Nye udbudstal fra Boligsiden viser, at aktiviteten på boligmarkedet måske nok er gået ned i gear i en tid, hvor tempoet ellers plejer at stige. Men tallene viser også, at selvom flere boligsælgere ser tiden an, er der stadig mange, der fortsætter deres oprindelige salgsplaner.
”Vi oplever et fald i antal nye boliger til salg sammenlignet med samme tidspunkt sidste år. Men det betyder ikke, at alt er gået i stå. Tværtimod kom der alene i marts knap 4.500 nye villaer til salg udover dem, der allerede var i udbud. Ligeledes valgte over 1.300 lejlighedsejere at sætte deres bolig til salg,” siger Birgit Daetz, der er boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden og tilføjer:
”Det er ikke så mange nye sælgere, som vi normalt oplever på denne tid af året. Det skyldes, at mange boliginteresserede stoppede op, da Danmark lukkede ned, hvilket er helt naturligt og forståeligt. Men det er vigtigt at understrege, at alting ikke er gået i stå. Vi oplever nemlig, at interessen for at se boliger på Boligsiden er vendt tilbage i sidste halvdel af marts måned.”
Boligkøbere har aktuelt mere at vælge imellem
Zoomer vi ud og ser på udviklingen i det samlede udbud i den seneste måned, er der tale om, at potentielle boligkøbere i øjeblikket har lidt flere boliger at vælge imellem sammenlignet med sidste måned.
Det samlede udbud af såvel huse, lejligheder og sommerhuse er nemlig steget i løbet af den seneste måned, hvor coronakrisen har sat store dele af det danske samfund på standby.
”Det er godt nyt for boligkøberne. For igennem længere tid har det samlede udbud ligget meget lavt. Men nu får boligkøberne flere boliger at vælge imellem. Og forklaringen er, at der trods et lavere tempo fortsat kommer nye boliger til salg, men det skyldes også, at der i øjeblikket sælges færre boliger end normalt, og dermed stiger den samlede mængde af boliger til salg,” forklarer Birgit Daetz og tilføjer:
”Vi oplever, at alle parter på boligmarkedet i øjeblikket bruger ekstra tid på at tænke sig om, på at forberede sig på sit køb eller salg og generelt afventer udviklingen i samfundet. Men der vil fortsat være købere, der har brug for en ny bolig, ligesom der vil være sælgere, der af forskellige årsager skal af med deres bolig. Derfor vil der også fortsat blive handlet boliger – om end i et lavere tempo lige nu.”
Øvrige nøgletal:
- Der blev i marts sat 4.471 nye villaer til salg i Danmark. Det er 400 mere, end der blev sat til salg i februar 2020, men 14 procent færre end i marts 2019.
- Der blev i marts sat 1.375 nye ejerlejligheder til salg, hvilket er 56 færre end i februar 2020 og et fald på 17 procent i forhold til marts 2019.
- I marts kom der 1.310 nye sommerhuse til salg. Det er knap 400 flere end i februar 2020, men 16 procent færre end i marts 2019.
Udbud af boliger april 2020:
Boligtype | Antal boliger udbudt | Ændring seneste måned | Ændring seneste år |
Villaer og rækkehuse | 33.725 | 1,0% | -3,4% |
Ejerlejligheder | 7.141 | 1,7% | -10,5% |
Sommerhuse | 8.498 | 1,7% | -16,8% |
(Kilde: Boligsiden)
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)