DANMARK FORLADER GRØNLAND. HVEM SKAL UDFYLDE MAGTTOMRUMMET?

Julen er et mareridt for nyhedsredaktionerne. Der er kun trafikken og vejret at skrive om. Og så måske en mindre juletræsbrand i Kregme. Men er der ingen nyheder, må man jo lave dem selv. Når kommende præsident Trump skriver på Truth Social, at ”USA mener, at ejerskab og kontrol med Grønland er en absolut nødvendighed”, bliver opslaget omgående blæst op til, at Trump nu igen-igen vil bemægtige sig Grønland for næsen af de omkring 50 000 inuitter, der troede, at landet var deres. Medierne pisker politikere og grønlændere op til afmægtigt raseri og forargelse. Grønlandske dignitarer har for længst lært af islams repræsentanter i Danmark, at her kommer man længst med at spille offer for det hvide overherredømme. Og luften er da også tyk af grønlandsk jammer over, at deres land bliver behandlet og anskuet som bare et stykke fast ejendom og grønlænderne som et mindreværdigt folk. Danske politikere følger trop og lufter deres forargelse over Trumps manglende respekt for både Grønland og Danmark.

USA fulgte meget nøje med, da Danmark i 1953 ændrede Grønlands status fra koloni til dansk amt. Det var et fornuftigt og ansvarligt træk. Som dansk amt havde Grønland nu de samme pligter som de andre amter i kongeriget, men også de samme rettigheder, og den tætte politiske og administrative tilknytning til det øvrige danske samfund medførte i de kommende år en gradvis udbygning af den grønlandske infrastruktur, erhvervsliv og omsorgssektor. Der bor ikke flere mennesker på Grønland end i Haderslev kommune, og hvis Grønland, nu da amterne er nedlagt, stadig havde været integreret som dansk kommune, ville vi hensynsfuldt kunne holde hånden under de måske flere tusinde grønlandske familier, der ser sig selv som jægere og fangere og ikke som lønmodtagere på fabrik og kontor.

Inspireret af Danmark optog USA protektoratet Hawaii som nationens 50. stat. Vi gjorde det modsatte  med Grønland og vedtog i 1979 en lov om grønlandsk hjemmestyre. Fortøjningerne til Grønland blev yderligere kappet i 2009 med loven om Selvstyret, hvor Grønland fik retten til sin undergrund. Der er siden i brede grønlandske kredse opstået en forestilling om Grønland som et arktisk Qatar, hvor borgerne kan leve en arbejdsfri tilværelse finansieret af kolossale indtægter fra salg af mineraler, sjældne jordarter, uran samt olie og gasforekomster. Det grønlandske Selvstyre knejser med nakken ligesom konen med æggene og ser sig selv forhandle lukrative kontrakter hjem med Kina, Rusland og USA.

Hvis Danmark havde handlet ansvarligt som USA, der lukkede de 500 000 indfødte Hawaiianere ind i USA som stat, havde Trump naturligvis ikke opfordret til ejerskab og kontrol med Grønland, men ville have været fuldt tilfreds med Grønland som integreret dansk kommune. For så var både ejerskab og kontrol entydigt fastlagt og uden for diskussion. Den kommende amerikanske administration er helt klar over, at Grønland hverken kan brødføde eller styre sig selv og er særdeles bekymret for, at Danmark er ved at skubbe de ambitiøse, men værgeløse grønlændere i armene på Kina eller Rusland, der begge står klar med åbne arme, tegnebøger og senere et sæt lænker. Trumps mareridt er Grønland som et arktisk Cuba. Den kommende amerikanske regering kan ikke se en fremtid for Grønland uden en militær, politisk og økonomisk beskytter. Og når nu Danmark er på vej til at snige sig ud ad bagdøren, er det jo bedre for alle parter, at det bliver et vestligt demokratisk retssamfund, der udfylder magttomrummet efter Danmark.

I stedet for at blive hysteriske over Trumps udmelding, burde vi hellere erkende, at vi har skubbet vores egen borgere på Grønland fra os til en uvis skæbne, som Grønland ikke er kompetent til at styre. I Afrika har Kina i flere stater finansieret al fornyelse og drift af infrastruktur mod til gengæld at bestemme alt. Hvis Grønland ender som et kinesisk protektorat, har vi kun os selv at takke for det. Og den bliver svær at smøre af på Trump.