Politikernes store løftecirkus

Regeringens topministre mødes i disse dage for at lægge et program for efterårets løftecirkus. I Berlingske skriver debattøren Martin Ågerup, at folk bliver skuffede eller vrede, når politiske løfter ikke bliver opfyldt.

”De burde i stedet blive skuffede eller vrede over, at så mange urealistiske politiske løfter bliver afgivet. Først når de ikke bliver indfriet, er der (i bedste fald) lidt kritik i et par dage, indtil man haster videre til næste sag.

Grænserne for, hvad man kan opnå ved hjælp af politik, er snævrere, end vi bilder os ind. Politikernes store løftecirkus gør ikke noget godt for borgernes tillid til demokratiet. De politiske partier slås om vælgernes gunst ved at love alt muligt, som de ikke kan levere. Vælgernes og mediernes sædvanlige antagelse er, at løfterne er realistiske – altså kan indfries.

Dét, at et flertal af politikere stemmer for en lov, der siger, at et eller andet skal ske, er ikke ensbetydende med, at de (eller den pågældende lov) kan få det til at ske”.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)