En flok hårdføre heste af racen exmoor er nu sat ud i et nyt statsligt naturområde ved Lindenborg Ådal, hvor de skal græsse året rundt. Her skal de blandt andet omdanne en tidligere juletræsplantage til et artsrigt overdrev med blomster og stor biodiversitet.
Hvis du skal gå julesulet af i det nordjyske, kan du være heldig at støde på 20 hårdføre heste, der netop er begyndt i deres nye job som naturplejere på kanten af Lindenborg Ådal nord for Rold Skov.
Her købte staten i sommers et naturområde i sammenhæng med det eksisterende statslige naturområde Skindbjerglund. De to naturområder bliver til ét samlet landskab, hvor der vil være fuld offentlig adgang som i de øvrige statslige naturområder.
Hestene har den seneste måned gået i en mindre midlertidig indhegning for at vænne sig til de nye omgivelser, men kan nu boltre sig på det nye sammenhængende naturområde på i alt 225 hektar.
– Hestene har været lidt forsigtige, efter de blev sat ud i et helt nyt område, men er efterhånden faldet til. De er allerede i fuld gang med at gumle græs og små træskud, som over årene vil betyde, at området bliver holdt åbent. Det betyder på sigt, at der vil blive bedre vilkår for en lang række planter og dyr, der er afhængige af lys og hestepærer, siger Bendt Egede Andersen, skovrider i Naturstyrelsen.
Dele af det nyindkøbte område har været plantet til med juletræer, og her skal hestene nu hjælpe med at genskabe naturtypen overdrev, der er kendetegnet ved masser af blomster, sommerfugle og andre insekter. Der findes store mængder kalk i jordoverfladen, og derfor er området særligt velegnet til at udvikle meget artsrige insekt- og plantesamfund. I det eksisterende statslige område skal der også udlægges urørt skov over de kommende år.
Derudover er adgangsforholdene til området forbedret, i første omgang med en ny central P-plads. Der er masser af naturlige stier i området, og man er velkommen til at gå overalt døgnet rundt. Næste år venter en mere udførlig plan for de kommende natur- og friluftstiltag i det nye sammenhængende naturområde.
Udflyttere fra Langeland
Hestene stammer fra den store flok af vilde heste på sydspidsen af Langeland, der har plejet den statslige natur her siden 2003. De er af exmoor-racen, som klarer sig selv året rundt stort set uden menneskers indblanding. Samtidig har de trukket mange besøgende til området.
Hestene i Skindbjerglund skal gå ude hele året rundt og pleje naturen på tværs af skov og åbne områder som enge og overdrev. Flokkens størrelse er beregnet ud fra den forventede mængde af mad i naturen. Hestene er desuden udstyret med en tyk pels, der oven i købet er vandafvisende.
– Det kuperede terræn og de yngre tætte nåletræsbevoksninger sikrer dyrene læ, ly og tørt leje hele året rundt. Selvom hestene langt hen af vejen kan klare sig selv, så sørger vi selvfølgelig for at føre tilsyn med, at de har det godt. Kun undtagelsesvis og i helt særlige tilfælde, såsom et tykt lag sne, der gør det svært at finde føde, vil de få et tilskud af foder, siger Bendt Egede Andersen.
Dele af området afgræsses i forvejen af kreaturer, som nu får selskab af hestene.
Adressen til p-pladsen midt i området er Risevej 1, 9520 Skørping
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)