Stor sag om smugling af kokain og heroin giver 15 års fængsel
En gruppe smuglede på under to måneder en stor mængde kokain og heroin ind i landet. Det koster nu en 32-årig en dom på 15 års fængsel og en udvisning for bestandigt.
Retten i Glostrup har i dag idømt en 32-årig mand 15 års fængsel. Han blev i 2017 kendt skyldig i at have instrueret og deltaget i indsmugling af de 25 kg kokain og 2,5 kg heroin, men straffastsættelsen har afventet en endelig mentalundersøgelse.
Retten har ved strafudmålingen lagt vægt på mængden af den indsmuglede narkotika, domfældtes rolle samt at han havde en reststraf på 3 år og 3 måneders fængsel for lignende kriminalitet.
Det blev herudover besluttet, at han skulle udvises med indrejseforbud for bestandigt.
”Jeg er tilfreds med, at retten har udmålt en langvarig fængselsstraf, der afspejler, at det er en meget alvorlig sag at have en overordnet og styrende rolle i forbindelse med organiseret indsmugling af store mængder kokain og heroin,” siger anklager Anne Møller.
Den domfældte er fortsat fængslet og har taget betænkningstid i forhold en eventuel anke af dommen.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)