Den 7. august, Israel. Da Dvir Sorek, en 18-årig studerende, vendte tilbage til sin skole fra Jerusalem, hvor han havde købt nogle bøger til sine lærere som nytårsgave, blev han stukket ihjel af to arabiske terrorister.
Af Guy Millière – Oprindeligt udgivet af Gatestone Institute.Under hans begravelse, og mens hans far holdt begravelsestalen, afskød beboerne i den arabiske landsby Silwad, tre kilometer mod nord, fyrværkeri for at fejre mordet.
Sorek var tilsyneladende en fredelig teenager, som aldrig havde skadet nogen. Blandt de bøger, han medbragte, var der en af den venstreorienterede, israelske forfatter David Grossman, der støtter nødvendigheden af at skabe en palæstinensisk stat.
Soreks “fejl” var, at han var jøde.
Hans navn forlænger listen over jøder, som er blevet dræbt eller såret af arabiske terrorister. Nogle mord er endnu grusommere. Den mand, som voldtog og myrdede Ori Ansbacher i februar i Jerusalem, sagde: “Jeg ville dræbe en jøde og være martyr.” I 2011 blev fem medlemmer af Fogel-familien, heriblandt tre små børn, nedslagtet. I 2014 gik to mordere, medbringende økser, knive og et skydevåben, ind i en synagoge i Jerusalem under morgenbønnen og massakrerede fem af de bedende og en politibetjent, som forsøgte at standse angriberne. Den 13. december 2018, ved at busstoppested nær Ofra, blev to unge jøder skudt og dræbt af terrorister. Fire dage forinden havde et andet skudangreb såret syv jøder. En såret, ung kvinde overlevede, men trods lægernes indsats døde det barn, hun bar på. Og for kort tid siden blev en jødisk teenagepige myrdet i et bombeterrorangreb på en vandresti nær Dolev, nord for Jerusalem. Hendes far og bror blev alvorligt såret.
Efter hvert eneste mord finder der festligheder sted som dem i Silwad. Slik og søde sager bliver uddelt på gaderne. Hvis morderne bliver skudt og dræbt af israelske soldater eller af politiet, udråbes de til martyrer og bliver fejret. Deres portræt bliver udstillet i de palæstinensiske byer. Uanset om de myrdende terrorister bliver dræbt eller arresteret, retsforfulgt og sat i fængsel i Israel, bliver de og deres familier belønnet med et gavmildt månedligt beløb af Det Palæstinensiske Selvstyre – et beløb, som er større end en gennemsnitlig, palæstinensiske løn. Sommetider udtrykker mordernes mødre, hvor stolte de er over den handling, deres sønner har begået.
Det iboende moralske fordærv ved at myrde civile, festlighederne som følger, den prestige som de racistiske mordere opnår, de tiltrækkende udbetalinger givet som belønning, samt mødrenes stolthed stammer alt sammen fra den tilskyndelse til at hade jøder, som bliver indsprøjtet i de palæstinensiske araberes sind af de mennesker og institutioner, som står i spidsen for dem.
Lærebøger, som bliver benyttet i de palæstinensiske skoler, er fulde af opfordringer til drab på jøder, også selvom faget er matematik. Det Palæstinensiske Selvstyres aviser udgiver jævnligt antisemitiske tegninger, der kan måle sig med dem, der blev trykt i Nazitysklands Der Stürmer. FN’s komite til udslettelse af racediskrimination brugte en hel dag, den 13. august 2019, til at studere den antisemitiske propaganda, som bliver udsendt i Det Palæstinensiske Selvstyres medier. De indsamlede data var overvældende. UN Watch‘s juridiske rådgiver, Dina Rovner, viste komiteen, hvordan Det Palæstinensiske Selvstyres medier “fastholder og viderefører antisemitiske stereotyper, så som at jøder er grådige, at de er del af en konspiration om at kontrollere verden, at de myrder små børn, og at de forgifter palæstinensere og stjæler deres organer.”
Desværre er Det Palæstinensiske Selvstyre stadig i bund og grund en terrororganisation, viet til at udslette Israel og israelske jøder med alle midler.
Før de udsendte Venedig-deklarationen i 1980, betragtede de ni medlemsstater i Det Europæiske Fællesskab (EF) PLO som en terrorgruppe, og det med god grund: i december 1973 foretog en palæstinenser et angreb på Roms Leonardo da Vinci-lufthavn, som resulterede i, at 34 mennesker døde, og yderligere to andre palæstinensiske angreb fandt sted i Orly-lufthavnen i Paris, det ene i januar 1975, det andet i maj 1978. USA og Israel definerede indtil 1991 PLO som en kriminel terrororganisation, og enhver kontakt mellem israelere og PLO’s ledere var forbudt ifølge israelsk lov.
Oslo-aftalerne var baserede på den illusion, at PLO kunne forandre sig totalt og pludselig blive en “partner for fred”. Det Palæstinensiske Selvstyre blev skabt få måneder senere og blev PLO’s nye navn.
Det stod hurtigt klart, at Det Palæstinensiske Selvstyre stadig var PLO: terrorangrebene mangedobledes hurtigt. De penge, som Det Palæstinensiske Selvstyre modtog, blev brugt til at fortsætte ansporingen til mord og betalinger for at tilskynde til det.
Den vestlige verdens ledere foregav, at det ikke betød noget, og så den anden vej. De insisterede på, at de israelske ledere skulle forhandle, som om der ikke fandtes nogen terrorisme, og som om tilskyndelserne til mord ikke eksisterede.
Så de israelske ledere forhandlede. Forhandlingerne mislykkedes.
Siden 2008 er Det Palæstinensiske Selvstyre holdt op med at forhandle med Israel og har derved ophævet sine forpligtelser ifølge Oslo-aftalerne. I stedet har Det Palæstinensiske Selvstyre kastet sig ud i en international, diplomatisk offensiv. Ifølge Det Palæstinensiske Selvstyre er den ikke-eksisterende “stat Palæstina” nu anerkendt af 139 lande, herunder flere medlemsstater i Den Europæiske Union (EU) samt Pavestolen. Staten Palæstina fik tildelt observationsstatus for ikke-medlemsstater ved FN i 2012 og mulighed for at tilslutte sig flere FN-agenturer. I 2018 valgte Group of 77, FN’s største, mellemstatslige organisation for udviklingslande, “staten Palæstina” til formand.
Eftersom Det Palæstinensiske Selvstyres ledere oplever, at fantasien stadig fungerer hos flertallet af den vestlige verdens ledere, skjuler de endda ikke længere deres nægtelse af at afstå fra terrorisme. Selvstyrets præsident, Mahmoud Abbas, som nu nærmer sig sin fireårige embedsperiodes 14. år, har stolt erklæret, at han fortsat vil belønne jødemorderne og deres familier. Qadura Fares, formand for Palæstinensisk Klub for Fængselsindsatte, udtalte for nylig:
“Det palæstinensiske samfund har en helt anden holdning til dem, som Israel kalder for ‘terrorister’. Disse militante betragtes i stedet af os som mennesker, der ofrer sig for befrielsen af det palæstinensiske folk”.
De palæstinensiske ledere benægter også Israels ret til at eksistere, uden at nogen nogensinde klandrer dem for det. Den 14. august 14 sagde Ibrahim Khraishi, Det Palæstinensiske Selvstyres FN-ambassadør, følgende: “Det, vi står overfor, er den zionistiske bevægelse, jeg vil gerne minde om, at i 1975 vedtog Generalforsamlingen resolution 3379, som indikerer, at zionisme er en form for racisme.” Han undlod at sige, at resolution blev tilbagekaldt i 1991, og at den zionistiske bevægelse nåede sit mål: Israel eksisterer. Khraishi talte, som om Israel stadig ikke eksisterer. Hans bagvaskelse og forsøg på at udradere Israel blev end ikke nævnt i de vestlige medier.
Hamas, som er en mere voldelig og radikal organisation end Det Palæstinensiske Selvstyre, bruges ofte som eksempel, når man forsøger at lancere ideen om, at Det Palæstinensiske Selvstyre tværtimod er “moderat.” Ekspert i Mellemøsten, Raymond Ibrahim, sagde i 2014, at Hamas har “valgt en hurtig jihad.” Men blot fordi Det Palæstinensiske Selvstyre går mere langsomt frem, er det ikke ensbetydende med, at det er grundlæggende anderledes.
Den muslimske verden i almindelighed har aldrig accepteret Israels eksistens. På selve dagen hvor staten Israels oprettelse blev erklæret, den 14. maj 1948, invaderede fem arabiske landes hære Israel for at udslette den nydannede stat. Israel overlevede. En anden krig for at udslette Israel fandt sted i juni 1967, og igen en i 1973. Hver gang vandt Israel.
I 1967 fandt der en strategiændring sted. PLO besluttede, at ingen skulle tale om en “krig til udslettelse af Israel”. I stedet skulle man kalde det for en “krig til national befrielse.” Fra da af blev PLO præsenteret som en “befrielsesbevægelse.” Arabere, som havde forladt Israel i 1948-49 og var forblevet i flygtningelejre, blev defineret som det “palæstinensiske folk”, og sådan blev det palæstinensiske folk opfundet. Som medlem af PLO’s eksekutivråd Zuheir Mohsen sagde i 1977:
“Det palæstinensiske folk eksisterer ikke. Skabelsen af en palæstinensisk stat er blot et middel til at fortsætte vores kamp imod staten Israel for vores arabiske enhed. I virkeligheden er der i dag ingen forskel på jordanere, palæstinensere, syrere og libanesere. Det er udelukkende af politiske og taktiske grunde, at vi i dag taler om eksistensen af et palæstinensisk folk, eftersom arabiske, nationale interesser kræver, at vi postulerer eksistensen af et særskilt palæstinensisk folk som modvægt til zionismen.”
Et politisk program, vedtaget i Cairo, Egypten, af Det Palæstinensiske Nationalråd den 9. juni 1974, talte om behovet for at skabe et “palæstinensisk, nationalt selvstyre”. Programmet definerede denne skabelse som et “første skridt,” en base hvorfra man kunne bevæge sig hen mod “befrielsen af hele det palæstinensiske territorium”. Tyve år senere blev Det Palæstinensiske Selvstyre skabt. Målet er ikke desto mindre stadig “befrielsen af hele det palæstinensiske territorium,” hvilket vil sige hele Israel.
Programmet nævnte også behovet for at “gribe til alle nødvendige midler” og insisterede på vigtigheden af “væbnet kamp”. Det talte om en strategi til at “forpurre alle zionismens planer”. Det Palæstinensiske Selvstyres ledere er i realiteten aldrig ophørt med at gribe til “væbnet kamp”, som er det navn, de giver terrorisme og mord på jøder. For at “forpurre alle zionismens planer” opfandt de det palæstinensiske folk; deres “kamp for national befrielse” gav dem international anerkendelse. Ved at kalde terrorisme og mord på jøder for “væbnet kamp” gjorde de deres brug af terrorisme og mord acceptabel. Ved at underskrive Oslo-aftalerne kunne de virke interesserede i fred uden at skulle afstå fra terrorisme. De kunne endda dæmonisere Israel og skabe et billede af det som et barbarisk og brutalt land samtidig med, at de fortsatte med at myrde jøder.
Journalisten Amotz Asa-El og historikeren Moshe Dann skrev for nylig om palæstinensernes mangesidige krig i forbindelse med emnet “udmattelseskrig”.
“Udmattelseskrige,” skriver Asa-El, “afgøres ikke af parternes balancer i forbindelse med tropper, våben eller resurser, men af balancen i deres kampånd. Vinderen vil ikke være den, der står tilbage med mere land, større befolkning eller skatte, men den, hvis kampånd varer længst”.
Dann skriver:
“Set fra en palæstinensisk synsvinkel har deres udmattelseskrig været succesrig. Til trods for deres engagement i opvigleri og terrorisme er de anerkendt og støttet af det internationale samfund, herunder i deres krav om en stat… det styrker troen på, at de kan vinde, blot de er forpligtede og beslutsomme.”
Israels mulighed for at vende strømmen og sejre er blevet defineret af Daniel Pipes:
“Kigger man på historien (og jeg er historiker), er det, der ender en krig, at den ene part giver op. Tænk over det; hvis du og jeg kæmper indbyrdes, holder det først op, når den ene af os giver op, og så er det slut. Indtil den ene af os opgiver, kan konflikten blusse op igen. De to Koreaer kunne være i krig med hinanden i dag, så vidt vi ved, fordi ingen af siderne har givet op. Første Verdenskrig, tyskerne tabte, men de gav ikke op, så de forsøgte sig igen, og i Anden Verdenskrig blev de tvunget til at give op, og så gjorde de det; og læg mærke til, hvor stor gavn de fik af at give op.” [Fremhævelser tilføjet.]
Med andre ord, den palæstinensisk-israelske konflikt ophører først, når palæstinenserne indser, at de ikke kan nå deres mål om at udslette den jødiske stat, Israel.
I øjeblikket tror palæstinenserne stadig, med hjælp fra iranerne og europæerne, at de er i stand til at udslette Israel.
USA’s præsident, Donald J. Trump, er den første verdensleder, som har indset, at palæstinenserne skal forstå, at de ikke kommer til at vinde og udslette Israel.
Ingen amerikansk præsident havde nogensinde fortalt de palæstinensiske ledere, at de løj, eller krævet af dem, at de holdt op med at ophidse til mord og finansiere terrorisme, og ingen amerikansk præsident havde nogensinde besluttet at standse finansieringen af Det Palæstinensiske Selvstyre, så længe det fortsætter med at tilskynde til terrorisme. Præsident Trump gjorde det.
Ingen verdensleder havde nogensinde sat spørgsmålstegn ved den unikke definition på palæstinensiske “flygtninge”, som bliver benyttet af De Forenede Nationer (UNRWA): at de skal omfatte endeløse generationer af efterkommere. Ingen verdensleder havde turdet sige, at der ikke er tale om fem eller seks millioner flygtninge, men kun om nogle få titusinder, og at en oversvømmelse af Israel med mennesker, som ophidser til at myrde jøder, ikke kommer til at finde sted. Ingen verdensleder havde officielt anerkendt Jerusalem som Israels hovedstad eller flyttet en ambassade til Jerusalem. Præsident Trump gjorde det.
Præsident Trump er også den første amerikanske præsident siden underskrivelsen af Oslo-aftalen i 1993, som aldrig har bekræftet nødvendigheden af en “palæstinensisk stat”.
Men holdningen hos andre vestlige, politiske leder, især i Europa, er desværre en helt anden.
Den franske præsident Emmanuel Macron har lovet at give Det Palæstinensiske Selvstyre den økonomiske støtte, som USA ikke længere giver det, og at han ikke vil afstå fra at belønne jødemorderne og deres familier. Macron har accepteret at bruge de franske skatteyderes penge til at belønne drab på jøder. Macron accepterer også stadig UNRWA’s definition – som udelukkende gælder palæstinensere – på at være flygtninge permanent, generation efter generation. Han har kaldt præsident Trumps anerkendelse af Jerusalem som Israels hovedstad for en “alvorlig fejltagelse” og har flere gange understreget det tvingende “behov for en palæstinensisk stat”.
Tysklands kansler Angela Merkel har indtaget samme holdning. Federica Mogherini, dengang øverste repræsentant for EU’s udenrigs- og sikkerhedspolitik, sagde i april måned:
“… Den Europæiske Unions stemme, og jeg kan formentlig sige den europæiske stemme, har lydt højt, klart og vedholdende gennem alle disse år om vores konstante arbejde for implementeringen af Oslo-aftalerne og dannelsen af en palæstinensisk stat… Den Europæiske Union er og vil forblive palæstinensernes største og mest pålidelige donor…”
Hun ytrede ikke et ord til fordømmelse af de palæstinensiske araberes brug af terrorisme eller drab på jøder.
I 2016 holdt Mahmoud Abbas en tale i Europaparlamentet, hvori han løgnagtigt hævdede, at “visse rabbinere i Israel meget tydeligt har sagt til deres regering, at vores vand skal forgiftes, så det kan dræbe palæstinensere.” Han modtog en stående ovation. Ingen europæisk leder klandrede ham for hans løgne.
Macron, Merkel og Den Europæiske Union viser de palæstinensiske ledere, at så længe den vestlige verden står splittet, kan de blive ved med at ophidse og myrde.
I de europæiske medier bliver mordene på jøder, f.eks. som det på Dvir Sorek, så godt som aldrig nævnt. Når mordere som dem, der dræbte Sorek, bliver uskadeliggjort af den israelske hær eller politiet, er det israelerne, der beskrives for at have “dræbt en palæstinenser” og som de egentlige mordere.
Som en person i filmen Exodus sagde: “Jødisk kød er billigt”. Jødisk kød var allerede billigt i Europa for 90 år siden. Set med Macrons, Merkels, Mogherinis og mange europæiske journalisters øjne gælder det stadig.
Den Europæiske Union overvejer et regulativ – det eksisterer ikke endnu – som kræver, at der skal anbringes mærkesedler på produkter fremstillet af jøder i Judæa og Samaria for at advare køberne om, at produktet er blevet fremstillet i en “bosættelseskoloni”. Formen på den mærkeseddel, som skal benyttes, er endnu ikke blevet besluttet. Måske vil en europæer foreslå en gul stjerne?
Dr. Guy Millière, professor ved Paris Universitet, og forfatter til 27 bøger om Frankrig og Europa.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)