Nu er alle danske politikere populister

Begrebet ”populisme” bruges om politiske enkeltpersoner og bevægelser, der fremhæver sig selv som talsmænd for det jævne folk, som regel i modsætning til en politisk, økonomisk eller kulturel elite. Begrebet fremkom første gang i forbindelse med dannelsen af The Populist Party i USA i 1891, der hævdede at repræsentere den jævne mand.

I de senere år er begrebet ”populisme” imidlertid blevet et skældsord og en moralsk fordømmelse. Når populister råber op om islamister og deres håndlangere, råber antipopulister op om fascister og deres håndlangere.

Populisterne er overbevist om, at eliterne er fuldkommen ligeglade med deres land og dem, der bor i det, fordi de altid selv bare kan flytte væk fra problemerne. Antipopulisterne er derimod overbevist om, at populisterne bevidst og kynisk spiller befolkningsgrupper ud mod hinanden og pisker en stemning op, for selv at få magten.

Populisterne har typisk en fremragende evne til at identificere reelle problemstillinger, som andre partier enten ikke kan se eller simpelthen ignorerer, selv om problemstillingerne optager store dele af befolkningen. Det har man f.eks. set i forbindelse med indvandringsdebatten i flere lande.

Formår de etablerede partier ikke at lytte til de problemer, som store dele af befolkningen har, kan det ende galt. Det så man med Hillary Clintons kampagne, hvor hun kaldte de kriseramte amerikanere ”deplorables” (”ynkelige tabere”) og tabte valget.

Herhjemme blev etiketten ”populister” først hæftet på DF og Nye Borgerlige. De to partier var i modsætning til de etablerede partier fæle og uansvarlige populister, der har lokket halvdumme danske vælgere godt hjulpet af ”fake news” formidlet af sociale medier.

Men nu har Berlingske i forbindelse med debatten om den såkaldte ”nødbremse” gjort ordet ”populist” til et almindeligt skældsord, som man bruger over for dem, man er uenig med, eller dem, man skændes med.

”De Konservative skændes højlydt med tidligere Venstre-minister Søren Pind om de konkrete implikationer af en lukket grænse, og ifølge den radikale Jens Rohde vil nødbremsen reelt gøre Danmark til en flygtningemagnet. Politikerne forfalder til populisme, hvor det tilsyneladende handler mere om at male skræmmebilleder og beskylde hinanden for at være enten for stramme eller for slappe. Flere støttepartier til venstre sår ligefrem tvivl om deres støtte til regeringen, såfremt bremsen bliver aktiveret”, står det i dagens leder.

Støttepartierne på venstrefløjen er ikke den rene populistiske vare endnu, men altså godt på vej, mener Berlingske.

Også Socialdemokratiets leder, Mette Frederiksen, er populist, skriver den EU-begejstrede Marlene Wind i samme avis. Mette Frederiksen benytter nemlig ”det klassiske Orbán-trick med at skabe frygt og så derefter træde til som den stærke leder, der kan levere semi-illiberale tiltag som overvågning, tvangsadoptioner af børn og administrativ frakendelse af statsborgerskab”.

Forvirringen om, hvem der i Danmark er populist og antipopulist, er nu total. I hvert fald hvis man læser Berlingske.

André Rossmann