Østjyllands Politi modtog natten til fredag anmeldelse om, at der var afgivet skud på en adresse i Viby J.
Natten til fredag kl. 02.30 modtog Østjyllands Politi anmeldelse om, at der var afgivet flere skud på Damagervej i Viby J. Flere patruljer kørte straks til stedet, og politiet har siden da været til stede i området.
De indledende undersøgelser har vist, at der er affyret flere skarpe skud mod en bygning. Ingen personer meldes tilskadekomne i forbindelse med skyderiet. Efterforskningen forventes at fortsætte på stedet hele formiddagen.
Det er politiets formodning, at skyderiet bunder i uoverensstemmelser mellem en gruppe personer i det kriminelle miljø, og at det har relation til branden på Gudrunsvej i Brabrand natten til tirsdag og et knivstikkeri på Øster Allé i Viby J lørdag.
Østjyllands Politi har haft ekstra patruljer på gaden i forlængelse af de to tidligere episoder, og i løbet af fredag vil den mobile politistation køre ud til området ved Damagervej fra kl. ca. 10.30-14.30. Her kan borgerne henvende sig, både hvis de føler sig utrygge, og hvis de har informationer om nogen af de tre sager:
‘Det er fortsat vores opfattelse, at skyderiet er sket i det kriminelle miljø, og vi efterforsker sagerne intensivt. Vi har stor forståelse for, at disse episoder kan skabe utryghed. Derfor vil vi fortsat være massivt til stede, og vi vil rigtig gerne i kontakt med borgerne,’ siger vicepolitiinspektør Thomas Schouby. ‘Det er helt afgørende, at man kommer til politiet, hvis man har oplysninger i relation til skyderiet, branden eller knivstikkeriet eller i øvrigt har brug for at tale med os.’
Østjyllands Politi opfordrer alle, som har information om sagerne til at kontakte os. Har man fx overvågning fra sin bil fra området og tiden op til eller efter skyderiet, bedes man sikre det og kontakte os på tlf. 114.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)