Mand overfaldet – Nygade, Roskilde
Kl. 0528 søndag morgen slog en beboer i en opgang i en beboelsesejendom alarm til politiet, efter at en anden beboer var blevet overfaldt i sin lejlighed.
Det viste sig, at en 30-årig mand fra Roskilde var blevet opsøgt i sin lejlighed, hvor han af to maskerede mænd i sort tøj var blevet slået i hovedet med noget hårdt, ligesom han var blevet stukket et par gange med en kniv.
Offeret blev i en ambulance hastigt bragt til Rigshospitalet til undersøgelse og fornøden behandling for sine skader.
Politiet afspærrede området incl. dele af Møllehusvej, så bustrafikken måtte omlægges, for at søge efter spor efter overfaldet. Ifølge vidner kørte en sølvfarvet bil med høj hastighed i sydlig retning væk fra gerningsstedet kort efter overfaldet.
Politiet har ikke yderligere oplysninger om gerningsmændene, idet undersøgelser er i gang på stedet, og offeret mangler at blive afhørt til sagen.
Lokalpolitiet i Roskilde hører gerne fra personer, der måtte have set eller hørt noget i området i de tidligere morgentimer. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)