats og vil ikke tolerere, at nogle få uromagere skaber utryghed for alle de øvrige beboere i Brabrand. Vi efterforsker stadig sagerne fra weekenden for at se, om vi kan finde frem til nogen af gerningsmændene,” siger Brian Voss Olsen.

 

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)