Ursula von der Leyen blev erklæret for den mest upopulære politiker

Kun måneder før Ursula von der Leyen blev præsenteret for offentligheden, blev hun erklæret for den mest upopulære politiker i Angela Merkel’s regering. Hendes navn blev hæftet på talløse skandaler, inkl. vedvarende anklager om korruption mens hun var forsvarsminister.
Der var helt klart ingen hverken demokratiske eller meritokratiske grunde til at forære hende EU’s toppost.

Debat indlæg af Jens Rasmussen, pensioneret

Den bedste forklaring kommentatorerne er kommet med er, at nomineringen var et kompromis i en skrøbelig og jaloux EU struktur. Mange foretrak ikke at have en alt for dominerende topfigur i Bruxelles.
Iht. Bloomberg undgik de med vilje kandidater med større erfaring, karisma og dygtighed; selv Angela Merkel var øjensynlig mindre begejstret med valget: “Jeg gjorde ikke modstand” sagde hun kun på en efterfølgende pressekonference.
I realiteten var det von der Leyen’s overklasseinstinkt og baggrund, der gjorde hende kær i EU. Hun havde den rigtige duft, “stallgeruch” på tysk, den rigtige afstamning. Hun er datter af Ernst Albrecht, en magtfuld CDU politiker og en af Tysklands første paneuropæiske embedsmænd.
Fra begyndelsen var hendes image kernen i hendes succes. Von der Leyen har fremmanet et image af sig selv som kvinde og mor til syv børn. Uden det ville den hurtige karriere ikke have været mulig.
I tidligere interview’er hævdede hun at have været offer for sexisme under sin lægeuddannelse, mens hun var gravid. Det passede fint indflydelsesrige kvindelige journalister, der begyndte at stå i kø for et interview. Det betød dog intet, at en af hendes kritikere, forfatteren Antje Schmelcher, ikke kunne finde nogen fhv. kolleger, som var i stand til eller villige til at bekræfte påstanden om sexisme eller overgreb.
Ikke desto mindre har denne proto-feministlinie sikkert hjulpet hende til topposten som præsident for den Europæiske Kommission. Hellere end at kritisere den skandaløse og udemokratiske, nærmest en kroning, valgte mange at fejre det som “den første kvindelige leder af EU”.
Som den første kvindelige Forsvarsminister i Tyskland, var hun også en af de værste af slagsen uden nogen som helst militære kompetancer.
Hun har instinkt for middelklassens bekymringer og har vist utroligt hovmod for alt andet.
Som Familieminister blev hendes konstante tale om “de fattige børn født på den mørke side af livet”, med “højt potentiale for aggressivitet, social forstyrrelse og indlæringsvanskeligheder”, der åbenbart bare ventede på hende for at komme og redde dem, for meget for folk.
Hun har heller aldrig forstået, hvorfor de allestedsnærværende fotografier af hendes overklassefamilie – altid uden barnepiger – aldrig begejstrede offentligheden.
Hendes popularitet faldt yderligere, da hun foreslog stærkere kontrol på internettet under dække af skulle beskytte børn. Derfor fik hun kælenavnet “Zensursula”.
Det mest bekymrende ved von der Leyen er imidlertid hendes tendens til at bøje sandheden.
Et eksempel er, at hun, da hun forlod Familieministeriet, påstod, at fødselsraten var steget pga. hendes politik. Det blev afsløret, at hendes statistik var fejlagtig og at den tyske fødselsrate i virkeligheden var faldet.
Von der Leyens alvorligste skandale brød ud efter afsløringen af, at hun havde brugt store summer af skatteydernes penge på eksterne konsulenter og rådgivere, mere end nogen anden minister før hende. Da en parlamentarisk undersøgelse blev sat i gang, for at undersøge om nepotisme var involveret i tildeling af konsulentkontrakterne, viste det sig, at von der Leyens mobiltelefondata meget belejligt var blevet slettet (tysk Slette-Mette?). Ingen blev overrasket, da hun erklærede, at hun ikke vidste noget om det. På en eller anden måde er det altid lykkedes hende at undslippe den pressefokus andre politikere ville have fået.

For de af os, der ikke har nogen illusioner om EU, kommer von der Leyens inkompetence ikke som nogen overraskelse.
Men nu står EU overfor større problemer end nogensinde.
Med eller uden von der Leyen er EU i krise, ude af stand til meningsfuldt at skabe en fremtid for Europa. Måske vi skal til at tænke på, hvad det indebærer.