I forhold til NATO har Danmark en kræmmerstrategi om at sikre sig sikkerhedspolitiske garantier fra USA og samtidig slippe for at trække sin del af læsset og sende regningen til Donald Trump.
Det udpinte danske bidrag til NATO består som bekendt af en ikke-funktionsdygtig brigade, krigsskibe mangler besætninger, en fjerdedel af hele forsvaret består af civile, og forsvarsbudgettet bruges til at betale arbejdsskadeerstatninger på over 1 mia. kr. om året.
Forsvarschefen har ved flere lejligheder gjort opmærksom på, at forsvaret har problemer med at rekruttere og fastholde professionelt personel som f.eks. mekanikere, elektronikingeniører og elektrikere, idet soldaterne oplever en hverdag, hvor de skal bo under usle forhold, og hvor der ikke engang er støvler nok.
I en officiel NATO-analyse af det danske forsvar hedder det bl.a., at Danmark har en dårligt udrustet og ikke kampklar brigade. Beredskabsgraden for en brigade måles i det antal dage, der må gå fra den aktiveres til den er klar til indsættelse. Der er således en verden til forskel på et beredskab på 180 dage og 90 dage. Amerikanerne synes naturligvis ikke, at de kan bruge en dansk brigade, der først kan stå kampklar 180 dage efter, at man har trykket på knappen.
Danskerne bliver imidlertid krænket helt ind i deres kræmmersjæl, når Trump kræver, at Danmarks bidrag til NATO skal op på 2 pct. af bnp. Politikerne og militære eksperter udviser derfor en utrolig opfindsomhed for at forvirre begreberne omkring det danske bidrag.
Det kan godt være, at vi har lovet 2 pct., men da dansk forsvar er langt mere effektivt end de fleste andres, skal dansk bidrag ganges med to. Løkke har endda præsteret noget så uværdigt som at regne ud, at de faldne danske soldater i Afghanistan svarer til de 0,7% af bnp, som Danmark mangler at betale i NATO-bidrag. Og Martin Lidegaard fra De Radikale har pure afvist, at Danmark skulle have forpligtet sig til at bidrage med 2 pct. af bnp. ”De 2 pct. er blevet en sejlivet myte, en misforståelse og fake news. Danmark er i forvejen et af de mest militariserede lande”, siger han.
Senest har danske politikere forsøgt at formilde Donald Trump ved at øge forsvarsbudgettet med 4, 5 mia. kr., hvoraf halvdelen er pensionsmidler. En snu regnskabsmanøvre, der ikke gør nogen forskel på slagmarken.
Facit er, at Danmark ikke har nogen intentioner eller planer om at levere de manglende militære kapaciteter til NATO, herunder opfylde kravet om en lufttankningsfly. Forsvarsministeriet skriver i en e-mail til Berlingske, at ”Danmark ikke har lovet NATO at investere i lufttankningsfly. Danmark har til gengæld lovet at overveje lufttankningsfly på linje med ønsker om andre militære kapaciteter fra NATO’s side”.
Den kære præsident Trump burde sige til danske politikere, at USA ikke har lovet at garantere for Danmarks sikkerhed, men har til gengæld lovet at overveje det. Så kan danskerne lære det.
André Rossmann
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)