Fortielsen af de palæstinensiske kristnes forhold

Men de findes. Open Doors [Åbne Døre], som er en menneskerettighedsgruppe, der overvåger forfølgelsen af kristne, skriver, at de palæstinensiske kristne lider under en “høj” grad af forfølgelse, hvis kilde, med gruppens ord, er “islamisk undertrykkelse”:

“De, der konverterer til kristendommen fra islam, udsættes imidlertid for den værste kristenforfølgelse, og det er vanskeligt for dem at deltage trygt i de eksisterende kirkesamfund. På Vestbredden bliver de truet og udsat for et stærkt pres, i Gaza er deres situation så farlig, at de dyrker deres kristne tro i yderste hemmelighed…. Indflydelsen fra radikal islamisk ideologi er voksende, og historiske kirker er nødt til at være diplomatiske i deres omgang med muslimer.”

Men, mens rapporter om forfølgelse af kristne dukker op med jævne mellemrum fra andre regioner i verden med muslimsk befolkningsflertal — Pakistan, Egypten og Nigeria er tre eksempler — så nævnes der kun meget lidt om de kristne, der lever under Det Palæstinensiske Selvstyre.

Hvordan kan det være? Skyldes det, at de oplever et betydeligt mindre omfang af forfølgelse end deres trosfæller rundt om i den muslimske verden? Eller skyldes det deres unikke situation — at de befinder sig i en stærkt omstridt arena med et omfattende politisk og mediemæssigt mundhuggeri i vægtskålene?

“The Persecution of Christians in the Palestinian Authority” [Forfølgelsen af kristne i Det Palæstinensiske Selvstyre], som er en rapport ved dr. Edy Cohen og udgivet af Begin-Sadat Center for Strategic Studies den 27. maj, besvarer i vidt omfang disse spørgsmål.

Først dokumenterer den tre, nylige anekdoter om forfølgelse af kristne, som ikke har været omtalt i de såkaldte “mainstreammedier”:

“Den 25. april blev de skrækslagne indbyggere i den kristne landsby Jifna nær Ramallah … angrebet af muslimske mænd med skydevåben … efter at en kvinde fra landsbyen havde indleveret en klage til politiet om, at sønnen af en fremtrædende Fatah-tilknyttet leder havde angrebet hendes familie. Som svar troppede snesevis af bevæbnede folk fra Fatah op ved landsbyen, afskød hundredvis af kugler op i luften, kastede benzinbomber, mens de råbte forbandelser, og forvoldte stor skade på offentlig ejendom. Det var et mirakel, at der ikke var nogen døde eller sårede”…

“Den anden hændelse indtraf om natten den 13. maj. Vandaler brød ind i en kirke i det maronittiske samfund i centrum af Betlehem, vanhelligede den og stjal noget dyrt udstyr, som tilhørte kirken, herunder sikkerhedskameraerne.”

“Tre dage senere var det den anglikanske kirkes tur i landsbyen Aboud vest for Ramallah. Vandaler gennemskar hegnet, knuste ruderne i kirken og brød ind. De vanhelligede den, søgte efter værdifulde genstande og stjal en hel del udstyr.”

“Ifølge kirkens Facebook-side er det sjette gang, at den maronittiske kirke i Betlehem er blevet udsat for vandalisme og tyveri, herunder en ildspåsættelse i 2015, som forvoldte betydelig skade og tvang kirken til at holde lukket i en længere periode.”

De tre angreb, som fandt sted inden for tre sammenhængende uger, passer med det mønster, som kristne i andre samfund med muslimsk befolkningsflertal jævnligt oplever. Selvom vanhelligelsen og plyndringen af kirker er fremherskende, samler muslimske flokke sig også imod kristne minoriteter, når som helst disse — der opfattes som dhimmier eller tredjeklasses, tålte “borgere,” der ofte forventes at være taknemlige for, at de overhovedet bliver tolereret — vover at hævde deres rettigheder, sådan som det skete i den kristne landsby Jifna den 25. april:

“Ballademagerne krævede, at de [kristne] beboere betalte jizya—en personskat som historien igennem er blevet pålagt ikke-muslimske minoriteter under islamisk styre. De seneste ofre for jizya var de kristne samfund i Irak og Syrien under ISIS’ styre.”

Ydermere skete det, som ofte sker, når muslimer angriber kristne i islamiske lande: “Trods de [kristne] beboeres råb om hjælp” i Jifna, “blandede Selvstyrets politi sig ikke i de timer, hvor volden foregik. De har ikke arresteret nogen mistænkte.” Ligeledes, “blev ingen mistænkte arresteret” ved de to kirkeangreb.

De palæstinensiske kristne lider kort sagt under de samme forfølgelsesmønstre — herunder angreb på kirker, kidnapninger og tvungen omvendelse — som deres trosfæller i snesevis af muslimske lande. Forskellen er imidlertid, at forfølgelsen af palæstinensiske kristne “ikke har fået nogen dækning i de palæstinensiske medier.” Faktisk, fortæller Cohen, “blev der i mange tilfælde udstedt ordre om total mundkurv”:

“Det eneste, der interesserer Det Palæstinensiske Selvstyre, er, at den slags hændelser ikke bliver lækket til medierne. Fatah lægger jævnligt et stærkt pres på de kristne om at undlade at fortælle om de voldshandlinger og den vandalisme, som de hyppigt lider under, fordi en sådan offentliggørelse kunne skade Selvstyrets image som en aktør, der er i stand til at beskytte liv og ejendom for det kristne mindretal under dets styre. Endnu mindre ønsker Selvstyret at blive skildret som et radikalt foretagende, der forfølger religiøse minoriteter. Det image kunne få negative følgevirkninger for den massive internationale og især europæiske støtte, som Selvstyret modtager.”

Ud fra en anden betragtning synes det daglige brød for Selvstyret og dets støtter, medierne og andre at bestå i at skildre palæstinenserne som ofre for uretfærdig aggression og diskrimination fra Israels side. Denne narrativ kunne komme i fare, såfremt det internationale samfund erfarede, at palæstinenserne selv forfølger deres palæstinensiske fæller — udelukkende med baggrund i religion. Det kunne blive svært at samle sympati for en angiveligt undertrykt befolkning, hvis man finder ud af, at de selv undertrykker minoriteterne i deres midte.

Da man er følsom over for denne potentielle vanskelighed, “lægger Selvstyrets ansatte pres på de lokale kristne om at undlade at fortælle om den slags hændelser, som truer med at demaskere Det Palæstinensiske Selvstyre som endnu et mellemøstligt regime, der tilslutter sig en radikal islamisk ideologi,” skriver Cohen i en anden rapport.

“Langt vigtigere end at arrestere dem, der angriber kristne helligdomme, er det for Det Palæstinensiske Selvstyre at holde den slags hændelser ude af mainstreammedierne. Og det gør de med stort held. Faktisk har kun en håndfuld mindre, lokale nyhedskanaler ulejliget sig med at berette om de seneste indbrud. De internationale mainstreammedier ignorerede dem fuldstændig.”

Det skal bemærkes, at en lignende dynamik sommetider foregår i forbindelse med muslimske flygtninge. Selvom de vesteuropæiske politikere og medier præsenterer disse som forfulgte og undertrykte personer, der har brug for en hjælpende hånd, så forfølger og undertrykker muslimske migranter sommetider selv kristne minoriteter iblandt sig — hvad enten det sker ved at terrorisere dem i flygtningelejrene eller drukne dem i Middelhavet.

Den sørgelige og simple kendsgerning, ved alle optællinger, er, at kristendommen er på randen til at forsvinde fra det område, hvor den opstod, herunder Betlehem. Som Justus Reid Weiner, jurist og lærd med et godt kendskab til regionen, forklarer:

“Den systematiske forfølgelse af kristne arabere, som bor i palæstinensiske områder, bliver mødt med næsten total tavshed af det internationale samfund, menneskerettighedsaktivister, medier og NGO’er… I et samfund, hvor arabiske kristne ikke har nogen stemme og ingen beskyttelse, er det ikke overraskende, at de rejser væk.”

Raymond Ibrahim, forfatter til en ny bog, Sword and Scimitar, Fourteen Centuries of War between Islam and the West, er Distinguished Senior Fellow ved Gatestone Institute og en Judith Rosen Friedman Fellow ved Middle East Forum.

OBS: DR har fået Facebook til at lukke 24NYTs side. Derfor kan vi ikke selv dele denne artikel. Vi håber, at læserne selv vil dele den fra egne Facebook-profiler.