Tyrkisk journalist: Pas på Tyrkiets farlige nye flygtningerolle

Tyrkiet vil nu, takket være FN, officielt styre beslutningerne om, ikke blot hvem der er flygtning, men også hvor han eller hun skal anbringes eller overføres til. De tyrkiske, statslige myndigheder har gentagne gange truet med at oversvømme Europa med flygtninge, som i præsident Recep Tayyip Erdoğans budskab til Europa i 2016: “I råbte op, da der stod 50.000 flygtninge ved Kapikule-grænsen. I begyndte at spørge, hvad I skulle gøre, hvis Tyrkiet åbnede portene. Se på mig – hvis I fortsætter, vil de grænseporte blive åbnet. Det skal I vide.”

Af Uzay Bulut  –  Oprindeligt udgivet af Gatestone Institute

På baggrund af de tyrkiske trusler bør Tyrkiets nye, officielle position give anledning til bekymring.

Den regeringsvenlige, tyrkiske avis Daily Sabah skrev for nylig:

“FN’s flygtningeagentur har overgivet ledelsen af registreringsprocedurerne for flygtninge i Tyrkiet til landets migrationsmyndigheder. Tyrkiets Generaldirektorat for Migrationsstyring vil nu forvalte registreringen af flygtninge og fastslå deres status. Enhver udlænding, som søger international beskyttelse i Tyrkiet, vil nu skulle ansøge de tyrkiske migrationsmyndigheders lokalkontorer herom.”

Bekymringen har tre kerneårsager.

Terrorisme

I marts kritiserede Erdoğan voldsomt den franske præsident, Emmanuel Macron, for dennes tilbud om at mægle mellem Ankara og de syriske kurdere. Han advarede:

“Med denne indstilling har Frankrig ingen ret til at klage over nogen terrororganisation, nogen terrorist, noget terrorangreb. De, der sover med terrorister, hilser dem velkommen i deres paladser, vil før eller siden indse, hvilken fejl de har begået.”

I april, nogle timer efter at en mand pløjede sin varevogn ind i nogle fodgængere i Münster, Tyskland, angreb Erdoğan verbalt Frankrig igen og kaldte det for en “håndlanger”:

“… at yde støtte til terrorisme…at beværte terrorister på Elyséepalæet… I kan se, hvad der sker i Tyskland, ikke sandt? Det samme vil ske i Frankrig. Vesten vil ikke kunne slippe af med terroren. Vesten vil synke til bunds, mens den fodrer disse terrorister.”

Det er dog ikke blot trusler fra Erdoğan, som bør få Europa til at overveje sin slappe immigrationspolitik. I de senere år er europæiske byer – så som Manchester, Paris, Bruxelles, Nice, København, London, Amsterdam, Barcelona, Toulouse, Trèbes, Saint-Étienne-du-Rouvray, Berlin og Stockholm – blevet rystet af dødbringende angreb fra jihadister. Da mange af de terrorister, som var indblandet i disse angreb, var blevet radikaliseret og rekrutteret af jihadistgrupper, både i Mellemøsten og i Europa, synes en uhæmmet immigration fra lande med muslimsk flertal at være risikabel.

Det er ikke bare spekulation. Meningsmålinger indikerer, at et stort antal muslimer verden over støtter terrorisme eller vold for islams skyld. Der er også rapporter om, at ISIS har sneget sine agenter ind i Europa via Grækenland ved at forklæde dem som migranter blandt masserne. Således lyder det i en nylig dokumentar fra Deutsche Welle, “Terror i Moria-flygtningelejren”:

“En gruppe IS [ISIS] tilhængere siges at terrorisere folk i Moria-flygtningelejren på den græske ø Lesbos. Under påskud af religiøs anstændighed straffer de brutalt enhver [sic], som de mener har forbrudt sig.”

“For nylig er der ankommet flere og flere flygtninge fra Deir ez-Zor, et af Islamisk Stats sidste tilholdssteder i Syrien, til lejren. Siden da ser det ud til, at kriminaliteten i lejren har fået en ny karakter. En gruppe syrere siges at styre de fleste af de ulovlige aktiviteter. Enhver, der ikke retter ind eller kommer i vejen, kan forvente fysisk vold eller ligefrem dødstrusler. Gerningsmændene citerer ofte sharialoven som begrundelse. Mere og mere graffiti glorificerer IS.”

Demografi

Blandt de lande, som har størst risiko for at blive “demografiske tidsbomber,” ifølge en Business Insider-rapport i august, er Spanien, Italien, Bulgarien, Letland og Storbritannien. En lav fødselsrate blandt europæerne er efter sigende en af bevæggrundene hos EU’s embedsmænd til at tilføre store grupper af muslimske migranter – for at kompensere for de skrumpende europæiske befolkninger. En anden grund er blevet knyttet til Europas aldrende befolkning. En meningsmåling i Forbes i 2017 erklærede følgende:

“Hvis Vesteuropa ønsker at beholde sine sociale velfærdsgoder, får landene i EU brug for flere arbejdere. Intet andet sted i verden har en ældre befolkning over den fødedygtige alder end Europa. Det er derfor ikke så mærkeligt, at politikerne gør, hvad de kan for at opmuntre til immigration. Østeuropa er gammel.”

Men den slags forestillinger er allerede blevet prøvet af. Tyskland hentede for eksempel tyrkiske arbejdere ind til at “dække behovet for billig arbejdskraft i en fremstormende efterkrigsøkonomi.” Selvom den oprindelige tanke var, at disse arbejdere skulle være midlertidige for “at forhindre, at de tyrkiske gæstearbejdere blev til immigranter,” ændredes politikken og arbejderne fik lov til at blive boende i lange perioder og hente deres familier til landet.

Ved udgangen af 2011 boede der, ifølge Deutsche Welle, “omkring 2,5 millioner mennesker med tyrkisk baggrund i Tyskland, dvs. enten de selv eller deres forældre var født i Tyrkiet, hvilket gjorde dem til den største migrantgruppe i landet.”

Resultatet blev tydeligt i juni, hvor næsten to tredjedele af det tyrkiske samfund i Tyskland støttede Erdoğan i præsidentvalget. Ironisk nok er dette langt flere end den støtte, som han modtog i Tyrkiet selv.

Tre måneder før valget erklærede parlamentsmedlem Alparslan Kavaklıoğlu, medlem af Tyrkiets regerende Retfærdigheds- og udviklingsparti (AKP) og formand for parlamentets Sikkerheds- og efterretningskommission, at demografien i Europa er under forandring til muslimernes fordel:

“Verdens lykke og rigdom bevæger sig fra vest imod øst. Europa gennemlever en periode, som er helt usædvanlig. Dets befolkningstal daler og folk bliver stadig ældre…. Men Europa har følgende problem. Alle de nyankomne er muslimer. Fra Marokko, Tunesien, Algeriet, Afghanistan, Pakistan, Irak, Iran, Syrien og Tyrkiet…. Det har nu nået et niveau, hvor det mest populære navn i Bruxelles, Belgien, er Mohammed. Det næst mest populære navn er Melih [Malih] og det tredje er Ayşe [Aisha].”

Hvis denne tendens fortsætter, sagde Kavaklıoğlu:

“Så vil den muslimske befolkning blive større end den kristne befolkning i Europa… der er intet til at forhindre det. Europa bliver muslimsk. Vi kommer til at slå igennem der, om Allah vil. Jeg er sikker på det.”

I 2017 opfordrede Erdoğan de tyrkere, som er bosiddende i Europa, til at få flere børn:

“Det sted, hvor I arbejder og bor, er jeres hjemland og nye land nu… Få fem børn – ikke kun tre. For I er Europas fremtid.”

At dømme ud fra de seneste rapporter ser denne fremtid ikke særlig lys ud for europæerne. The Sun skriver:

“Tyrkisk politi patruljerer nu åbenlyst i ‘tyrkiske områder’ i Berlin… Der er blevet set biler med logoer fra en tyrkisk elitepolitienhed i Berlins gader – men de tyske myndigheder siger, at de ikke har magt til at standse dem.”

“Bilerne har ordene Özel Harekat [Special Operation] skrevet på siden sammen med enhedens logo og blev set køre rundt i områder med store tyrkiske befolkninger i den tyske hovedstad.”

Kultur

Tilstrømningen af massive antal af både flygtninge og migranter fra islamiske diktaturstater – især nu hvor den globale jihad er voksende – har haft en dyb indvirkning på europæisk kultur. Trods fantasien, som nogle europæere stadig har om, at immigranterne i sidste ende vil lade sig integrere i værtslandenes samfund, har det modsatte været tilfældet. De europæere, som forsvarer uhæmmet masseimmigration i “multikulturalismens” og “diversitetens” navn, ignorerer karakteren af de lande med muslimske befolkningsflertal, som immigranterne stammer fra. Mangel på menneskerettigheder og ytringsfrihed, mishandling af kvinder og homoseksuelle, æresdrab, antisemitisme og vold imod ikkemuslimer og muslimske “frafaldne” kendetegner disse lande. I stedet for at slippe ud af disse landes snærende bånd bærer mange immigranter dem simpelthen med sig til Europa. Ydermere, i stedet for at kræve at immigranterne tilpasser sig europæiske traditioner og love, så kapitulerer store dele af Europa simpelthen over for den nye virkelighed.

Ifølge en nylig rapport i The Telegraph for eksempel:

“Sharialov er blevet anerkendt af en britisk domstol for første gang, efter at en dommer afsagde en milepæl af en skilsmissedom… at et udenlandsk pars islamiske trosvielse, foretaget ved en ceremoni kaldet en nikah, falder ind under britisk ægteskabslov, selvom den ikke er lovmæssigt anerkendt som sådan.”

I 2006 erklærede den libyske diktator Muammar Gaddafi, at islam ville erobre Europa “uden at affyre et skud.” Idag, mere end 12 år senere, synes Erdoğan at agere ud fra samme princip. Dette gør det så meget desto mere rystende, at FN har givet hans regering myndighed til at undersøge og klassificere flygtninge. Europe må passe på og vælge nogle ledere, som forstår faren for at tabe kampen om kontinentets hjerte, sjæl og demokrati.

Uzay Bulut, journalist fra Tyrkiet, er en Distinguished Senior Fellow ved Gatestone Institute. Hun er i øjeblikket bosiddende i Washington D.C.