Unikke ringe hitter til årets bryllupper

Hvor december er højtid for frierierne og sensommeren for vielserne, er foråret præget af grundig forberedelse til den store dag. Beslutningen om, hvilke vielsesringe brudeparret skal bære resten af livet, vil altid være et centralt tema i planlægningen. Ifølge Henrik Knakkergaard, der er guldsmed og indehaver af Guldsmed Dirks, skal ringene i år være mere specielle og unikke end nogensinde før.

– Rigtig mange vil gerne gøre noget ekstra ud af vielsesringene, fordi de symboliserer kærligheden og det særlige bånd, som parret deler. Vi oplever tydeligt, at flere og flere sætter deres personlige præg ved at vælge et særligt materiale eller at få ringene indgraveret med for eksempel fingeraftryk, deres navn eller tid og dato for brylluppet, siger Henrik Knakkergaard.

Intens carbon og kostbart platin

I Danmark følger vi ofte udviklingen fra det trendsættende marked i USA og fra vores naboer i Tyskland. Her er ringe af carbon eller platin meget populære, og Henrik Knakkergaard forudser, at ringe af netop disse materialer også bliver valgt af mange af årets danske brudepar.

– Carbon giver med sin intense sorte farve et mere råt look og en ring, der skiller sig ud fra mængden. Det lette materiale gør dem komfortable at bære, hvis man ikke er vant til at gå med ring. Og da carbon-ringe typisk er billigere end tilsvarende af guld og sølv, får man rigtig meget værdi for pengene, siger han og fortsætter:

– Ringe af platin er i den helt anden ende af skalaen. Platin er tungere og mere kostbar end guld og sølv, men det er til gengæld også mere hårdfør og mere modstandsdygtig over for ridser, så det holder sig pænt i meget længere tid.

 

Fire ekstra karat giver særlig glød

Hvor platin og carbons henholdsvis lyse og matte farver passer godt til danskernes hvide hud, er den tredje trend måske lidt mere overraskende. Den stammer nemlig fra de varmere himmelstrøg, hvor brudeparrene ofte er mørkere i huden. Der er guldringene typisk udført i 18 karat guld i stedet for 14 karat, som har været normen i Danmark i mange år.

– Når man går fra 14 til 18 karat, får ringene en klarere, varmere og renere gul farve, som kan skabe en markant kontrast til vores lyse hud her i Norden. Men er man vild med gulds særlige glød, og vil man gerne have, at vielsesringen kan ses klart og tydeligt, kan jeg anbefale at vælge 18 karat, siger Henrik Knakkergaard, og pointerer:

– At vælge de rigtige ringe, er en stor beslutning, for I skal forhåbentligt bruge dem resten af livet. Så overvej tidligt i planlægningen, hvilken slags I gerne vil have, og få hjælp fra en specialist, så I finder lige netop jeres drømmeringe.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)