Palæstinensernes antisemitiske stereotypisering af jøder

Palæstinenserne bruger fortsat Tempelbjerget, på arabisk kendt som Haram al-Sharif, i Jerusalem som platform for opflammen imod Israel i almindelighed og jøder i særdeleshed.

Af Bassam Tawil  –  Oprindeligt udgivet af Gatestone Institute

Denne opflammen, som begyndte efter, at jødiske turister fik tilladelse til at genoptage deres besøg på helligdommen i 2014, har siden antaget forskellige former. De jødiske besøg ved helligdommen var suspenderet i flere år under opstanden den Anden Intifada, som brød ud i september 2000.

Siden 2014 har det Palæstinensiske Selvstyres ledelse, herunder præsident Mahmoud Abbas, leveret en hidtil uset bølge af opflammen imod Israel og jøder i protest mod besøgene på Tempelbjerget.

I 2015 erklærede Abbas, at palæstinenserne “ikke vil tillade jøder med deres beskidte fødder at besudle vores Al-Aqsa Moske.”

Han roste derefter de palæstinensere, som var parate til at ofre deres liv for at forhindre jøder i at besøge helligdommen: “Vi velsigner hver eneste bloddråbe, som er blevet udgydt for Allah og Jerusalem. Hver eneste martyr (shahid) vil komme i Paradis, og hver eneste såret vil blive belønnet af Allah.”

Den palæstinensiske opflammen og kyniske udnyttelse af en helligdom til at udbrede løgne og blodbagvaskelser bliver knap nok bemærket af de brede medier i Vesten. (Foto af Stephanie Keith/Getty Images)

Abbas, hans ledende embedsfolk og mediekanaler har lige siden løjet for deres befolkning og resten af verden ved at påstå, at “ekstremistiske jødiske bosættere med vold og magt trængte ind i Al-Aqsa Moskeen.” Selvfølgelig er ingen jødisk ekstremist eller bosætter “trængt ind” i en moske på Tempelbjerget og da slet ikke Al-Aqsa Moskeen. De fleste besøgende er tilfældigvis religiøse jøder. Men palæstinenserne kalder jævnligt alle religiøse jøder for “ekstremister” eller “bosættere.” Det synes at være deres måde at stereotypisere jøder som aggressorer, kolonialister og ekstremister.

De jødiske besøg på Tempelbjerget foregår i koordination med det israelske politi og består i en kort rundtur på Tempelpladsen. De jødiske besøgende bliver ikke lukket ind i Al-Aqsa Moskeen eller Klippemoskeen i nærheden. Men dette forbud har ikke afholdt Abbas og den palæstinensiske ledelse, som omhyggeligt sørger for, at fakta ikke står i vejen for deres forehavende, fra fortsat at sælge løgnen om, at jøder “bestormer” de to moskeer.

Det farlige ved de palæstinensiske løgne og deres opflammen er, at mange palæstinensere synes at tro på dem. De jødiske besøgende bliver ofte mødt af vrede palæstinensiske moskegæster, som slynger skældsord imod dem og deres politieskorte.

Tidligere på ugen gav palæstinenserne endnu et eksempel på, hvordan de bruger en helligdom til at sprede løgne og blodbagvaskelser imod Israel og jøder. Palæstinenserne viste dermed også, at deres egentlige mål tilsyneladende er at fremkalde en voldelig konfrontation med jøder på Tempelbjerget. På den måde ville palæstinenserne kunne løbe rundt og fortælle verden, at Israel forsøger at føre religiøs krig mod muslimerne.

Den seneste palæstinensiske provokation fandt sted, da en israelsk politibetjent under et rutinemæssigt sikkerhedstjek forsøgte at gå ind i Klippemoskeen – en daglig praksis hos det israelske politi og hovedsagelig rettet mod at sørge for de muslimske moskegæsters sikkerhed. Der var imidlertid et lille “problem” med denne særlige politibetjent: han var tilfældigvis en religiøs jøde, som bar kalot (kippa).

I overensstemmelse med deres stereotypisering af jøder påstod palæstinenserne, at denne politibetjent var en ekstremistisk jødisk bosætter, så de forsøgte at forhindre ham i at udføre sin opgave. Under råbet “Allahu Akbar!” (“Allah er størst!”) valgte vagterne, som tilhører Wakf-departementet, den islamiske religiøse institution som bestyrer moskeerne på Tempelbjerget, straks at lukke portdørene ind til Klippemoskeen. Vagterne og snesevis af muslimske moskebesøgende barrikaderede sig inde i moskeen og begyndte at tilkalde andre palæstinensere for at få dem til at stimle sammen ved helligdommen for at “beskytte” den mod jøderne.

Nogle timer senere endte det heraf opståede dødvande mellem demonstranter og politi fredeligt, takket være forhandling mellem ledende politifolk og overhovederne for de palæstinensiske religiøse myndigheder. Det Palæstinensiske Selvstyre valgte ikke desto mindre at udnytte hændelsen til at fortsætte sin opflammende kampagne imod Israel og jøder. Et antal ledende palæstinensiske embedsfolk, herunder premierminister Rami Hamdallah og dennes minister for religiøse anliggender, Yusef Edais, fremsatte hver især nogle udtalelser, hvori de fordømte Israel for dets “fortsatte overgreb og krænkelser mod Al-Aqsa Moskeen og andre islamiske og kristne helligdomme” i Jerusalem.

Der er tale om fuldkommen usande påstande, som dukker op i forlængelse af de palæstinensiske lederes daglige opflammen imod Israel og jøder. Politibetjenten var ikke del af en jødisk besøgsgruppe på helligdommen. Han havde ingen intentioner om at bede eller “angribe” et islamisk religiøst område. Han var på rutinemæssig sikkerhedspatrulje for at sørge for sikkerheden for alle besøgende på Tempelbjerget – jøder, kristne og muslimer.

Den palæstinensiske opstandelse over scenen med en religiøs jødisk politibetjent kan, kort sagt, beskrives som en opvisning i antisemitisme. Hvordan vil palæstinenserne ellers forklare deres fravær af protester over for, at en ikke-religiøs jødisk politibetjent afpatruljerer helligdommen? Hvorfor er det i orden, at en politibetjent uden kippa træder ind i Klippemoskeen, men ikke i orden, når en, der bærer kippa, besøger stedet?

De palæstinensere, som protesterede mod betjenten iført kippa, levede op til deres præsident, Abbas’ ord om, at palæstinenserne “ikke vil tillade jøder med deres beskidte fødder at besudle Al-Aqsa Moskeen.” I dette tilfælde var palæstinenserne dog ikke oprørte over betjentens “beskidte fødder”, men over det faktum, at han var en religiøs jøde. Måske skulle Abbas omforme sin udtalelse fra 2015, så den ud over “jøder med deres beskidte fødder” også nævner “religiøse jøder iført kippa.”

Abbas og den palæstinensiske ledelse forsøger tydeligvis at trække Israel ind i en religiøs konflikt med alle muslimer, ikke kun palæstinensere. Tempelbjerget er blevet deres yndlingsplatform for spredning af blodbagvaskelser og opdigtede påstande imod Israel og jøder. Hvis nogen besudler helligdommens ukrænkelighed, er det Abbas og hans repræsentanter på Vestbredden. Abbas’ regerende Fatah-parti spillede en betydelig rolle ved de demonstrationer, som opstod over den seneste hændelse ved Klippemoskeen (som involverede politibetjenten med kippaen). Politiet tilbageholdt senere Awad Salaymeh, en ledende embedsmand fra Fatah i det østlige Jerusalem, for dennes rolle i hændelsen med politibetjenten. Han og andre Fatah-aktivister var til stede som del af deres ledelses fortsatte forsøg på at skabe spændinger mellem jøder og muslimer på Tempelbjerget.

Andre typer af palæstinensisk opflammen imod Israel og jøder på Tempelbjerget er også de ugentlige prædikener, afholdt af førende islamiske autoriteter. Næsten hver eneste fredag er der en ny ledende islamisk prædikant, som bruger podiet til at aflevere en flammende prædiken imod Israel og jøder. En af disse prædikanter er Sheikh Ekrima Sabri, tidligere palæstinensisk mufti i Jerusalem, som i forrige uge fortalte sine tilhængere, at Jerusalem aldrig bliver en jødisk by. Sabri og andre ledende prædikanter har også brugt podiet til at advare palæstinenserne mod at sælge deres ejendomme til jøder.

Denne palæstinensiske opflammen og kyniske udnyttelse af en helligdom til at udbrede løgne og blodbagvaskelser og stereotypisere jøder bliver knap nok bemærket af de brede medier i Vesten. Hvis Israel forhindrede en palæstinenser i at træde ind i en helligdom på grund af hans påklædning, ville de udenlandske journalister, der er udstationeret i Jerusalem og Tel Aviv, være ilet til stedet for at interviewe manden og fortælle verden, at Israel krænker religionsfriheden. Dette er endnu et eksempel på, hvordan medierne ser gennem fingre med palæstinenserne og giver dem mulighed for at fortsætte deres ondskabsfulde opflammen imod Israel. Næste gang en palæstinenser griber en kniv og går ud for at stikke den i en jøde, kunne de udenlandske journalister måske tænke på sidste gang, de undlod at rapportere om de palæstinensiske ledere og disses folkeophidsende adfærd.

Bassam Tawil er en muslimsk araber bosiddende i Mellemøsten.