VOR TIDS RACISTER OG FASCISTER

”Man er ikke antisemit, fordi man ikke bryder sig om jøder”, erklærede den ansete religionsforsker, filosof og rabbiner, Dr. Jonathan Sacks i sin tale til EU-Parlamentet i 2016. ”Vi har jo alle sammen nogen, vi af en eller anden grund ikke kan lide”, fortsatte han, ”men hvis man ønsker at fratage jøder rettigheder og friheder, som andre mennesker har, er man antisemit”. Her mente dr. Sacks retten til livet, til arbejde, til ejendom og retten til at tro, tænke og udtrykke sig frit.

Hermed frikender Sacks vores medfødte, biologiske varslingssystem, der intuitivt drager os mod nogle mennesker, men frastødes af andre. Ofte uden påviselig grund. Vi tiltrækkes og væmmes instinktivt på samme måde, som dyr uden egentlig årsag kan vise spontan glæde eller aggression mod andre dyr eller mennesker. Man er således ikke racist, bare fordi man ikke kan lide nogen. Kun hvis man ønsker at skade eller undertrykke sine anderledes medmennesker. Ikke desto mindre er etiketten ’racist’ noget, vi hæfter på dem, vi ikke er enige med, fordi er man først stemplet som racist – eller endnu værre – islamofob, er man dømt ude af den offentlige debat og det gode selskab.

Hvis man er imod, at Danmark importerer klienter fra islamiske kultursamfund, er man racist. Hvis man kritiserer, at det ifølge finansministeriet koster over 90 milliarder kroner om året i overførselsindkomster til migranter uden for arbejdsmarkedet, er man racist.  Hvis man ønsker fængselsdømte migranter udvist, er man racist. Skriver man kritisk på de sociale medier om de militante bevægelser Black Lives Matter og LGTB+, er man racist og udelukkes fra at ytre sig.

Så lad os prøve dr. Sacks’ racisme-lakmusprøve på os danske: ønsker vi at likvidere sorte og brune mennesker? Ønsker vi at fratage muslimer deres tro, deres frihed og deres borgerrettigheder? Ønsker vi at begrænse muslimers ret til at arbejde? Vi kan svare nej til det hele. Tværtimod ser vi gerne, at flere migranter fra islamiske kultursamfund slap vandpiben og søgte ud på arbejdsmarkedet, så smeden, sygeplejersken og kassedamen ikke fortsat skal finansiere deres selvvalgte lediggang. Vi kan således frikende det store flertal af danskere for racisme, men nok ikke for det snæversyn og den intolerance, der bor i os alle. Der er mange, der væmmes ved erhvervsledere, NATO-officerer og borgerlige politikere. Og der er også mange, der afskyer mennesker, der lugter af hvidløg, cyklister og udlændinge fra de varme lande. Specielt de alternativt pigmenterede. Det er naturligvis usympatisk og kritisabelt, men sådan er den menneskelige natur nu engang. Vi er ikke alle lige flinke og forstående. Men det gør os ikke til racister, skal vi hilse og sige fra Jonathan Sacks, en af sin generations mest betydningsfulde moralister. Og at et overvældende flertal af danskere afviser og fordømmer den islamiske samfundsmodel, gør os ikke til racister. Det gør os til antifascister.

Heldigvis er de tre store fascistiske bevægelser, kommunismen, Italo-fascismen og nazismen, lagt i graven og kommer ikke igen. Alligevel fyger luften med beskyldninger om fascisme og nazisme, som især rammer de europæiske grundborgerlige partier som tyske AFD og det franske Rassamblement National til trods for, at begge partiers politiske programmer er fast forankret i forfatning og den demokratiske retsstat. Også USA’s kommende præsident har i otte år måttet leve med at fjendtlige medier og politikere har ’trukket nazi-kortet’, som det hedder på moderne vulgær-dansk. Trumps indvielsestale i januar 2017 blev af tv-kanalen ABC kommenteret med, at ”man kunne høre suset fra tredivernes Tyskland”, og den kommende præsidents store valgmøde i Madison Square Garden i oktober blev i medierne direkte sammenlignet med Hitlers grandiose partikongresser i Nürnberg. Det er således uhyre let at blive hængt ud som fascist af medier og politikere, der ikke aner, hvad de taler om.

Sovjetkommunismen er al fascismes moder. Benito Mussolini, hvis parti kom til at lægge navne til fascismen som begreb, var som sin far glødende kommunist. Han gjorde karriere i partiet, blev redaktør af partibladet ’Klassekampen’, men blev smidt ud af kommunistpartiet efter en lang række stridigheder. Mussolini syntes om kommunismens totalitære styreform, men lagde efterhånden afstand til parolen om proletariatets diktatur, da han havde visioner om en genrejsning af det romerske imperium med ham selv som en ny tids Cæsar. Uden sovjetkommunismen havde der ikke været et italiensk fascistparti eller Tysklands nationalsocialistiske parti.

De tre fascistiske bevægelser var ganske vist forskellige, men havde nogle afgørende fællestræk: en ideologisk bevægelse, der med udgangspunkt i en totalitær, centralstyret stat forfølger, undertrykker og myrder sine egne borgere, ikke for, hvad de har gjort, men for, hvad de er. Sovjetstaten likviderede fire millioner ukrainske husmænd, fordi de ejede en stump jord samt millioner af officerer, embedsmænd og intellektuelle, der blev dødsdømt som ’fjender af staten’. Mussolini fængslede socialister og fagforeningsfolk, og Hitler foranstaltede folkemordet på jøderne samt massedrab på seksuelle minoriteter, sigøjnere og psykisk syge kun, fordi de nu engang var det, de var.

Til trods for, at der i de vestlige demokratier ikke findes hverken partier eller grupperinger, der identificerer sig med fascismens grusomme ideologi, har pressen, politikere og sociale medier let til anklager eller hentydninger, der sætter fascistetiketten på folk, vi ikke kan lide. Den vaskeægte fascisme lever dog i bedste velgående i Nordkorea, men også i den islamiske ideologi, der lever helt op til definitionen. Sagesløse jøder og kristne i de islamiske lande er næsten alle fordrevet, fordi islam anser dem for undermennesker og uværdige. Islam forudsætter et totalitært styre med begrænsede eller ingen rettigheder for ’vantro’, som reelt er fredløse i flere islamiske samfund som for eksempel Pakistan.

Vores kollektive ængstelse forbyder os imidlertid at se disse kendsgerninger i øjnene. I stedet har vi udnævnt islam til kærlighedens og fredens religion. ’Lev med det’, som det hedder i Christiansborg-jargonen. Åh ja, det gør vi så. Hellere end gerne. Og takker rørt for dialog-kaffe.