Tre anholdt i Gellerup i forbindelse med Stram Kurs fremmøde

Mandag eftermiddag var flere folketingskandidater fra partiet Stram Kurs på besøg i det vestlige Aarhus.

Ved besøget på Karen Blixens Boulevard var flere borgere mødt op, og en 39-årig mand ytrede i den forbindelse, at han ville spytte på partileder Rasmus Paludan. Manden blev derfor administrativt frihedsberøvet efter politiloven for at forhindre overtrædelsen i at finde sted.

Senere samme sted blev en 49-årig mand også administrativt frihedsberøvet efter politiloven, da han blev fundet i besiddelse af noget fyrværkeri, der muligvis kunne være til fare for den offentlige sikkerhed.

Da folketingskandidaterne forlod området ved E&P huset i Gellerup trak flere af tilhørerne op mod Blixens, og der opstod uroligheder i en flok af unge mennesker.

 

“Adfærdsregulerende samtale” gik galt

En medarbejder fra politiets forebyggelsessektion tog fat i en 13-årig dreng for en adfærdsregulerende samtale. Det fik drengen til at skubbe betjenten i brystet, og der opstod uroligheder i flokken, hvorfor de unge blev bedt om at forlade området.

Det efterkom de fleste af dem, men en 22-årig mand nægtede og blev opfarende overfor betjentene og iførte sig maskering, som han gentagne gange blev bedt om at fjerne, hvilket han også nægtede. Den 22-årige blev derfor anholdt og sigtet for overtrædelse af maskeringsforbuddet.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)