Magthaverne nærer dyb mistillid til danskerne

Når regeringen ikke valgte at tillade caféer, restauranter mv. at åbne allerede nu, skyldes det, at man mener, at danskerne ikke vil være i stand til at administrere for meget frihed for hurtigt, skriver Berlingske.

Med andre ord har myndighederne ikke tillid til, at danskerne fortsat vil agere fornuftigt midt i coronakrisen.

Allerede inden coronakrisen forsømte den socialdemokratiske regering at følge op på de erklærede hensigter om et samfund, der bygger på tillid, idet regeringen har lanceret en såkaldt ”tryghedspakke”, der indeholdt mere videoovervågning af samfundet.

Regeringen har ikke lagt datagrundlaget og forudsætningerne for sine beslutninger i forhold til coronakrisen åbent frem, fordi man ikke stoler på befolkningen. Det er altså ikke tillid til danskerne, der er fundamentet for myndighedernes arbejde.

Regeringen stoler heller ikke på de øvrige medlemmer af Folketinget. De skiftende og modstridende meldinger om den danske testindsats har svækket Folketingets muligheder for at gennemskue og håndtere situationen, lyder kritikken fra partiernes sundhedsordførere.

Venstres sundhedsordfører, Martin Geertsen, taler åbent om et ”tillidsbrud” fra myndighederne og regeringen i en alvorlig krisesituation. ”Vi har set et forløb, der over hele linjen har været fuldstændig kaotisk med kontinuerlige forsøg på at skære hjørner af sandheden. Det virker som om, man hele tiden har skiftet forklaring for at finde noget at sige, der lige kunne passe ind”.

Coronakrisen har således med al ønskelig tydelighed eksponeret manglen på tillid i det danske samfund.

 

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)